*52 Trætheden, det højeste at opnå

bondsäterwilfreds

Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 3

Kristina er så træt. Kristina er så træt, så træt. Seks børn (fraregnet pigen, der døde før de flyttede), tre af dem så små, at de helst ville bæres hele tiden. Kun den mindste kan hun have på armen, de andre to må hænge i skørterne, for Kristina kan ikke sådan sætte sig ned. Kristina skal lave mad. Kristina har lige fået et brændekomfur, hun fik det i julegave af sin mand. Sin gode, gode mand Oskar. Han kalder Kristina for husets dronning, fordi hun klarer det hele. Hun sørger for børnene, syr deres tøj, laver mad til alle, gør rent, holder orden. Kristina forstår ikke hvordan hun klarede det uden brændekomfuret. Det åbne ildsted, hvor der kun kunne være en gryde ad gangen, balancerende på en trefod. Det forstår hun ikke. Og selv med brændekomfuret. Selv med det topmoderne hjælpemiddel, så er hun så træt. Kristina drømmer om at lægge sig ned. Ligge fladt på gulvet. En lille pause. En lang pause. En ende på det hele. Det kan ikke komme på tale. Hvis Kristina ikke gør det, der skal gøres, så bliver det ikke gjort.

Jeg læser Vilhelm Mobergs serie om svenskerne, der udvandrede til Amerika i 1850’erne. Jeg er næsten færdig med tredje bind. Familien har boet på deres nye jordlod i Minnesota i syv år, de har etableret sig. De har etableret sig godt. De bor i det tredje hus, Oskar har bygget. Med egne hænder har han hugget træerne og lavet dem til tømmer. Med naboers hjælp har han rejst først et usselt lille hummer, dernæst et nogenlunde dueligt bjælkehus. Det tredje har to etager, men er ikke nær så stort som han havde tænkt sig. Han planlægger det næste hus. Han pløjer markerne, for hvert år lægger han mere opdyrket jord til, for hvert år har de flere dyr. Okser, som kan trække ploven. Høns, der kan lægge æg. Malkekoen. Der er et helt, langt, fortvivlet kapitel om manglen på mælk til børnene. Og så endelig, får de en malkeko.

Jeg har været i gang med at læse bøgerne i et stykke tid. Det er nogle tykke bind, og jeg har ikke meget læsetid i hverdagen. Det er om aftenen, før jeg skal sove, at jeg læser. Et, højst to kapitler. Jeg er så træt om aftenen. Det er bedst, når jeg er træt om aftenen. Det værste er, hvis jeg ikke er træt nok og begynder at gruble.

Det er det her dilemma, som ikke er mit alene. Det er ikke vores nu. Det er alle menneskers, til alle tiders. Det er trætheden, som vi deler, som vi forbander, som er velsignelsen.

Hvis jeg ikke gør dette, bliver det ikke gjort.

Det højeste at opnå.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s