*17 Mus og bøddel, en slags gennembrud

oktober2013guld

Oktober 2013

Jeg hørte det, da det skete. Fordi jeg jo lå angstvågen og lyttede efter netop den lyd. Det var musefælden i soveværelset, tæt på sengen. Det bratte smæk, musen, der sprællede så meget at fældens hårde plastic klaprede mod gulvet. Så blev der stille.

Jeg overvejede at stå op, og tømme fælden mens drengen sov. For at undgå den situation, hvor jeg måske ikke kunne skjule hvor urimeligt ude af fatning jeg i virkeligheden var. Indtil videre havde alt panik kunnet afgrænses til efter hans sovetid. Men dette. Den døde mus. I fælden. Som jeg var nødt til at røre ved.

Det ville være en virkelig god idé at tømme fælden mens han sov.

Men jeg kunne ikke. Magtede ikke dét i mørket.

Lå resten af natten og forsøgte at ruste mig. Indgyde mig selv mod.

Det blev daggry, det blev morgen, drengen vågnede, vi stod op. Jeg brugte min allermest entusiastisk-positive-halløjsa-stemme, da vi passerede musen i fælden.

Sagde: Se, der er en mus i fælden.

Drengen bøjede sig interesseret fremover. Jeg gjorde det samme, behersket-nervøs. Bagenden stak ud, bagbenene var så bittesmå, halen stak lige ud i luften, maven var flad. Mast. Jeg tøvede, tøvede, tog mig sammen: Løftede forsigtigt musefælden op.

Dirrende hænder, sved på panden. Tanken om musen, der måske faldt ud af fælden, måske ikke rigtig var død.

Hvad skal musen nu? spurgte drengen.

Vi giver den til Kiki og Bambus, så kan de øve sig i at fange mus, sagde jeg.

Påklistret smil og påtaget ligeglad. Hele tiden på vagt, og bange: Kunne han se hvor bange jeg var? Selvfølgelig! Fuck! Gjorde jeg nu ham bange for mus? Fuck! Hvad skulle jeg gøre, hvad kunne jeg gøre! Fuck og mere smil, skinger stemme.

Vi gik nedenunder, jeg åbnede yderdøren og trykkede forsigtigt fældens ender sammen. Musekroppen faldt ned mod verandaens trægulv, og jeg skulle beherske mig for ikke straks at løbe indenfor i sikkerhed. Musen landede dumpt ved siden af madskålen. Blev liggende. Virkelig død.

Killingerne kom til, Kiki puffede nysgerrigt til musen. Drengen så interesseret på. Jeg tvang mig til at blive. Vi snakkede lidt om det med dyrene, der spiser hinanden. At det er naturligt. Sådan naturen er. Og så videre.

Jeg slappede lidt mere af. Jeg så igen på musen. Lille. Brun silkepels. Store ører, sorte knapøjne. Yndig. Egentlig. Lige som musene fra Disneyfilmene, dem, som hjælper Askepot med at sy sin kjole.

Jeg holdt øje med drengen, ledte efter tegn på at kattenes leg med liget var for voldsom. Om han syntes det var ubehageligt. Måske syntes han det var synd for musen? Han virkede kun nysgerrig. Så mistede han interessen, vi gik indenfor, spiste morgenmad, gik i gang med dagen.

Og så var det ligesom det. Bare det.

Efter at jeg havde set den første mus, og efter at have været tvunget til at løfte fælden og tømme den. Så var der ikke mere at være bange for.

Det blev mindre akut at blive færdig med sengen, mindre akut med den voksne kat. Det blev rutine at tømme fælder. – For det tog mange dage før den sidste indtrængende mus var fanget. Mange fælder skulle klappe først, tømmes dagen efter. Aftnerne var lige så lange og musene lige så larmende, men jeg var blevet ligeglad. Konstaterede at de var der, flyttede fælderne til mere strategiske steder alt efter hvor jeg så  spor efter dem. Blev bedre til at placere dem, fik hurtigere bid. Fik så mange mus i fælderne, at det på et tidspunkt føltes makabert, som et slagtehus. Mig som bødlen. (Jeg syntes – og synes – at det er trist, at vi ikke bare kan sameksistere. Tanken er smuk. Plads til alle, rummelighed og tolerance. Men. Muselort overalt. Lugten. Alt det, de gnavede i, i jagten på mad.) Kattene fik alle ligene. Drengen var virkelig ligeglad med at se det, det havde ikke nyhedens interesse længere. Rutine. Alt bliver rutine.

Og det er det, jeg vil frem til.

Musene gjorde mig bange på en måde, som jeg på ingen måde havde forudset. Jeg troede ikke jeg kunne blive så bange for noget så … småt. (Det kan man jo analysere længe på, lad mig her nøjes med at konstatere noget med: kontroltab, det usynlige, det indtrængende, og så meget noget om mig som den store, alene, med ansvaret for en anden slags lille.)

Men det vigtige, som jeg først bagefter har kunnet se som et mønster, er: at noget kan snige sig ind og fylde ALT. Og man (jeg) kan tro, at det ALDRIG forsvinder, at det ALTID vil være SÅ FORFÆRDELIGT. Og så slutter det. Brat. Bliver til ingenting og rutine. Noget man kan huske, og undre sig over.

Var jeg virkelig så bange for mus?

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s