*39 Den tid på året hvor alting føles nemt

tre glas

Maj 2016

Se! Dette har jeg netop lavet. Syltede æg i tre forskellige slags lage – rødbede, karry og chili.

Nogle gange synes jeg at jeg snakker for meget. Fortæller alt for personlige ting til alt for mange. Og så nu det her blogprojekt. Det er meget pinligt alt sammen. Menneskeligt, du ved. Så er jeg ikke cool, så er jeg ikke mystisk. Det er en gammel historie, egentlig tænker jeg ikke så meget over det længere, nu gør jeg det bare. Snakker altså. Fortæller alt muligt om mig selv, til hvem der nu lytter. Til jer, der læser med her.

Og så sker der ting, som gør mig glad for at jeg fortæller. Som nu de syltede æg. Det startede med at jeg var (er) så ked af at være her alene. Med en kæmpe hønseflok, der efterhånden som foråret for alvor fik fat, lagde flere og flere æg. 8 om dagen lige nu. Så mange æg kan vi ikke spise, drengen og mig. Alle jeg kender heroppe har selv høns, ingen mangler æg. Æggene, der hobede sig op, fik mig til at føle mig endnu mere ensom. Sammen med visheden om, at hvis jeg vil have færre æg, skal jeg slagte høns. Selv.

Jeg vil principielt gerne lære at slagte. Faktisk handler det overhovedet ikke om at lære det, jeg kan godt, har gjort det. En gang. Det var min første sommer heroppe, hønen var syg, det var akut. Det var rædselsfuldt. Jeg tænkte: Det tror jeg ikke jeg kan gøre igen. Det var vel en slags knæk. En ridse i mit selvbillede.

Da jeg flyttede herop var jeg ellers sådan kampklar. Jeg ville lære alt, ville klare alt, ville kunne alt. Jeg skulle have dyr, og selvfølgelig skulle jeg slagte. Selv. Jeg huggede brænde, jeg blev stærk. Jeg var stolt af min styrke, jeg konkurrerede med besøgende mænd. Stædigt. Det kan da godt være at de havde et forspring i den medfødte fysik, men fandeme om jeg ville give mig. Og jeg er stærk. Jeg kan meget.

Det er ikke noget, der startede her, forresten. Jeg har altid kæmpet imod … noget. Da jeg var helt ung løj jeg for mine kærester. Jeg sagde, at jeg ikke kunne lave mad. Jeg ville ikke have, at de forventede noget husligt fra min side. Jeg har aldrig rørt håndarbejde, har himlet over strikkedillen, da den begyndte at brede sig til alle mine veninder. Jeg gik ikke med makeup før jeg fyldte tredive. Jeg blev ved med at vælge fra. Familieliv, børn. Hverdag. Samtidig har jeg altid higet så utroligt efter netop alt det. Jeg har gjort mig umage for at være feminin, kjoleklædt, medgørlig. Jeg har hele tiden halset efter at skaffe mig alt det, de andre havde (kunne): Kæreste, familieliv, børn. Hverdag, som jeg hele tiden har bygget op for så at smadre eller stikke af fra. Meget ambivalent. Meget besværligt. Meget forvirrende.

Jeg tænker meget over det nu. Jeg tænker, og prøver at holde mig selv fast i at jeg ikke skal regne noget ud. Men selvfølgelig prøver jeg at regne ALT ud. Jeg vil jo gerne gøre det bedre, blive gladere. Selv.

Og nu tilbage til de syltede æg. Mens jeg har boet heroppe, er der nemlig noget, som har sneget sig ind på mig. Hverdag. Madlavning. Håndarbejde. De der stilfærdige sysler, som – når jeg ikke får dødsangst ved tanken om altings evindelige gentagelser – er mit liv. Om det signalerer feminint eller maskulint på den rigtige måde virker nu så inderligt ligegyldigt. Fordi det er egentlig så enkelt: Hvis jeg vil leve billigt og dyrke mine egne grøntsager, så er det rimelig smart at lave mad af dem også. Hver dag. Og håndarbejde (spinding, hækling, strikning, og snart får jeg en væv) tjener to vigtige formål. Jeg laver ting (tøj, huer, vanter, grydelapper etc) som også gør det billigere at leve – og jeg har noget meningsfuldt at fordrive tiden med i de lange vinteraftner. Og syltningen er vigtig. Syltetøj og syltede agurker, selvfølgelig skal spisekammeret være fyldt året rundt, og den laaange vinter, hvor der er overskud af tid, kræver at jeg producerer mad i hele sommerhalvåret.

Det er uvant. Stadigvæk er jeg mentalt et bymenneske, der regner med at butikkerne sørger for et stabilt udbud året rundt. Men jeg vil noget andet. Jeg vil stadig noget andet. Jeg har stadig mine drømme og planer intakt, selvom jeg har slået en gedigen kolbøtte i forhold til rækkefølgen, omfanget, tempoet. Selskabet. Han kunne mere. Han var ikke nybegynder. Jeg kunne trygt læne mig op ad hans erfaring, og se hele selvforsynings-projektet speedet op.

Jeg tror at det er omstillingen, jeg stadig kæmper lidt med. Og selvmedlidenheden. Der er ikke særlig meget kampklar i at sidde og snøfte; stakkels mig, der nu skal alting selv. Slagte høns, ak ak.

Det var netop det, jeg gjorde. Sagde det og snøftede. Til alle, alt for mange, hvem som helst. Jeg skrev det også her. Og det kunne jeg jo synes var pinligt; det kunne jeg lægge oveni selv-ynks-bunken.

Men så fik jeg en mail fra en, der også ved mere. En, der også har været i gang med selvforsyning længe – en, som kunne fortælle mig noget, jeg ikke vidste: Høns lægger ekstra mange æg om foråret. (Fordi de samler sammen til en god rugebunke.) Det er slet ikke sikkert at jeg bliver ved at drukne i æg. Se lige tiden lidt an, skrev hun.

Og til min fødselsdag havde en af gæsterne også læst det, og foreslog mig at lave syltede æg i stedet for at slagte. Jeg har aldrig hørt om syltede æg før. Jeg aner ikke om jeg kan lide dem. Først var jeg helt blank på hvad man spiser dem med, men det kunne naboen fortælle. Man kan fx putte dem på salater, man kan spise dem sammen med ost og pølse, tapas-style. Og vigtigst: Syltede æg = æg at spise om vinteren, hvor hønsene ikke lægger æg.

Og jeg har netop fået en mail fra nogle sommergæster, der skriver at en af dem er meget rutineret hønseslagter, så hvis det endelig skal være, behøver jeg faktisk ikke gøre det selv.

Jeg vil stadig principielt gerne kunne slagte selv. Men jeg ved ikke om jeg kan. Og jeg skal ikke tage stilling til det nu. Og jeg er ikke alene. Der er mennesker, der kan ting og ved ting. Andre mennesker, der gerne vil hjælpe mig. I dag synes jeg ikke det er synd for mig. I dag har det været så varmt, at man kunne gå ude uden jakke. Tingene er så småt begyndt at vokse i haven. Og så har jeg faktisk netop fået en ny, hønseløs nabo, som gerne tager imod mine overskydende æg. Det er den tid på året, hvor alting heroppe føles nemt. (Faktisk er der så dejligt heroppe nu, at jeg næsten bliver glad for at vinteren er modsvarende barsk. Fordi, hvordan skulle jeg ellers kunne være her uden at føle mig alt, alt for heldig. Tja. Ved ikke om det bare er mig, nogle gange er det som om man ikke rigtig kan vinde i den evindelige kamp mod sine egne skrupler og kvaler … Men lige på det punkt er jeg helt og aldeles kampklar!)

Hvis du også får lyst til at prøve syltede æg, så tog jeg udgangspunkt i denne opskrift

Og se nu her hvor fotogen hele processen er …

Advertisements

2 thoughts on “*39 Den tid på året hvor alting føles nemt

  1. Hej Maja
    Man kan kalde det pinligt eller for personligt. Man kan også kalde det vigtigt. Og det tror jeg i høj grad, at det er – vigtigt. For dig, men bestemt også for vores polerede samfund. Vi har brug for det. Og selvom dit livsindhold er helt anderledes end mit, får din ærlighed mig til at føle fællesskab med dig. Tak for at du tør. Mange hilsner Jeanette Ohrt
    jeanette.ohrt.dk

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s