*50 Jeg idylliserer voldsomt

april2014himmelApril 2014
(Foto: Robert Elverkilde)

Hvis jeg var en stereotyp. Der er noget ved min situation, der får mig til at tænke på den midaldrende mand, der pludselig er nødt til at eje en knaldrød sportsvogn. Og have meget unge kærester.

Jeg ved ikke helt hvad det er, men måske er det måden jeg begraver mig selv i arbejde på. Jeg holder mig selv beskæftiget, for ikke at synke ned i den sorg, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

Jeg ved det godt, jeg ved det godt: Jeg skal netop ikke stille noget op. Jeg skal bare lade det være. Men det gør så ondt, jeg vil så nødig mærke dét.

Hvis jeg så tænker stereotypen igennem, så synes jeg slet ikke den har noget med mig at gøre. Den midaldrende mand i det billede, har typisk været gift hele sit voksenliv. Han har børn og fuldtidsarbejde. Det er den trummerum, han er i. Dag ud og dag ind det samme, samme, samme slid. Så når han halvvejs gennem livet, og det går op ham for at tiden går. Skal det virkelig være sådan? Er det hele hans liv, skal der ikke ske andet?

Memento mori, det er blevet sådan en populær tatovering. Og udtrykket: YOLO, som bruges både oprigtigt og ironisk, men ikke desto mindre bruges virkelig heftigt.

Du lever kun en gang. Der er kun det her ene liv.

Mit problem er, at jeg har levet hele mit liv på den måde: Hektisk og dødsbevidst. Jeg har ræset rundt i en rød sportsvogn (og har på en nær en enkelt (bevidst, eksperimentel) undtagelse haft yngre kærester.) (Og så har der været andre perioder, hvor jeg nærmest har været i dvale, er gået helt i stå, men det er jo også en ekstrem.)

Jeg er en stereotyp, men jeg ved ikke hvilken. Jeg mangler et billede at hænge det op på. Jeg leder efter et billede, fordi det kunne give mig et hint om vejen ud af det her. Jeg græder igen. Det er ikke fordi det som sådan kommer som en overraskelse for mig, jeg har efterhånden forliget mig med at jeg fungerer i de her cirkler. Det gør det en smule nemmere, at jeg ikke tror at noget er overstået, bare fordi det holder op i et stykke tid.

Jeg græder, og jeg arbejder. Jeg arbejder virkelig meget for tiden. Lige nu er jeg i gang med min novelleserie. Den, som jeg har besluttet skal handle om kærlighed. (Hvorfor, hvorfor kærlighed? Hvorfor ikke noget andet? Noget, som ikke får mig til at græde hele tiden og føle mig som en fiasko? Derfor.) Jeg er i gang med at færdiggøre nummer to, og skrive den tredje. Der begynder at tegne sig et mønster. Historierne handler om at være ung. Ung og forvirret og fuld af håb.

Her er jeg, midt i livet, midt i en krise, og jeg er besat af de valg, jeg traf engang. Dengang alle muligheder var åbne.

Min krise lige nu, den er meget enkel. Den eneste form for kærlighed, jeg for alvor kan få til at give mening, det er den livslange. Den jeg selv valgte fra. Jeg skulle være blevet sammen med min allerførste kæreste. Der var intet galt med ham. Jeg har naturligvis fundet ham på facebook. Jeg ved, at han giftede sig med den kæreste, han fik efter mig. De er meget, meget smukke begge to, de har smukke børn. Det ligner grangiveligt at de stadig, efter alle disse år, er glade for at de valgte hinanden. Jeg tror, de har de fået det liv, som jeg nu drømmer om.

Det var dumt, hvad? Og alle de andre jeg er gået fra. Indtil det ændrede sig, og det var mig, der blev forladt.

Det er det med at vælge hinanden, som jeg synes er så fint. Virkelig vælge, og så holde fast. Give hinanden den tosomhed, det sted at være noget særligt i. Sammen.

“…, lad ham give mig den forelskede verdens hellige intimitet og gravitet tilbage.”
(Roland Barthes: Kærlighedens forrykte tale, s. 95)

(Jeg kan virkelig anbefale alle ikke-forelskede at læse den bog. Jeg kan virkelig ikke anbefale forelskede at læse den bog.)

Jeg ved, at det går over. Jeg ved, at jeg ikke bliver ved med at have det sådan her. Men sådan har jeg det lige nu: Jeg gider ikke mere. Jeg kan ikke tage det alvorligt længere. Jeg gider ikke tro på det valg længere/igen. Det virker så desperat og dumt at forsøge at gøre det vigtigt nu. Det er et livssvalg, som skal foretages mens man er ung, og man skal være dum. Man skal gøre det, mens man ikke ved bedre. Det er et valg, der skal tages med lukkede øjne.

Sådan har jeg det lige nu, og jeg vil skynde mig at sige, at jeg godt ved at jeg idealiserer og idylliserer det livslange forhold voldsomt. Jeg ved også godt at jeg en dag kommer til at sige noget helt andet, den dag jeg (mod bedre vidende) igen gider begynde forfra, og forfra. Så lovpriser jeg det, og forklarer hvorfor det giver virkelig god mening.

Men lige nu: Jeg er vred. Jeg fortryder. Alt. Det er en træls tilstand. Nu prøver jeg bare at være i den. Græde, og vente på at det fortager sig. Imens skriver jeg. Jeg skriver som en flugt og som terapi og fordi det er det, jeg kan. Det, jeg gør. Dét er en stereotyp.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s