I dag *37 / Drømmen om en lastbil Del 14

Læs fra begyndelsen her

I dag vil jeg så alligevel skrive om poler. Polerne findes! I Dresden er den ellers indslumrende Pegida-bevægelse igen begyndt at demonstrere. Og der er moddemonstrationer. Heldigvis er der moddemonstrationer. De mange, nye flygtninge – det bliver givet som forklaring i radioen. (Radioen, snart skal jeg skrive om den, problematisere mit forhold til den, det er vigtigt at problematisere, det skal man huske.) Og i Sverige er der stigende problemer med ildspåsættelser af flygtninge-bostæder. I nat en privat villa, hvor fjorten flygtninge var indkvarteret. De blev evakueret. Brandmanden, der blev interviewet, lød træt. Han skulle svare på om alle var reddet ud af det nedbrændte hus. Han svarede ja og nej, sagde, at der var forvirrende udmeldinger om hvor mange, der havde været i huset. De var ikke sikre. Han blev spurgt igen, svarede: Fjorten flygtninge er registrerede, som boende i villaen og vi har reddet fjorten ud af villaen, og de fjorten er de samme, som er registrerede. Vi håber, at vi har fået alle ud.

Manden på broen, der spytter ned på flygtningene, der går på motorvejen.

Det er en ekstrem handling. Mennesker er ekstreme.

I Malmø vil de sætte telte op, det er en løsning på et konkret problem. Tusindvis af flygtninge, de skal have et sted at sove. Et telt. En teltlejr. De interviewer folk i radioen, folk på gaden, eksperter. Alle udtaler sig tøvende. Det er et reelt problem, manglen på sengepladser, men. Teltlejr?

En historiker fortæller, at der engang fandtes grænser imellem de forskellige sogne i Sverige. Man skulle vise pas, for at passere grænserne. Der var tydelige forskelle, der var rige og fattige sogne. Da grænserne blev ophævet, blev forskellene udjævnet. Markant. Folk flyttede fra Skåne for at arbejde i tømmerindustrien nordpå, og lønningerne blev lavere. Det var godt. Se, det var godt! Det fortæller historikeren. Men nu? Journalisten spørger, historikeren tøver, det er udenfor hendes ekspertområde. (Hvis ekspertområde er dette? Hvor er fremtidsforskeren, der skråsikkert siger: Forskellene skal udjævnes! Se, det bliver godt, når rigere bliver fattigere og fattigere bliver rigere!) Historikeren siger: Nu har vi jo opbygget et meget omfattende velfærdssystem i Europa. Det er hendes svar, spørgsmålet er: Skal vi så fjerne grænserne på globalt plan nu? Er det løsningen?

En kvinde bliver interviewet om de mange asylansøgere, der har fået deres sag afvist, men ikke kan udvises. Det er et større problem nu, fordi flere kommer til. Hun taler anderledes sikkert, tøver ikke. Hvad er løsningen? Det er spørgsmålet, og hendes svar: De skal have bedre muligheder for at blive her. Bedre muligheder for at søge opholdstilladelse igen, på andre måder. Hun bliver også spurgt: Hvad betyder det for de afviste asylansøgere, at der nu strømmer så mange til.
   HVOR stort et problem er det?
   Det er egentlig spørgsmålet, men hun svarer: Det er godt! Nu ser folk, at flygtningene er mennesker. De er mennesker som os, som dig og mig. Nu får folk endelig forståelse for flygtningenes fortvivlende situation.
   Journalisten spørger, og overraskelsen kan høres: Så du mener, det er godt, der kommer flere?
   Og det mener hun.

Og jeg lytter, og jeg overvejer.
Kan det virkelig være sådan?
Jeg er skeptisk.

Jeg har nemmere ved at forstå bevægelsen, der fører til protesten. Protesten i form af spyt, demonstrationer, ildspåsættelser.

Jeg har ikke stor tiltro til mennesker. Andre mennesker. Mig selv.

Ekstremerne. God-ond, sød-dum, tryg-bange. Skråsikker-evigt tvivlende.

Jeg drømte om den lastbil. Den lastbil, den drøm.

Hvad er der inde i lastbilen? spurgte min kæreste.

Jeg svarede umiddelbart, blev selv overrasket.

Døde flygtninge.

Et hul så stort, så sort. Det tomrum, fraværet af liv.

Kan du huske lastbilchaufføren, der havde efterladt lastbilen midt på vejen? Simpelthen var gået sin vej. Og indeni. Der lå de. Iltmangel.

Det var en historie midt i nyhedsstrømmen. Så var den der, så forsvandt den i mylderet. Jeg havde glemt, at jeg vidste det.

Det er et ansvar, det er en flugt. Det er en undladelsessynd. Det er ikke-handling, det er fraværet af …

Det er her, jeg kommer til kort. Jeg ved ikke hvad alternativet er. Jeg er ikke det menneske, der smider alt, jeg har i hænderne og stiller op. De findes. Det mirakel! De findes overalt, de findes lige nu på banegårde rundt omkring, de sørger for varm mad, de oversætter, de uddeler tæpper, de hjælper med at finde vej i junglen af systemer og regler, de arbejder på at løse problemerne med de manglende sengepladser. De protesterer mod teltlejre. De siger, at det ikke er godt nok. De rejser til Grækenland, møder flygtningene. Taler med dem, engagerer sig, laver indsamlinger, så børn på to år ikke skal vandre til fods hele vejen op igennem et stadigt mere fjendtligt Europa. Et truet Europa; bange mennesker. Skræmmende, voldsomme, aggressive mennesker. Pigtråd og vagter, der skyder.

Jeg er ikke en af dem, der er derude og gør godt. Jeg er så glad for at der findes mennesker, der kan det, og jeg ville ønske jeg var sådan. Men jeg sidder her, jeg er bange. Frygt gør grimme ting. Jeg er bange for frygten. Jeg er bange for ekstremerne, men jeg forstår dem. Jeg skræmmes over hvor let jeg har ved at forstå dem. Og derfor tænker jeg – derfor er jeg nødt til at tænke: Der må være et alternativ, en vej imellem ekstremerne. Mange veje. Mange alternativer. Også til de bange.

Alting har sin egen modsætning indlejret i sig. Ildspåsættelsen-som-løsning findes som muligt resultat af de samme oplevelser, der for andre leder til at de stiller sig op en banegård og breder varme, omsorgsfulde arme ud.

Hvis jeg kunne række mine bange, rystende arme ud til det menneske, der står klar med tændstikken udenfor et hus, hvor fjorten flygtninge sover, efter at have gået og gået og gået (gennem ild og vand). Sige til det ulmende raseri, den frygt, den ekstrem at: Det skal nok gå alt sammen. Ja, vi bliver fattigere, ja, det bliver trangere. Vi mister noget. Komfort, valgmuligheder. Men indlejret i tabet ligger muligheden for at vinde noget nyt. Erobre noget. Udvide noget. En humanistisk ressource, talte musikeren (Deportee-forsangeren, indlægget igår) om. Og en dybere mening; noget, som er større end det enkelte menneske. Puh. Det er svære ord at jonglere med. Der er noget forlorent, sødladent over det her, jeg nu skriver. Men alternativet? Hvis alternativet er at vælge den ekstrem, at vi for hver en pris skal holde på det vi har og det vi kender. De privilegier, vi tilfældigvis er født ind i. Den guldske i røven. Er den prisen værd? Også hvis prisen er selve vores medmenneskelighed? Vores evne til at se på andre mennesker, og genkende dem som netop det: Andre mennesker. Kan jeg sige det? Hvilken slags handling, bliver det til?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s