I dag *35 (Drømmen om en lastbil Pausedel)

Der er så mange grunde til at vågne smådeprimeret, at det på ingen måde giver mening at begynde at lede. Jeg sidder på vaskeriet, skuler til bunken med blade. Nogen er begyndt at skrive på dem med sort sprittush: Tillhör tvättstuga. Jeg føler mig afsløret. Sandsynligvis er jeg afsløret, eller måske ikke lige mig, men svindet er blevet noteret. Hvis jeg vil fortsætte med mit bladtyveri, skal jeg leve med at det på den måde er synligt. Det er blevet set. Det kan jeg ikke. Nyt dilemma: Skal jeg begynde at købe bladene selv, så? Men jeg er jo imod den slags blade?

Gnaven. Morgensur. Frustreret. Arrig. Vred. Jeg vasker tøj, besvarer mails, læser statusopdateringer på facebook. Ugidelig. Gider ingenting.

Jeg var anfægtet. Jeg skrev som et anfægtet menneske. Nu er det så fjernt, længe siden jeg var på Göteborg station og følte alt det der. Jeg trækker på skuldrene og kan ikke finde de følelser længere.

Der kan være så mange grunde, til at jeg ikke vil skrive videre på den føljeton. Her er en mulig grund: Jo længere jeg skriver mig ind, jo mere synes jeg, det forpligter til en GRAND FINALE. Som jeg har modstand imod. Jeg er forfatter. Jeg skriver fiktion. Her på bloggen skriver jeg … hvad som helst, men jeg vil ikke, aldrig, påstå at jeg har nogle løsninger på noget virkeligt ude i verden. Jeg skriver om mig selv, ud fra mig selv. Føljetonen får sin egen autoritet, som jeg ikke føler mig hjemme i. Men. Den er min, det ER jo mig, der bestemmer. Jeg bestemmer nu at det er en evighedsføljeton, som jeg, når jeg vil (gider!) skriver videre på, og når jeg ikke vil, så gør jeg det ikke. Enstemmigt vedtaget.

Hvad så. Hvad gider jeg?

I dag?

Jeg savner fjernsyn. Savner Netflix. I dag savner jeg noget mere komfortabelt, noget lettere. Et liv med strøm og – åh: Jeg savner Just Eat!

Forresten, det der med teksterne, der spaltede sig ud, de forskellige muligheder for at handle i supermarkedet (Handle-gøre/handle-købe) det var for at demonstrere en pointe. Jeg sad fast i det med modsætningerne, polerne, to-sidetheden. Jeg sad en hel dag og skrev modsætningspar ned i min notesbog, og havde øverst skrevet: Modsætningspar – falske!! Jeg var vred, også den dag var jeg vred, det er noget med at støde mod en mur. At ville videre, men ikke kunne komme forbi den forhindring, der er min egen fatteevnes begrænsninger. Det føles som en styrkeprøve, en udholdenhedstest, anstrengende, møjsommeligt, slid!

Jeg fandt ordet prisme. Så blev jeg glad.

Det er sådan her: Når jeg står overfor et dilemma, som fx det på Göteborg station, hvor jeg skal gøre noget, men er så voldsomt i tvivl om hvad der er DET RIGTIGE at gøre, hvordan jeg GØR GODT, så er der ikke to yderpunkter. Der er ikke nogen facitliste. Som lys i et prisme vælder mulighederne ud i alle retninger, og noget – jeg finder aldrig ud af hvad, fordi så mange faktorer er i spil, så mange grunde, at det er håbløst at lede efter dem – får mig til at vælge. Jeg handler. På godt og ondt. Og det er det andet, som jeg tænkte, med min notesbog og alle de ord, der myldrede ud: Modsætningerne er altid indlejret i hinanden. Ethvert valg indeholder sin egen modsætning. Når jeg fx føler at jeg MISTER KONTROL ligger der indlejret i det at jeg VINDER FRIHED. Udenfor min kontrol er der nogle helt andre muligheder, som ikke er tilgængelige, så længe jeg holder så stramt et greb om mig selv og mine handlinger. Endda mine tanker.

Jeg ved ikke. Jeg blev glad, da jeg tænkte det. Det føltes som at erobre nyt territorie. Det samme med det, jeg skrev om at hjernen opfatter bekymringer som handling. Efter jeg skrev det, har jeg haft lettere ved at affeje bekymringer. Ja, ja, siger jeg til mig selv, det er meget godt med de bekymringer, de tilfredsstiller dit behov for at være nyttig – men du kan også bare lade det ligge, indtil du reelt kan gøre noget. Og så kigger jeg på efterårsskoven, der er så smuk lige nu. Flammende rød, gul som … kan ikke finde det rigtige ord, det er en sart, pastelgul, som minder mig om noget, en sommerkjole jeg engang havde, måske. Eller fantaserede om at eje, tror jeg nærmere. I bilen i morges sagde jeg til drengen: Se himlen, er den ikke smuk. Den ligner vanilleis, svarede han. Og det gjorde den. Efteråret har sommerfarver. Nå. Det jeg ville sige, er at jeg var glad. Nu er jeg gnaven. Fordi, alle mine tanker: Hvad kan jeg bruge dem til? De løser jo ingen problemer. Der er stadig noget galt. Så meget galt. ALT er galt. Cirka. Jeg kan skrive side op og side ned her, men ude i verden (som jeg gør mig umage for at holde mig på sikker afstand af) er der mennesker, der lider. Mange mennesker, meget lidelse. Og jeg GØR jo ikke for alvor noget.

Jeg læser Stefan Zweigs Verden af i går. Jeg ved ikke hvorfor jeg læser den, den generer mig. Jeg bliver ved med at gå i stå, men jeg bliver ved med at fortsætte. Det er noget med at han var så åbenlyst et geni, at han helt fra sin ungdom bare var i gang. Skrev og skrev og det fandtes i verden, han betød noget.

Jeg indrømmer overfor mig selv, siger det højt, det gør det ikke mere behageligt: Jeg mistænker at min drivkraft er forfængelighed og dødsangst. (Træet i skoven, der vælter uden at nogen nogensinde opdagede, det var der.)

Hvis jeg fægter vildt i luften med alt hvad jeg kan finde (så mange ord, jeg kan finde på) men uden at det handler om noget. At bruge andre menneskers lidelse som skjold. Som alibi.

Min anfægtelse. Hvad handler den egentlig om?

Stefan Zweig skriver om tiden i Østrig efter anden verdenskrig, hvor der er sult og nød – og boligmangel. Der bliver indført en regel om at i hvert rum i alle huse, skal der installeres en familie. Zweig er 36 år og for længst etableret, succesfuld forfatter – og han ejer et hus med ni værelser. (Nu ligger bogen derhjemme, så jeg citerer efter hukommelsen.) Det er et gammelt lystslot, faldefærdigt. Han skriver at kommissionen kommer forbi flere gange, for at inspicere husets mange rum. Men, understreger han, huset dårlige stand bliver hans held: To værelser har han frivilligt afgivet, og ingen er interesseret i at bo i de andre. Jeg læser. Jeg trøster mig med det. Stefan Zweig ville så utvetydigt GODT, han var så oprigtigt og aktivt engageret i VERDEN, i ANDRE MENNESKER. Men han var glad for at de ikke skulle fylde hans hus.

Jeg leger med tanken om at invitere nogen (hvem? Lidende, hvad er det for en absurd kategori egentlig?) til at bo i mit hjem. Åbne mit hjem. Husrum, hjerterum, etc. Men tanken gør mig dårlig. Jeg har det meget svært med ANDRE MENNESKER. Jeg foretrækker god afstand. Det er jo derfor jeg bor i skoven, for helvede.

Så siger jeg, og det er muligvis sandt, at ANDRE MENNESKER og da især DE LIDENDE overhovedet ikke er interesseret i at bo her. Så primitivt, så meget slid i hverdagen.

Men jeg ved det jo ikke. Og jeg undersøger det ikke. Jeg vil ikke.

Men. Ordene hænger mig ud af halsen, og jeg vil ikke skrive, jeg vil handle. Jeg tænker, at næste gang jeg skal til Göteborg station, skal jeg gøre noget andet. Måske beslutte mig for at have en masse kontanter i min pung, og besvare hver eneste henvendelse, give alle lidt. Give en meget. Tale med dem. Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting. Hver gang jeg støder på et dilemma, prøver jeg at regne det ud, løse det på forhånd.

Tage en dag ad gangen, se hvad der sker. Det er det sværeste, synes jeg.

I dag.

Fortsæt til næste del

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s