*43 Min baghaveelg

elg maj 2016

Maj 2016

I den seneste uges tid er en elg begyndt at spise på engen lige udenfor huset om aftenen. Når jeg kigger ud af vinduet er den der. Når jeg går ud for at tisse, hører den mig, og jeg hører den buldre ind i skoven. Det dyr, det er så stort!

I går stod den lige imellem det nye bålsted og den nu nedrevne campingvogn. Den så mig godt. Eller den så en bevægelse bag ruden. Den stod helt stille og gloede, indtil jeg ikke kunne modstå fristelsen til at forsøge at fotografere den. Forsigtigt, forsigtigt lirkede jeg vinduet op, klar med kameraet – men så var der et eller andet med indstillingerne, der gjorde at en tåge, som ikke fandtes i virkeligheden, overtog billedet. Og næste billede var for sent, den var løbet væk. Der er noget med måden den løber på, som får mig til at ville sige: Sejle. Jeg tror det er fordi benene er så lange, og kroppen er i ro. Har jeg sagt at den er stor? En sejlende kæmpe.

En halv time senere gik jeg ud for at tisse inden jeg skulle sove. Jeg gik en lille runde i køkkenhaven først. Nu hvor alting vokser, er det en af mine yndlingsbeskæftigelser bare at gå rundt og kigge. Ud af øjenkrogen så jeg en mørk skygge, og jeg kiggede ned mod brønden. Der stod elgen. Helt stille stod den og gloede på mig. Så gloede jeg på den. Længe. Igen indtil fristelsen blev for stor, og jeg gik lidt fremad. For at kunne se den lidt bedre? Eller simpelthen for at se, om jeg kunne komme tættere på? Fordi det blev kedeligt bare at stå?

Så snart jeg rørte på mig, sejlede elgen ind mellem stammerne og blev usynlig. Det er noget de kan. De står stille, og så kan man overhovedet ikke skelne dem fra stammerne. Men lyden afslørede den: Lyden forsvandt. Derfor ved jeg at den stoppede op og blev stående i skovkanten. Den ventede sikkert bare til næste gang, der var fri bane.

Jeg ved ikke om det er den samme elg, som sidste år var her med en stor elgkalv. Jeg ved ikke hvor længe kalven bliver hos moren. Jeg ved ikke hvornår på året, de får kalve. Jeg ved ikke om de knytter sig til et område, sådan at den samme kan forventes at komme tilbage til et godt fodersted år efter år. Jeg ved ikke om jeg skal kunne se forskel på en han-elg og en hun-elg. Jeg ved ikke så meget om elge. Ikke så meget som jeg synes, jeg burde, nu jeg bor her. Nuvel. Der er så meget, jeg ikke ved så meget om.

Jeg har en elg i baghaven. Det er alt jeg behøver at vide lige nu.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s