I dag *38

I dag tænker jeg, at der er så utrolig meget galt med det hele. Faktisk er det svært at få øje på noget, som er rigtigt. Så tænker jeg, at det er nemt nok at finde sin dystopi, og uendeligt meget sværere at finde/kende/skabe/tænke/opdigte en utopi. Noget, der bare fungerer. En evighedsmaskine. Jeg er ikke romantiker, ikke på den måde. Jeg ved, at livet i gamle dage for de fleste og for det meste var noget møg. Den måde jeg bor på nu, fx, ude i en skov, semiprimitivt (jeg har netop lært at jeg faktisk bor off-grid, jeg troede det ikke, fordi hey, jeg tjener penge og betaler skat, jeg kører i min lovpligtigt forsikrede bil på offentlig vej hen og afleverer mit barn i børnehave, jeg har telefon, internet, en postkasse, som vi godt nok skal køre 5 kilometer for at tømme, men; helt almindelige, på den måde, men så lærte jeg at off-grid bare betyder at man ikke er koblet på offentligt el og vand. Ikke andet. Er jeg den eneste, der havde misforstået det? Næppe, ikke sådan som ordet bliver brugt i debatter, nå nu er jeg på vej ud på et sidespor, tilbage:) noget med at forsøge at dyrke så mange grøntsager som muligt, forbruge så lidt som muligt, forbruge bevidst når det skal være, lave affald, som kan komme ned i jorden igen og give næring til noget nyt. Det liv. Det har intet med gamle dage at gøre. For holdnukæft hvor var de fattige, dem der levede i skoven i gamle dage. Det liv, så kummerligt, slidsomt, hunger og nød. Kvæg, der præcis blev holdt på sultegrænsen hele vinteren, fordi der ikke var mere mad at give dem, hvis menneskerne selv skulle overleve. Jeg ved det bl.a. fordi mine udlejere har lånt mig en bog, på et af deres kaffebesøg. En lokalhistorisk bog med skildringer af tilværelsen i de gamle säterhuse, som nu står tomme. Mange gamle huse, spredt rundt her i skoven, hvor kun nogle få (hippiehappy danskere og hollændere) gider bo. De tomme huse er nu en slags sommerhuse, som bliver vedligeholdt efter alle kunstens regler, fordi dem, der har overtaget (arvet) dem, har råd til det. Fordi de har arbejde inde i en by. Fordi sådan er livet nu, at man (nogen!) kan vælge at have et tomt hus stående. Og jeg kan bo i sådan et hus, fordi dem, der ejer det, sympatiserer med vores ønske om at leve sådan her: semiprimitivt, landlig idyl, en dekorativ køkkenhave, hyggehøns. For dem er det en gevinst at huset bebos, for mig er det en gevinst at jeg får så meget (lege)plads stillet til rådighed for et symbolsk beløb. Den moderne mæcen. Videreførelsen af det feudale system. Jeg kan se så meget galt med det, men det er samtidig det bedste, der er sket for mig, som at vinde i et lotteri.

Og så er det der med at brokke sig (jeg brokker mig!) over at alle hele tiden kommunikerer med hele verden, ved alt om hvad der sker overalt. Pinedød er vi tvunget til at forholde os til alt andet og alting hele tiden – samtidig med at der er SÅ MEGET SOM VI ALDRIG TALER OM. Som vi aldrig kommer i nærheden af at tale om, fordi der er jo krise et og to og naturkatastrofen her og der og mennesker i nød, og de er alle sammen virkelige. Virkelige. Vi kan ikke afvise noget af det, jeg kan heller ikke. Alligevel. Jeg bliver vred. Jeg har en meget stærk følelse af at der sidder nogle og fupper os ganske gedigent. Fingerer problemer som en røgsky over det, som vi ikkeendeligaldrig må pille ved.

Den dør, der ikke må åbnes.

En eventyrbog fra min barndom; Ringelihorn, i den er der en historie om en trold i et bjerg. En guldhøne fører en fattig fiskerfamilies døtre på afveje, og de ender, en efter en, nede i hans hule. Her får de bunker af smukke kjoler og guld og diamanter. De skal lave lidt mad og gøre lidt rent, til gengæld får de alt det. På én betingelse: De må IKKE åbne den dør. Alle andre døre, men ikke den. De får et snehvidt æg i den ene hånd, nøglen til døren i den anden. Selvfølgelig åbner de døren. Og gulvet var sleipt af blod! Der ligger alle de tidligere kvinder, der heller ikke kunne nære sig, nu med afhuggede hoveder. Så bliver de forskrækkede, så taber de ægget ned i blodslimet, sådan afslører de sig selv, så ender de også der. En for en.

Ja, ja. Jeg sukker. I dag er jeg på Göteborg station. Jeg ville så gerne lave mig en strategi for det her ubehagelige møde med mennesker, der vil have noget af mig. De har så lidt, ingenting, jeg har så meget, hvorfor giver jeg dem ikke bare ALT? Eller, det behøver jo så heller ikke være alt, det kunne være noget, bare lidt. Hvor lidt? Til hvem? Hvornår er det nok, godt nok, hvornår er det passende, hvornår er det for lidt? Og så videre, og så videre. Og hvordan lave en strategi for at løse et problem, som hverken er mit eller deres. Og alle mine indskydelser har det til fælles, at de først og fremmest skal beskytte mig mod det ubehagelige. Spejlet. Mit liv, der er så privilegeret.

Jeg kigger på dem. Menneskerne, der beder mig om at give dem penge. Hjælpe dem. Det er en forskel. For mig er det en forskel, men ikke nødvendigvis for dem. Fordi: Jeg siger nej, jeg ryster på hovedet, mens jeg ser dem i øjnene. Er det i virkeligheden værre for dem? Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville stadig ønske, at jeg vidste det. Eller at alting var anderledes. Alting. Eller bare mig.

Og i gamle dage. Dengang det hele faktisk var anderledes. Hvis man nu kommer til at bilde sig ind, at det var anderledes til det bedre. Bare lad være. Læs Wilhelm Moberg: Brudarnas källa (ved faktisk ikke om den er oversat til dansk?). Det er fiktion, det er fundet på, men jeg tror på at det (også) var sådan. Fire gange hopper historien tilbage i tiden, med udgangspunkt i en kilde. Pesten, den får han fortalt om. Frysende frygtsomt sidder de isolerede i hver sit hus, og dør. En for en. Og endnu en gang tilbage i en fjern fortid, hvor høsten fejler og de beslutter sig for at ofre en jomfru. De har argumenter, mennesker har altid gode argumenter, for det de beslutter. Frysende frygtsomme.

Igen: Det er historier, det er fundet på. Igen: Mennesker er sådan. De frygter og forsvarer det, som de føler er deres ret, deres sted, deres mad, deres nærmeste, deres komfortzone. Det ord. Det er sådan lidt moderne i det, men det har fat i noget meget ur-menneskelig. Komfort. En længsel efter at kunne læne sig tilbage, bare lidt, slappe af, bare lidt. Ikke kæmpe. Ikke frygte. Ikke lide. Er det for meget at bede om?

Hm. Hm.

(A pro pos: Jeg hørte i foråret en oplæsning af en nutidig persisk digter, Omid Shams, oversat af Shekufe Tadayoni Heiberg. Digtet var sådan set avantgarde (arrangementet var af Gertrude Stein Selskabet) og det var sådan set den slags digtning (og selskab), som støder en hel masse fra sig med sin insistering på at følge egne indre retninger og logikker, men måske netop derfor ramte det så meget desto hårdere.

Det var skrevet om eller for eller til en ven, der var fængslet i Iran. Hemmeligt sikkerhedspoliti, den slags fængsling hvor man bare forsvinder og ingen nogensinde forventer at høre sandheden om den videre skæbne. Man forventer det ikke, men ved alt for meget om sandsynligheden for at det menneske helt holder op med at findes. Sandsynligheden for at det menneske netop nu lider ubeskriveligt. Det var det ubeskrivelige, der blev skrevet.

To eller tre sider, med kun et ord, gentaget:

Hm.

Og Shekufe, der så åbenlyst ikke havde gennemtænkt den del af digtet, før hun gik i gang, og man kunne se det; se tankerne der fløj som fjerlette bevægelser over hendes ansigt. Skulle hun springe noget over? En sides hm mere eller mindre? Betyder det noget? Kan man overhovedet stå der, og læse hm, hm, hm op i …. ti minutter, tror jeg. Jeg ved det ikke, måske var det kortere, det føltes længe og det var fortvivlende. Ordene før og ordene efter, og der hvor ordene slap op. Hvad skal man sige? Det gjorde ondt, det var en pine at lytte til. Og det var en lettelse, fordi det trods alt er lettere at føle noget stærkt, end alt det mudder. Tvivl, uro, frygt, frem og tilbage, for og i mod.)

Hm.

I dag.

Hm.

Den sidste kvinde i eventyret var anderledes rolig og fattet. Hun lagde ægget i forklædelommen før hun låste døren op. Hun så alt, uden at tabe æg eller hoved. Næ, tværtimod, hun ryddede op efter troldens svineri! Hun havde heldigvis noget magisk lim, der kunne genoplive de andre, når hovedet blev sat på plads på halsstumpen. Det var jo meget godt. Men hun samlede kun sine søstre. Sine egne allernærmeste. Nå ja, en enkelt, fremmed kvinde blev nødtørftigt samlet, forklædt som kvinden selv og fortryllet til at sidde i køkkenet og svare trolden med sætningen: Et øjeblik. Sådan købte kvinden sig selv tid til at komme væk. Hun reddede sig selv og sine søstre. Happy end. Eller, er det virkelig godt nok? Nej, utopien findes ikke i fortiden, og allermindst i eventyrene. Egentlig ved jeg slet ikke om jeg tror på utopier, jeg mener: Mennesker er jo så … Jeg er selv så …

Hm.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s