I dag *34 / Drømmen om en lastbil Del 4

Læs fra begyndelsen her

Naturligvis støder jeg nu ind i den forhindring, der kunne kaldes: Forpligtelsesmodstanden. Den har ikke som sådan noget at gøre med denne føljeton, men så har den det såmænd nok alligevel. Forpligtelsesmodstanden handler kort fortalt om at hvis jeg synes jeg SKAL noget, så bruger jeg absurd meget tid/energi på en trodsagtig modstand mod at gøre det. Når jeg fx skriver: Mere i morgen. I morgen er i dag, i dag vil jeg alt muligt andet end at skrive videre. Jeg vil alt, jeg vil ingenting.

Forleden læste jeg en artikel på nettet. Jeg fandt den via et link på facebook, og jeg forsøgte lige før at finde den igen, så jeg kunne linke til den her. En overspringshandling, den gik der dejlig tid med. Jeg fandt den ikke, og det er ikke afgørende. Du kender den sikkert allerede, kender typen, tænk: Genveje til lykke, punktform, enkle anvisninger, noget at gøre. Handlemuligheder. Handler det meste ikke om det; hvilke muligheder vi har for at handle? Også de (yoga/mindfullness) som prædiker VÆREN, antihandling er også en handling. Når jeg trækker vejret og messer HEROGNUHEROGNU, så GØR jeg VÆREN. Så får jeg det bedre. Jeg er fan af handling.

Artiklen handlede om hjernen, og der var fire genveje til at blive mere lykkelig. Den var på engelsk, og kan sikkert googles frem (eller bare vær på facebook, der cirkulerer den nu) og jeg synes seriøst den var god. Dette er ikke vrængen, dette er ikke afstandstagen til hverken selvhjælp eller genveje. Som sagt: Jeg er fan af handling.

Nu fandt jeg den jo ikke selv igen, så kan ikke citere, det bliver en gengivelse frit efter hukommelsen – og der var én bestemt ting, som jeg bed mærke i, som er relevant for denne føljeton: De gode råd havde det til fælles at hjernen kan lide handling. Når jeg bekymrer mig, også om ting, som det rationelt virker dumt at bekymre sig om – ting jeg ikke har indflydelse på, ting jeg endnu ikke ved om er et problem (tag ikke sorgerne på forskud!) – så frigør det beroligende, behagelige stoffer i hjernen: Fordi bekymringen i sig selv fungerer som en handling. Så gør jeg dét; i det mindste bekymrer jeg mig om det. Det samme gælder for skyld og skam. Det frigør de samme stoffer som positive følelser, fx stolthed. Belønning. Hjernen skelner ikke på den måde. For hjernen er det rart. Men følelsesmæssigt? Den nedadgående spiral, som især set udefra, med FORNUFTEN, virker så destruktiv, formålsløs. For hjernen giver det god mening: Det er handling, og handling er godt.

Hjernen er irrationel. Eller, det var hvad jeg fik ud af den artikel, og det vækker god genklang, det stemmer med hvor bøvlet jeg synes min egen hjerne er. (Oh, jeg koketterer med en tihi-forenkling af noget egentlig kompliceret nu, jeg er nødt til at indskyde det, for at komme angribeligheden i forkøbet.)

Jeg hører radio. (Min hjerne kan godt lide at høre radio, følelsen af at følge med, det er også en handling.) Svensk P1 er pt min primære kilde til viden om verden. Den store verden, den der omgiver mig. Den, der er udenfor min lillebitte verden. I morges var der en reportage fra Libanon. Det land, der lige nu har flest flygtninge i forhold til antal indbyggere. 4 mio. libanesere, 1 mio. flygtninge. Journalisten sagde: Forestil dig, at der i dit hus uventet flytter fremmede ind, svarende til en fjerdedel af din husstand. Jeg forestillede mig det. Jeg tænkte på den udvidelse, der netop er sket, fra to til tre. Hvor dramatisk det er, selv om det er selvvalgt og ønsket. Ønsket! Men hvad nu hvis: En fremmed. En, der ikke nødvendigvis ønsker at være der. En, der ikke ser sin fremtid der. En, der drømmer om et andet liv, et andet sted. En, der bare ikke har andre muligheder. Hvis jeg ikke havde andre muligheder end at åbne mit hjem for den ufrivillighed. Nødvendighedens handlinger. Muligheden for nødvendighed.

En syrisk kvinde i en flygtningelejr var dagens historie. Hun blev præsenteret sådan her: Mor til to, egentlig interesserede hun sig for filosofi, nu bruger hun tiden på at bekymre sig. Er der mad nok? Kommer børnene i skole? Bliver de syge af bakterierne, der florerer i lejren? Hun sagde: At være her, er som at dø en langsom død. Men i Syrien ville vi nok være døde hurtigt.

Min skam over at jeg har stort set ubegrænsede muligheder. Jeg skal også dø, men jeg lever ikke et liv, der føles sådan. Hurtigt eller langsomt. Mit liv føles uendeligt. Det er min livsløgn.

Og erkendelsen af at min hjerne belønner mig for de følelser; skyld og skam. Følelsen af en fordobling – nej mere, hvad er det nu det hedder – skyld og skam i anden, tredje, fjerde potens idet det går op for mig, at de følelser i min hjerne fungerer som en substitut for handling. I stedet for at gøre noget (hvad? hvadsomhelst!) skynder jeg mig at skamme mig, og så kan jeg i øvrigt fortsætte mit liv. Min hverdag. Som ikke er let, fordi ingenting er let. Men der er noget basalt som fungerer, som jeg ikke hver dag skal beskæftige mig med.

Så skriver jeg om det hele her. Det er også en handling. Min hjerne kan lide den handling. Men så føles det forpligtende. Så låser det sig fast. Så føler jeg: Trodsagtig modstand.

Det er bevægelsen mellem det store og det lille, det altafgørende og det ligegyldige. Handling og substitutter for handling. Handlingslammelsen.

Det er det, jeg vil skrive om. Jeg skriver, prøver at skrive mig et bestemt sted hen, men der er noget der afviser den bevægelse. Den fiksering.

Jeg prøver igen i morgen.

Fortsæt til Del 5

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s