I dag *32 / Drømmen om en lastbil Del 2

Læs Del 1 her 

Jeg tænker. Tænker på verden. Den lille verden, den store verden, perspektivet på alting. Vi er et besynderligt par, sådan set. Næsten alle samtaler har indbygget i sig at jeg siger – om absolut alting – at det er ALTAFGØRENDE. Han siger – på en måde, som slet ikke accepterer et absolut alt – at det ingenting betyder. Det er meget skarpt sat op. Men det er det, som betyder noget. Polerne. At glide mellem dem, hele tiden prøve at forstå mig selv i forhold til det mindste, det mellemste, det største, det ufattelige. Jeg lever i en meget, meget lille verden for tiden. Jeg har placeret mig selv så langt ude, så langt væk. Jeg sidder i skoven og kan vælge til og fra, kan vælge hvad jeg vil vide, hvordan jeg vil nås. I hele august måned var jeg stort set ikke på internettet, slet ikke på facebook. Der skete noget i den måned. Måske skete der noget i Danmark, måske skete der noget med mig. Måske skete der noget i verden, måske er det hele allerede sket, måske betyder det ingenting. Måske alt. Absolut alt.

Det nåede mig på en drømmeagtig, tåget måde. Jeg lagde ud med at være sådan; trækken-på-skuldrene. Jeg havde kommentarer som handlede om at: Det går i sig selv igen, om en måned kan ingen huske det.

Men: Flygtninge på motorvejen. En mand på en bro, der spytter.

Jeg begyndte at høre radio. Svensk P1. De snakkede ikke om andet. Stadig så drømmeagtigt. Jeg bor i en skov. Hvis der kører en bil forbi, afbryder vi hvad vi er i gang med, og ser hvilken bil der nu passerer. Der er de faste pendlere, der hele sommerhalvåret kører den ene vej om morgenen, den anden om aftenen. Om vinteren er vejen gennem denne del af skoven lukket. Kun når sneploven komme, uregelmæssigt, er der sporadisk trafik. (Nå ja, og så rallymåneden, hektisk). Men sommerhalvåret, der kommer biler, der er også alle dem, der arbejder i skoven, det er industriskov, det er en arbejdsplads. Om søndagen er der flest biler. Søndagstur i skoven. De kører langsomt forbi, de betragter os, som man betragter … et frilandsmuseum. Vi lever et museumsliv. Det er sandt, det er sandt, det er løgn. Jeg siger dig, jeg mener dette dybt alvorligt: Fremtiden er denne. Fremtiden er hårdt slid for at få grøntsager op ad jorden, vand op af brønden, varme ud af træet, æg ud af hønsene, affald så rent ned i jorden, at der kan vokse nyt op, uden at det slår os ihjel. Der er ikke andre sandheder, som jeg tror så alvorligt på. Men det er løgn. For jeg lever ikke af jorden, jeg lever for penge, jeg lever i verden fuldstændig som – alle andre/ som før – kører i bil ud af skoven for at dække de mest basale behov. Men det er sandt, det er en stræben, det er et ønske, det er et håb, det er et slid.

Jeg ved ingenting om den store verden. Jeg ved ingenting. Jeg ved ingenting om nogenting. Det er absolut sandt, det er løgn.

Det altafgørende: Min drøm, min fortvivlelse.

Jeg ville så gerne redde verden. Der er ikke noget jeg hellere ville. Jeg vil hellere redde mig selv.

I en flyulykke: Tag din egen iltmaske på først, så du kan redde andre.

Det er en sandhed vi indprentes, også i de bunker af selvhjælpsbøger, som også jeg pligtskyldigt tygger mig igennem, fordi det er mit eget (forpulede) ansvar at have det godt. Men nu er jeg i tvivl. Jeg er altid i tvivl. Sidder vi med vores iltmasker på og inhalerer, hyperventilerer, mens vi messer: Jeg er ikke klar, jeg er ikke klar, det er for meget, jeg går under ….

Jeg har skrevet om det her før. Godheden som overskud, der slides af. Det tror jeg også på.

Mennesker, der spytter på dem, der lider. Ikke fordi de spyttende ER onde, men fordi de spyttende GØR ondt. DE gør ondt mod de lidende, de lidendes lidelse gør ondt, ondt gør ondt, gør værre. Utilstrækkeligheden, frygten, skylden, skammen. GØR SÅ ONDT.

Engang var der en, der fortalte mig om det sted i bibelen, hvor nogen i en eller anden forbindelse siger noget i retning af: Den du gør ondt imod, hader du.

Jeg har aldrig taget mig sammen til at undersøge præcis hvad, hvordan, hvorfor. Undskyld mig, men jeg har faktisk nok at se til med min iltmaske, ikke? Jeg går under. Jeg går under først eller sidst, det er altafgørende vigtigt at det ikke er mig først, bare ikke mig først.

Jeg har skrevet om det før. Overlevelsesinstinktet.

Jeg ved ingenting, jeg ved ingenting. Det er lige meget, det er altafgørende.

Den lille verden: Vågner jeg hver morgen i stand til at tage vare på 1) mig selv? 2) min søn? 3) min kæreste? 4) verden? (alle mennesker! alle dyr! al natur!)

Jeg går under, du går under, vi går under, alle går under, verden går under, dyrene dør.

(AK! Jeg er sletslet ikke færdig, der er meget mere jeg vil skrive om det, men i dag er der ikke mere tid. Ak, ak! Jeg føler stærkt hvor angribeligt det, jeg lige har skrevet, er. Alt det der ikke er gennemtænkt, men. Jeg underminerede min egen skrivekrise i sommers netop ved at udgive tekst her, som er sådan. Angribeligt. Det føles som en pagt jeg ikke må bryde. eller, hvis jeg gør nedkalder jeg (mindst!) en forbandelse – har jeg nævnt hvor overtroisk jeg er? Summasummarum, jeg udgiver dette, men ændrer måske i morgen, eller skriver videre, eller sletter, vi får se.)

Fortsæt til Del 3 her

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s