*34 Foråret er langsomt

april 2016 redskaber

April 2016

Foråret er langsomt. Det er noget, jeg siger til drengen. Han er forvirret over alt det, der er det samme, selv om jeg har erklæret at nu er det forår. Han skal stadig have meget tøj på udenfor; vejen er stadig håbløs at køre på; der ligger stadig sne i store, genstridige flader rundt omkring på grunden. Foråret er langsomt, siger jeg så. Hver dag bliver det en lille smule lysere, en lille smule varmere. Hver dag vokser planterne en lille smule. Og imens fortrækker vinteren langsomt, umærkeligt. En dag, så har foråret for alvor bidt sig fast, og så begynder sommeren sin snigende ankomst. Overgangene findes egentlig ikke. De sker.

Men jeg ved det alligevel. Ved, at det allerede mest er forår nu.

Jeg ved det, fordi hver gang jeg går ud, får jeg øje på noget, som jeg får lyst til at ordne. Et bed befris for sit vinter-halmdække. Jorden under en bænk renses for vissent løv. De første brændenælde-kolonier rykkes op. Lige nu er jorden blød og løs, rødderne kan så let fjernes. Lige nu. Men hver gang jeg går afsted for at hente et haveredskab ud af staldens vinterly, får jeg øje på noget nyt, et andet sted, som lige nu kan befris, renses, gøres klar.

Jeg går rundt og rundt, jeg stiller ting fra mig, finder nye frem, bliver aldrig færdig. Men svedig. Jeg tager vinterjakken af, fordi den er for varm, sætter mig på bænken og hviler ryggen. Endnu et sikkert forårstegn; den ømme lænd.

Og jeg ved, at de spirer, der er på vej netop der, ved siden af bænken, bliver til de smukkeste blå iris.

april 2016 iris

Og jeg ved, at det er forår, fordi der ligger døde mus på verandaen. Ude i græsset ligger der flere. Flere og flere, dag for dag. Halve spidsmus, som kattene fanger – ikke for at spise dem, for de smager dårligt – bare fordi de kan. Der ligger også rester af kobberorme (små, ufarlige slangedyr, som der er mange af i haven), som de åbenbart gerne vil spise.

Kattene er vågnet op.

Hele vinteren har de mest bare ligget rundt omkring. I lænestolen på verandaen, på en halmballe i stalden. Bubsi (mormorkatten) har traditionen tro ædt sig tønde-fed i efteråret, og har vraltet besværet rundt i sneen. Nu leger hun. De tre hunkatte, killing, mor og mormor skiftes til at snige sig ind på hinanden. Ninja-angreb. Tumlekampe. Fordi de kan. Fordi det er forår.

april 2016 mus

Jeg er begyndt at lade ilden i brændekomfuret gå ud omkring middagstid. Jeg tænder først op igen når jeg skal lave aftensmad. Ellers bliver der for varmt i huset. I løbet af dagen skinner solen ind ad vinduerne og får fluer til at klækkes i vinduessprækkerne. Når jeg åbner for at lukke dem ud, har jeg ikke travlt med at lukke igen. Varmen; solens og brændets, samles og sætter sig i værelserne ovenpå. At gå i seng, er ikke længere en ekspedition, der kræver lag af uldundertøj og -tæpper.

Men jeg ved det især og med sikkerhed, at det er forår, fordi: Drengen ikke vil ind.

Han går ud oftere, bliver ude længere. Genfinder steder og lege. Vi har genoptaget madpakketurene, sidder omgivet af det sært lysende mos, og bliver stille. Lytter til fuglene. Pludselig er der så mange fugle at lytte til igen. Og når vi går ud for at tisse af for natten, går han bagefter hen til gyngen og siger bestemt: Det er ikke nat endnu, for det er jo ikke mørkt.

Og jeg lader ham blive ude lidt længere. For han jo har ret.

april 2016 dreng og kat

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s