*32 Den anden sorg, den store

marts 2016

Marts 2016

Det har været en stille påskeferie. Drengen har været hos sin far, jeg har været i skoven. Helt alene. Ikke selvvalgt, fravalgt.

Jeg har haft så god tid til at tænke, og især har jeg tænkt over dette: Hele mit voksenliv har jeg gjort alle mulige krumspring for at arrangere tid alene. En uge alene har været eftertragtelsesværdig – værdifuld. Skrivetid! Glo ud i luften tid, læsetid, tænketid. Jeg er god til at være alene. Måske er jeg bedre til at være alene, end til at være sammen.

Men den her uge har været … rædselsfuld. Intet mindre. Jeg er gået tidligt i seng, fordi jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle stille op med mig selv og al min tid. Faldet i søvn grædende, vågnet før daggry, grædende. Og så frygten: Tænk, hvis jeg aldrig bliver glad igen. Tænk, hvis jeg aldrig får lyst til noget igen. Tænk, hvis dette er et sort hul, som jeg aldrig kommer op af, kun dybere ned i.

Det sker jo. Det sker for nogen, at de knækker. Bare fordi det ikke er sket for mig, betyder det ikke, at jeg er sikret. Og hvad så. Hvad sker der så.

Min (menneskets) selvopretholdelsesdrift fascinerer mig. Undrer mig.

Jeg konstaterer, at jeg ikke knækker. Jeg er ikke gået i stykker. Det er mere sådan her: Til daglig har jeg ansvaret for en dreng. Der er en masse jeg skal, men mest skal jeg dette: Hænge sammen. Så det gør jeg. Nu har jeg haft en uge uden ham, og den tid har jeg udnyttet til fulde – ved at klaske fuldstændig sammen. På samme måde, som man efter en hektisk arbejdsperiode endelig har ferie, og SÅ får man influenza. Og nu er tiden gået, i morgen skal jeg hente ham igen, og nu folder jeg mig ligesom ud igen.

I går gjorde jeg ting. Ting, der skal gøres før afrejse. Jeg er i toget nu, skal hente drengen i Malmø og så skal vi på vores egen lille efter-påskeferie i sydsverige; familiebesøg og besøg hos gode venner.

Før afrejse-forberedelser: Der skal hentes masser af brænde ind, så der er fyldt op når vi kommer hjem. Hønsenes foder- og vandbeholdere skal fyldes helt op, et bjerg kattemad skal hældes op. Et baljebad, skal tages, så jeg ikke lugter suspekt i toget. Skafferiet skal tømmes for mad, der ikke kan holde sig. Jeg bagte rugbrød, fordi surdejen ellers ville gå til. Det er med på rejsen. En hel masse æg har jeg også med, fordi jeg for tiden (alene, suk) slet ikke kan følge med. De lægger flere og flere, jo lysere det bliver. (Jeg skal snart slå en-to-tre ihjel. Jeg skal selv slå mine høns ihjel nu.) Jeg havde en hel liter mælk og en halv liter fløde, som skulle bruges. Så lavede jeg pandekager. En kæmpe stabel, som jeg også har med mig i toget. Jeg skal lave den Rasmus Klump pandekage-kage, som drengen har fablet om, lige siden de fik den i børnehaven. (Hans børnehave er mildest talt ikke hysteriske i deres sukkerpolitik.)

Nogle pandekager spiste jeg selv varme i går, med flødeskum og hjemmelavet solbærsyltetøj fra sidste sommer. (Elsker, elsker solbærbuskene, der er knopper på dem nu, det er næsten, næsten forår.) Jeg er faktisk ikke så forfærdelig pjattet med flødeskum. Jeg spiste det dels for at det ikke skulle smides ud – dels fordi jeg nemt bliver for tynd. Sådan har det ikke altid været, men livsstilen heroppe er så fysisk krævende, at jeg skal huske at spise fedt. Mayonnaise, meget smør. Og ja, flødeskum. Når jeg siger fysisk krævende, kan jeg som eksempel nævne at skovvejen den sidste kilometer op af bjerget ikke er blevet ryddet siden midten af februar (hvor der var rally), og at man derfor ikke kan køre bilen helt hjem. Så trækker jeg drengen på en slæde, og hvis ikke ham, så indkøb. Her i løbet af påsken har jeg været nede og hente 20 kg hønsefoder og 12 kg kattemad. Sneen er langsomt ved at smelte, så slæden er blevet trukket over en ucharmerende blanding af mudder, isflager og tøsne. Flødeskum er påkrævet!

marts 2016A
Jeg krydser virkelig fingre for at vejen er snefri og tørret helt op når vi kommer hjem fra vores efter-påskeferie. Det har været en lang vinter. Ikke bare en lang uge alene, en lang vinter.

Suk.

Jeg har grædt. Men så har jeg også flyttet om. Den vel obligatoriske udrenselses-omflytning. Noget med en lænestol, jeg havde set mig grundigt gal på, noget med en hjemmelavet hjørnesofa, lavet af en briks og en gammel boksmadras. Jeg er meget tilfreds med resultatet. Jeg læst meget og strikket meget.

Marts 2016E

Og skrevet. Det er jo det, jeg gør. Sådan ser spisebordet ud, når jeg er alene hjemme.

Marts 2016C
Nu glæder mig sådan til drengen kommer hjem og fylder bordet med tegninger og lego. Jeg glæder mig til at kramme min dreng.

Og jeg er færdig med at græde. I hvert fald den gråd, der føles som om noget indvendigt har revet sig løs, slider mig i stykker. Den gråd, der er så uudholdelig, at jeg samtidig nærmest desperat spørger (ud i luften – hvem spørger man?) om det virkelig kan blive ved? Om det virkelig kan gøre så ondt? Nu er det en stille gråd. En som bare strømmer, men ikke fylder alt. En som går over igen.

Og jeg græder ikke kun over ham. Jeg ved det godt. Han ved det godt. Der er den sorg, der handler om ham, og det jeg ville, som han ikke ville. Det sårede, afviste, uigengældte. (Og den frustrerende følelse af at det er en FEJL, den er der også.) Det er hvad det er. Det går over. Men den anden sorg. Det er den store. Alle de drømme, hele det liv. Og så blev det sådan her. Ikke egentlig forkert, men. Det skulle jo ikke være sådan her! Jeg skulle ikke være så alene. Der skulle være det der ene, særlige menneske. Mit livsvidne. En fælles historie. Oplevelser; sur hverdag, glad hverdag, sorger, sommernætter, skøre anekdoter, særlige, sarte minder. Som vi delte.

Det er lidt som det løb er ved at være kørt nu.

For nu at bruge ord, der slet ikke udtrykker hvor dybt sorgen går.

Og jeg skal minde mig selv om det. Minde mig selv om alle de valg, jeg har truffet. Alle de gange, jeg har valgt det fra. Alle de gange, jeg har længtes efter netop dette: At være alene.

Reklamer

3 thoughts on “*32 Den anden sorg, den store

  1. Hej Maja,

    En vidunderlig indlæg. Bittersøde, men nødvendigt.

    Det er interessant, hvordan huslige pligter som madlavning kan hjælpe os med følelsesmæssige prøvelser, og er i sig selv fysisk krævende. Det er godt for kroppen at bevæge sig, brødføde sig selv, forberede, på trods af uro.

    Jeg håber, at dette giver mening … i dansk ikke mindre.

    Tak for at skrive. Billederne er også en dejlig påmindelse af at være i dit dejlige hjem.

    Billimarie

    Like

  2. Hi Billimarie, I am really impressed with google translate (that I never really thought of as usefull for anything but making rubbish-fun-text) – your message makes (almost) perfectly sense. And to think that you are able to read even if I’m writing in danish. I’m actually, seriously amazed, the world seems somehow smaller? Anyways … really nice with the comments, I will say hi to the boy!

    Like

  3. And obviously I now have to make a google translation of my reply 🙂

    Hej Billimarie, jeg er virkelig imponeret over Google Translate (som jeg aldrig rigtig tænkt som nyttige for noget men gør vrøvl-fun-tekst) – din besked gør (næsten) perfekt mening. Og at tro, at du er i stand til at læse, selvom jeg skriver på dansk. Jeg er faktisk alvorligt overrasket, verden synes en eller anden måde mindre? Anyways … virkelig rart med kommentarer, vil jeg sige hej til drengen!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s