*10 Træerne blev højere omkring os

september 2013

September 2013

Mine forældre kørte med derop og blev i en uge. Allerede den første dag malede min mor de orange køkkenvægge hvide, mens jeg sørgede for at sodcirklen i loftet blev forseglet og overmalet. Resten af ugen blev der skuret og skrubbet, bunker af skrald blev sorteret og kørt på lossepladsen. Enkelte møbler røg ud, men det meste fandt bare en ny plads. Jeg havde kun tøj og småting med. Dét, som kunne pakkes i mine forældres bil, og i min egen nye. For man kan ikke bo her uden en bil. Uanset om man egentlig, principielt er imod privatbilisme. Eller bare ikke bryder sig om at køre bil. Min far havde hjulpet mig med at finde en blå Volvo, en stationcar – som jeg stadig har, og som trods mit åbenlyst neurotiske forhold til den (jeg er hypokonder på bilens vegne!) helt stabilt starter og klarer skovvejens utallige udfordringer.

Jeg ved ikke, hvordan jeg havde gjort det, hvis jeg ikke havde det sikkerhedsnet, at mine forældre kunne – og ville – hjælpe. At de, trods stedets miserable tilstand, forstod, hvorfor jeg ønskede at være der. Jeg kan lide at forestille mig, at jeg havde fundet andre løsninger. At der altid er flere muligheder, og flere mennesker, og flere løsninger. Men jeg er uendelig glad for at det var lige præcis dem, der var der. Den første uge var som en hvirvelvind gennem huset; lys og luft og ting, der blev flyttet rundt. Da de kørte tilbage til Danmark igen, var Bondsäter blevet et hjem.

Jeg stod i indkørslen med drengen i hånden og vinkede efter bilen, der kørte ned ad skovvejen og forsvandt i et sving. Jeg fortsatte med at vinke, helt til jeg ikke kunne høre motorstøjen længere.

Vi var alene. Fra nu af var vores hverdag her. Mig og drengen. Alene, på en ny måde. Ingen baggrundsstøj fra livet i lejligheder over eller ved siden af os. Ingen tilfældigt forbipasserende, vidner til vores små udflugter i gården eller på legepladsen.

Træerne blev højere omkring os, det grønne blev dybere. Lydene. Småfugle, bækkens rislen. Trætoppenes brusen. Jeg kan ikke huske, hvad vi gjorde resten af den dag. Den første dag alene i skoven. Jeg kan huske det øjeblik, hvor vi vinkede og bilen forsvandt. Drengens hånd i min, knuget.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s