*31 Jeg har ikke længere en kæreste

juni 2015

Juni 2015

Sidste sommer skrev jeg dette. Virkelig langt og famlende, og meget vigtigt for mig. Det var det første af en række indlæg, der overskred en grænse, som jeg længe havde kredset om. For andre måske ikke så revolutionerende. Men det at skrive, at jeg havde en kæreste, skrive om mig selv, mit liv … Det var for mig højst angstprovokerende, men nødvendigt.

På det tidspunkt var jeg nemlig gået helt i stå med at skrive. Det er noget med begrænsninger, regler og systemer, jeg selv laver. Sindrige måder at bure mig selv inde på. En frihed, som jeg stræber efter, som skræmmer mig mere end noget andet.
Hvor vil jeg hen med det her?

Jo. Jeg skrev, at jeg havde en kæreste. Jeg skrev om ham, jeg skrev om os sammen. Jeg skrev, hvor meget det betød for mig, at være en del af et vi. Ikke længere alene. Endelig, endelig nået frem. I mål! Denne blogfortælling om mit liv her i skoven, begyndte jeg at fortælle, fordi jeg havde følelsen af at være nået frem til den gode, trygge, sikre del.

Jeg har ikke længere en kæreste.

Så lukkede jeg denne blog ned. (Nej, først gik jeg i gang med at tilpasse den til den nye virkelighed. Det vil sige slette de afsnit, hvor der stod at han boede her. Slette de henvisninger til hans skov-blog, som nu er lukket ned. Så er der nogle steder, hvor jeg har skrevet om hvor stor betydning hans tilstedeværelse havde for at jeg nu kunne skrive om dengang. Jeg slettede dem ikke, men fjernede etiketten ‘kæresten(!)’. Så var der et om økonomi, hvor det blev et større indgreb at fjerne henvisningen til noget han havde skrevet på sin blog. Meningen med store dele af teksten blev uforståelig. Baggrunden, som var vigtig, forsvandt. Og jeg gav op. Følte at det udviklede sig til en større, kommunistisk manøvre, hvor hele hans eksistens skulle udraderes. Det føltes forkert. Han var her, og det er jeg glad for, også selv om det ikke blev som jeg havde håbet.) lukkede jeg bloggen. Nu åbner jeg den igen.

Der er flere grunde, men den vigtigste er denne: Jeg vil ikke miste den frihed, jeg vandt, da jeg sidste sommer begyndte at skrive på den her nye måde. Mere umiddelbart, tættere på mit her-og-nu. Det har betydet meget, i forhold til alt det andet, jeg skriver (det, man kunne kalde det egentlige, hvis man ville hierarkisere), som har en længere … liggetid. Digte, lige for tiden er det mest digte.

Jeg kan selv kun knap gennemskue sammenhængen. Det er noget med at når jeg på bloggen(e) stiller det krav om en slags hudløshed, en uigennemtænkt gennemsigtighed (kontrolleret kontroltab), så fastholder jeg også modet til i al anden skrift at skrive præcis det, som er vigtigt for mig. Nødvendigt. Nødvendigheden af at skrive.

Det er det andet: Når jeg er alene, ensom (jeg er ensom) overmandes jeg af den her tanke, at jeg skriver, fordi jeg ikke har et liv. I mangel af liv, skriver jeg. Så sølle. Så sølle vil jeg ikke være. Men det er løgn, det er selvynk, det er bullshit. Jeg skriver, fordi det er det, jeg gør, sådan jeg lever. Længere er den ikke. Forskellen på mig alene, og mig som en del af et vi (i forhold til at skrive) er et statustab. Reelt eller indbildt. Det ved jeg ikke, sikkert en kombination. Det jeg ved, er at: Jeg følte mig tryg. Jeg følte mig bedre. Jeg følte mig uangribelig. Det vi, det beskyttede mig mod noget. Det var det panser, der gjorde det lettere at blotte mig. Nu er hudløsheden så påtrængende, at jeg får lyst til at gemme mig. Langt ude i min skov. Det ville være så let. Det har jeg gjort før. Det gider jeg ikke mere.

Jeg har stadig lyst til at fortælle om mit liv heroppe. Jeg har jo nemlig stadig et liv. Det er stadig det samme skovliv, som jeg selv har valgt og kæmpet for og elsker. Jeg vil stadig gerne fortælle, at det findes som en mulighed.

Dette er en erklæring. Dette er en insisteren.

Jeg ved ikke helt hvordan bloggen bliver fremover. Jeg tror, jeg vil prøve en ny runde af sætten-mig-selv-fri-for-selvpåførte-regler, og beslutte at: Det vil vise sig. Måske fortsætter fortællingen (forhistorien) som er i gang. Måske kommer der mere fra nutiden. Måske bliver det en hønse-haveblog. Vi får se. (Jeg får se, I får se; det er også en slags vi, et andet vi.)

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s