*35 Jeg øver mig i at være pinlig

april 2016 snegl

April 2016

Jeg har været på vaskeri i dag. Jeg kan virkelig godt lide rent vasketøj. Duften, og at det rene ligger i stabler, klar til brug. Og jeg foretrækker at opvasken bliver taget hver dag. Jeg tager et nyt, rent glas flere gange om dagen, fordi jeg ikke kan lide følelsen af læberne mod mundmærkerne. Jeg kan lide at sortere alt mit tøj; pakke vintertøj væk og sommertøj frem. Eller tømme et køkkenskab fuldstændig, vaske hylderne og stille alt ind på nye, rette pladser. Det øjeblik af orden, den ro.

Skafferiet, det er det næste, der står for tur: Resterne af vinterlageret skal gås igennem, gammelt skal smides ud, sylteglas skal vaskes. Der skal gøres klar til en ny sæson, med friskere, sartere ting på hylderne.

I haven elsker jeg først og fremmest at luge. Udryddelse af uønskede vækster. Rene linjer. Jeg elsker at beskære træer og buske, forme dem efter min vilje. Hvis de ikke ligefrem skal væk, åh at rydde ny grund. Jeg anlægger stier og bede, bygger landskabet op, sådan som jeg vil.

Resten af tiden roder jeg.

Taknemlig konstaterer jeg, at jeg også roder og lader rodet ligge. Ellers havde jeg slet ikke kunnet holde mig selv ud.

Jeg er et ordensmenneske. Jeg er et uordentligt menneske. Jeg ville så gerne være et frit-vildt-voksende-nydende-flydende-menneske-væsen. Dengang jeg så Avatar villeville jeg så gerne være sådan et væsen, jeg hulkegræd af længsel, da jeg så filmen – men dét ville jeg ikke indrømme, for dét var pinligt. Det er det i og for sig stadig, jeg øver mig bare i det. Være pinlig, den følelse.

Jeg købte ind i dag. I den lillebitte butik, i den lillebitte by, hvor børnehaven ligger. (Og vaskeriet. Det ligger ved siden af Brandstationen, på bygdegårdens bagside. I dag var de ved at give byens to brandbiler et forårstjek, det vrimlede med teknikere og mekanikere. Det er overvældende med alle de mennesker. Fordi: Vinteren her er sådan, at vi lever i små isolerede huler, og så når det bliver forår kommer vi ud igen. Mødes, taler og begynder at besøge hinanden igen.) Inde i butikken mødte jeg en, jeg kender, men ikke har set hele vinteren. Hun spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg begyndte at græde. Kunne først ikke svare, fordi jeg græd. Pinligt. Pinligt. Og lige som det skal være. Jeg er også et grædende menneske(væsen).

Men når jeg ikke græder, og det er alligevel det meste af tiden, så går jeg rundt og er nærmest æstetisk forelsket i min egen have. Her titter de første rabarberskud op:

april 2016 rabarber

Og på billedet herunder vokser der stikkelsbær. Sidste sommer var der det tætteste vildnis, og buskene blev tilfældigt opdaget mellem brændenælder, skvalderkål og vilde hindbær. Jeg befriede dem for konkurrencen, og lavede dette bed rundt om, (en af de store kantsten er faktisk gravet ud under dem), og gav dem et rigtigt mysigt vinterdække. Jeg er spændt på om luksusbehandlingen giver bær i år:

april 2016 stikkelsbaer

Ved siden af stikkelsbærbuskene, fandt jeg under vildnisset en enorm træstub med et omfattende rodnet. Derover har jeg bygget et højbed, så kan roden formulde i ro og mag. Alt jeg laver, er med materialer jeg finder på grunden. Stenene, ja, de giver jo sig selv – hvert spadetag afdækker nye forsyninger. Og hurra for det! Jeg elsker stenkanterne, selv om de er lidt arbejdskrævende at holde ukrudtsfrie. Fordi de er smukke, og fordi de er fleksible byggematerialer. Og så holder de på varmen, det er endnu god ting. Siderne er lavet af gamle vinduesrammer, flettet med birkeskud. Endnu en ting, der er uendelige forsyninger af. (Faktisk er det en udfordring at holde skoven på afstand af huset, engen kunne godt bruge nogle græssende får.):

april 2016 stenbed

På haveplanen hedder dette bed Snabb-rotation! Her skal jeg så de ting som vokser hurtigt, og skal spises hurtigt. Radiser, dild og forskellige slags salat. Jeg har det med at glemme både at så og spise dem, derfor har de fået denne pædagogisk synlige placering i år. Så må vi se hvordan det går.

I bedet herunder skal der vokse kål. Egentlig er terassehavens smalle bede ikke så velegnede til vækster, der kræver meget plads omkring sig – men netop dette bed er bredere end de andre. Og så kan jeg plante ret tæt, fordi man aldrig træder på jorden:

april 2016 kaalbed

I baggrunden får man et meget godt indtryk af hvordan terassehaven langsomt bliver til. Det er mit tredje år med haven, og sådan som den ser ud i højre hjørne, så den ud over det hele. Alle bede er erobret fra senegræs og skvalderkål. Jeg arbejder mig langsomt nedad skråningen, bevæbnet med papkasser og gamle kludetæpper.I løbet af denne sæson, regner jeg med at nå helt ud til hegnet i dette hjørne.

Jeg ville til gengæld ikke selv satse stort på at det bliver i år, det modsatte hjørne bliver til bede. Solsikkeengen, kalder jeg det, og navnet er noget yndigere end det ser ud. Det har ligget under ukrudtsdug i to sæsoner nu, og hvis jeg skal være realistisk, får det nok en til på samme brak-agtige måde:

april 2016 solsikkeengen.jpg

Men hey, se hvor smuk brønden er der i baggrunden! Dengang han var her og var min kæreste, byggede han sådan nogle fine ting, og det er en af dem. Jeg er virkelig glad for den brønd. Og jeg fandt faktisk et før-billede i gemmerne, troede ellers ikke jeg havde foreviget blå-plast-surret-om-rockuld-epoken (nu er der isoleret med mos!).

Solsikkeeng med brønd i baggrunden, juni 2014, bemærk den handy frønnet-træplade-lågs-løsning:

juni 2014 solsikkeeng

Og for nu at slutte denne havebegejstring med en pointe … Der er en pointe med alt det her, som jeg (som sædvanlig) ikke kan formulere sådan helt knivskarpt, men hvis jeg nu siger noget i retning af: Jeg græder meget. Jeg græder, fordi jeg er ca (forhåbentlig) midtvejs i livet, og det er gået op for mig at … tiden går. Noget slutter, noget går tabt. På den anden side at dette vil det sikkert (forhåbentligt) gå op for mig hvad der begynder. Men lige nu. Jeg græder, fordi jeg synes, jeg har spildt så meget tid, fx med at ville være anderledes end jeg er. Eller ikke tillader mig selv at være.

Jeg græder over ALT MULIGT.

Men jeg har det også godt. Jeg er det rigtige sted, laver de rigtige ting. Jeg er i glimt forelsket i mit eget liv. Måske endda jeg kunne blive en lille smule forårsforelsket i mig selv? Det tror jeg ville være godt. Og på tide.

Jeg starter med solbærbuskene, og denne himmel i denne skov: Halvvejs skyfri, halvvejs udsprunget.

Et godt sted at være, egentlig.

april 2016 solbaer

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s