Drømmen om en lastbil Del 9

Læs fra begyndelsen

Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne. Pampers nr. 3, Nan nr. 1. Det behøver ikke være så kompliceret, det er bare at putte dem i kurven, betale, give det til hende. Det gør jeg. Drengen får en juice, nu vi alligevel er i en butik. Vi går ud af butikken, hun venter på os på en trappe lige overfor udgangen. Da hun får øje på os, lægger hun sin telefon i lommen, kommer os i møde, strækker armene ud, giver mig et varmt kram og kigger mig i øjnene. Siger tak. Jeg rødmer. Ville foretrække noget andet, mere afmålt. Jeg bliver vred. Ikke på hende, ikke på mig. På situationen. Hun skal ikke sige tak til mig, hun skylder mig ikke noget. Det er ikke hendes skyld at jeg har og hun ikke har. Det vi nu hver især har og ikke har. Det er bare sådan. Det er uretfærdigt, det er hele systemet, der er så mange ting galt. Kapitalismen. Jeg er vred på kapitalismen, der tvinger denne ubalance ind i mellem os og gør det umuligt at mødes. Sådan virkelig mødes. Som mennesker. Jeg siger farvel, begynder at gå. Hun smiler, skal samme vej. Vi følges ad. Jeg gør mine skridt langsommere, lader drengen kigge på tøjbutikkernes mannequindukker, genoptager hans samtale om hvorvidt det er dukkerne selv, der er til salg, eller deres hår, eller tøjet, de har på. Han er ikke længere interesseret i det. Kvinden tilpasser sine skridt til mit tempo. Vi følges. Hun smiler, mens hun snakker, lavt, jeg kan ikke høre det hele. Jeg er i tvivl om det er hele sætninger, eller om der kun er de enkeltord, som bliver gentaget. Penge. Mad. Sulten. Mine børn. Togbillet. Penge. Jeg sammenstykker en betydning. Lader som om jeg ikke forstår hendes sådan set diskrete hentydning. Jeg bliver vred, nu på hende. Har hun ingen situationsfornemmelse? Forstår hun ikke at jeg allerede har givet mere, end jeg egentlig, objektiv set, har råd til? Hvordan kan hun tillade sig nu at bede om mere. Penge til mad. Penge til en togbillet til hendes børn. Hendes børn? Hvilke børn? Hvor er de? Hvor er den baby, som jeg netop har købt bleer til? Jeg vil vide mere, jeg vil spørge ind til det. Jeg vil intet vide, jeg vil væk. Vi når frem til storcentrets centrum. Der er fire veje at gå, butikker i alle retninger. Hun venter, jeg venter. Jeg retter en tøvende fod i en retning, hun peger ivrigt. Den vej? Hun skal også den vej. Jeg ryster på hovedet, peger i en anden retning. Hun synker sammen. Bilder jeg mig ind. Følelsen af at jeg har vundet, da jeg hurtigt går væk fra hende. Fri. Nu skal vi finde en cykelbutik, mig og min dreng. En ringeklokke til hans cykel. Han har lige lært at cykle. Jeg er så stolt af ham, min lille, store dreng. Jeg har vundet. Hun har tabt. Så tungt. Jeg fortryder at jeg stoppede op. Jeg fortryder at jeg ikke stoppede op ved hæveautomaten. Lidt penge. Nogle hundrede. Til en togbillet, eller til hvad som helst. Det kunne jeg have gjort. I det mindste. Det er ikke min skyld at der er den ubalance, men den er der. Det er mig, der kan give. Jeg kan vælge. Vi kommer ud af storcentret, ud i luften, virkeligheden, sådan føles det. Vi kører i sporvogn, vi går på gaden. Ingen henvender sig til os. Jeg trækker vejret. Men vi skal tilbage igen, tilbage igennem storcentret, tilbage til togstationen. Hun sidder på en bænk, rejser sig, da hun får øje på os, vinker ivrigt. Jeg ser at indkøbsposen er væk. Jeg smiler høfligt, afvisende, går videre.

Fortsæt til Del 10

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s