*30 Fra dagbogen

januar 2014 sne

Januar 2014

11. januar 2014: I dag lod jeg være med at tænde stearinlysene første gang jeg fik indskydelsen. Jeg plejer at tænde dem alle, så snart det bliver den mindste smule gråt. Nogle af de seneste regnvejrsdage har lysene været tændt hele dagen. Nu er det snelyst, om morgenen tænder jeg ikke lyskuglerne i vinduet, som jeg ellers plejer. Og da det blev eftermiddag – klokken var halvfire, det er allerede lidt senere end da dagen var kortest, hvor det blev tusmørke omkring omkring klokken tre – fik jeg lyst til at holde tusmørke. Ved ikke hvorfra jeg har den ide at kalde det det. Holde tusmørke. Se mørket kommet. Måske er det en fast vending, men jeg genkender den egentlig ikke. I W’s sangbog (sangebogen, kalder han den) er sangen ‘Spurven sidder stum bag kvist’ med. Jeg læser de sangtekster, der handler om skoven og livet i gamle dage på en ny måde. Der er en genkendelse, jeg aldrig har følt før. I et af versene i den sang, sidder moren i stuen og kan næsten ikke se en hånd for sig længere. Hun spinder og karter og syr, lul lul rokken går, gennem hele sangen, og hej, da bæres lyset ind og oplyser stuen. Jeg ser det lys, der er foran mig; en fem-armet lysetstage. Ved den kan jeg læse. Ved køkkenbordet har jeg enkelt-stager. Et stearinlys er nok til at vaske op ved, lave mad ved. Tre er egentlig også nok til at læse ved, men fem oplyser på en måde, så jeg slet ikke tænker over at det ikke er elektrisk lys. I starten brugte jeg en lommelygte, når jeg skulle læse. Nu synes jeg at det lys er distraherende, og det er besværligt at holde den i hånden, pandelampen klemmer. Sangen gav mig lyst til at vente med at tænde lysene. Den gav mig ideen, selvfølgelig. Vente indtil mørket havde nået at indtage rummet. Det er så sjældent jeg oplever mørke. Så uvant. Jeg kan huske, da jeg var barn, og vi legede ude. Pludselig at opdage, at det var mørkt omkring os. Vænne sig til at det så gradvist blev mørkere, indtil det var umuligt at se.

12. januar 2014: Minus tretten grader ude hele dagen, sol, nu næsten fuldmåne. Så lyst ude, at man ikke behøver en lommelygte. I dag har jeg indrettet gæsteværelse. Jeg har badet W. Vi har kælket og stået på ski, det lyder sjovere end det var. Jeg prøver at lære ham snesjov, det kommer åbenbart ikke helt af sig selv. Han synes sneen er tung at gå i, kælken er lidt uhyggelig. Skiene er han mest begejstret for, og uventet god til, men kun kort tid ad gangen. Han får så kolde hænder og fødder trods uldsokker og vanter. En mus pusler i køkkenet, jeg er næsten ligeglad, men ikke helt. Dette år i skoven er et eksperiment. Det minder jeg mig selv om nogle gange. Jeg kan flytte tilbage til min lejlighed i Kbh når som helst, det må jeg gerne. Hvorfor har jeg så stærk en ‘ingen vej tilbage’ følelse? Jeg ved det godt. Det er fordi, der ikke er nogle af de praktiske omstændigheder ved denne måde at leve på, som gør mig betænkelig. Det giver mening for mig. Det føles rigtigt. Det er pengene, det er ensomheden, der får mig til at tvivle på om det kan lade sig gøre på længere sigt. Er der børn nok for W, voksne nok for mig? Muligheder for at tjene penge nok til de udgifter, der trods alt er? Benzin, mad, rejserne. Men det er et eksperiment, jeg behøver ikke kende svarene nu. Det begivenhedsløse liv kontra føljetonlivet. Jeg ville gerne skrive noget begavet om det. Men når jeg tænker over det, forsvinder det ligesom mellem fingrene på mig. Måske er det bare en fiks idé, noget, som det lyder godt at sige, men som der intet reelt indhold er i.

13. januar: I morges minus 18 grader, nu minus 10. Nye bilrutiner: Efter hver køretur sætte musefælder op i motoren og dække de ledninger, som musene har kastet deres kærlighed på, til med staniol. Dække forruden med termodækkenet, så ruden ikke skal skrabes fri næste gang. Før hver køretur: Huske, huske at fjerne musefælden og staniol!
Mit spisekammer, skafferiet, er i dag forvandlet til et fryseskab. Alle grøntsager måtte reddes ud derfra. Især gulerødderne er blevet frostskadede. Hvis hele huset havde været i brug, hvis brændeovnen i trapperummet virkede, kunne det være at skafferiet ikke var blevet så koldt. Nu må jeg finde en anden måde at opbevare den frostfølsomme mad på. Tørvarerne og konserves tager vel ikke skade. Tror jeg? Indtil videre står alle grøntsager i køkkenet, frit fremme på køkkenbænken. Jeg har ladet en åben pakke chokoladekiks ligge oppe på hylden. Museberedskabet aftager. Musen fra i går spiste rosinerne fra den ene fælde, men endte sit liv i den anden. Måske var det den sidste i denne omgang. Håber jeg. Men jeg synes det er synd, at de skal dø. Jeg tænker på hvor mange mus, der nu i den korte tid vi har boet her er døde i de fælder, jeg har stillet på, tømt og stillet op igen.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s