I dag *31 /Drømmen om en lastbil del 1

Jeg drømte dette, det er nogle dage siden nu, men jeg tænker stadig på den drøm: Jeg havde fået et nyt arbejde, jeg skulle køre lastbil, den holdt parkeret udenfor det hus (et-plans, gulmuret parcel) som jeg havde overnattet i. Jeg overnattede der, fordi dem, der boede der, var forældre til en, jeg havde en relation til, måske min kæreste. (Engang havde jeg en kæreste med forældre i sådan et hus.) De var lave, eller jeg var meget høj, de var venlige, eller mere præcist: Velvilligt indstillet, den slags høflighed, der ikke kommer indefra. Faderen fortalte mig, at nu var lastbilen ankommet, den holdt i deres indkørsel, klar til afgang tidligt næste morgen.
    Jeg drømte ikke at der var en nat, der var direkte overgang til det daggry, hvor mit arbejde startede.
   Jeg var et espeløv.
   Det siger man om den slags angst; rystende, dirrende, urolig. (Jeg har aldrig brudt mig om at køre bil, det har jeg skrevet om før, skriver sikkert om det igen.) Jeg åbnede parcelhusets lave dør, ved ikke hvad jeg havde forventet, men lastbilens størrelse overvældede mig. Forenden tårnede sig op foran mig, der var to vogne. Jeg følte det som en urimelighed, at bilens foregående chauffør, den som jeg afløste, ikke i det mindste – i det mindste! – havde parkeret bilen med bagenden mod huset, forenden mod vejen. På den måde ville jeg have haft en chance for at lære lastbilen at kende, før jeg skulle i gang med at bakke OG dreje ud på den lillebitte parcelhuskvartersvej. Jeg prøvede at regne vinklerne og afstandene ud, beregne, sådan som jeg tror, man gør.
   (Billedet i mit hoved af min lillebror, der bakker og drejer med en trailer, jeg har altid beundret ham især for det. Præcision, matematisk beregning, venstre-højre, der baglæns opløser sig for mig til noget diffust, uberegneligt.)
   Men der var ikke andet at gøre. I drømmen var der ikke andet at gøre, end at gå i gang. Det var mit arbejde. Mit nye arbejde. Jeg klatrede møjsommeligt hele vejen op i førerhuset, kiggede på det hele; gearstang, kobling, speeder, bremse, alt som i en almindelig bil, konstaterede jeg.
   Jeg ville gå ned igen, studere indkørslen nærmere, afstanden til nabohuset, vejens bredde etc før jeg kastede mig ud i det. Jeg følte mig virkelig, i drømmen, virkelig, velovervejet og organiseret. Sådan en, der tager opgaven alvorligt, en der vokser med sit ansvar.
   Men stadig forurettet over at det var min opgave.
   Forurettet over at der ikke blev taget HENSYN til at jeg faktisk ikke havde prøvet det før, HENSYN til at det var SVÆRT for mig.
   (Jeg analyserer mine følelser, har gjort det lige siden jeg drømte, gør det altid – jeg tolker og vil forstå, men mere: Jeg vil korrigere, er ikke tilfreds med det – det diffuse DET: Mit sind, mine følelser, min fantasi, whatever, hvad ved jeg. Drømme-dømning, en udbredt foreteelse?)
   Nå. Jeg trådte ud på lastbilens trappestige, på vej ned, men opdagede at lastbilen var begyndt at trille baglæns. Jeg havde åbenbart i min forundersøgelse af førerhuset løsnet håndbremsen. Jo! Nu dæmrede det:
   Mens jeg undersøgte, og i mine tanker forberedte mig på at køre – havde jeg rent faktisk rørt alle knapper, trykket på alt, løsnet alt – og nu trillede lastbilen.
   Så dumt, så dumt, tænkte jeg. (Så god tid hele tiden til at gennemtænke alt, på den måde en meget langsom drøm.)
    Jeg overvejede mine muligheder, og valgte denne – som jeg nu, vågen, har svært ved at forstå: Hoppede ind i førerhuset og i stedet for at bremse bilen, besluttede jeg resolut at: Lige så godt at få det overstået, det går sikkert fint! Jeg drejede på rattet, forsøgte at se i virvaret af sidespejle om jeg skulle dreje mere eller mindre. Hele tiden havde jeg hånden på håndbremsen, klar til at trække, hvis det skulle gå galt.
   Det gik galt:
   Indkørslen skrånede, og lastbilen var tung, fik hurtigt fart på, og den bagerste vogn drejede i en alt for skarp vinkel. Nærmede sig huset, som lå ved siden af det gulmurede parcelhus. Naboerne. Jeg trak i håndbremsen, trak alt jeg kunne, men der skete ikke noget. Jeg ledte med fødderne efter fodbremserne, som jeg enten ikke kunne nå, fordi alt i lastbilen var så stort, eller som slet ikke var der. Så virkede håndbremsen alligevel lidt. Det enorme køretøj rullede langsommere, snittede husmuren (grå, pudset mur, jeg forbinder ikke dette hus med noget), standsede.
   Jeg åndede ud. Ind. Steg ud. Kiggede på nabohuset.
   Måske var der ikke sket noget?
   Jeg gik tættere på. Daggry, gråt morgenlys, hele vejen, alle huse slukkede, lukkede. Alle sov. Måske var der virkelig ikke sket noget?
   Jeg gik tættere på, lagde hånden på husmuren, gik hele vejen hen til det sted, hvor lastbilen og huset mødtes.
   (Ømt og fint, et møde mellem to materier, den ene på hjul, den anden på sokkel, hvis jeg skulle skrive en tekst, en novelle fx, kunne det være et sted at nagle det hele fast. I drømmen var det ikke så symbolladet, men nu er det.)
   Der var en revne i pudset, den gik ned i fundamentet. En tyndt forgrenet revne. Det virkede slet ikke så slemt.
   Jeg gik hen til døren, ringede på. En ræsonering noget a la: Det er bedre at bekende kulør, bedre at indrømme. (Men jeg overvejede bare at sætte mig i lastbilen og køre min vej. Det havde også været en mulighed. Det har jeg også tænkt meget over bagefter, dvs vågen: Hvad det siger om mig, hvor meget jeg afslører mig selv for mig selv som sovende?)
   Manden lukkede op, forsovet, forvirret. Gnaven på forhånd. Jeg fortalte, ærligt – afvæbnende, forestillede jeg mig – at jeg var kørt lidt ind i deres hus.
   Han glippede med øjnene. (Seriøst, det er det den mest præcise beskrivelse: Glippe, sådan som man gør, når man brat bliver revet ud af en, slumrende, tilstand og ind i en anden: Lysvågen.)
   Konen kom også til.
   De lignede rovfugle, de lignede deres hus. Grå, velovervejede, langsomme bevægelser, glubske øjne. De gik ud af huset, kommunikerede med hinanden uden ord. Jeg besluttede at hente forældrene fra det gule hus. Vidste, at dette var farligt, men ikke hvordan.
   Jeg bankede længe på den tykke trædør, før faderen kom ud. Stadig så lille, alle var små, jeg var så høj, men lastbilen var kolossal.
   Det blev meget problematisk. En besigtigelse af huset indvendigt afslørede flere og flere skader. Parrets iver, da de så det store hulrum, hvor lastbilen havde fået en halv mur til at vælte! Faderen hviskede bekymret til mig. Det var en hvepserede. En nabostrid. De havde så længe villet totalrenovere huset, der havde kun været problemer med dem, siden de flyttede ind, altid, altid.
   Faderen var ikke på min side. Tværtimod.
   Jeg havde med dette udløst noget, var skyld i noget … uopretteligt. Han var hvid i ansigtet, stram. (Hvorfor kalder denne drøm kun på fysiognomiske beskrivelser, som jeg selv vrænger ad?)

Der er et hul i drømmen her.

Lastbilen forsvandt derfra, husene, menneskerne forsvandt.

Senere blev jeg tilkaldt. Lastbilen stod på en benzintanks parkeringsplads, den stod i vejen: Ville jeg venligst komme og fjerne den. Min lettelse, da jeg fandt ud af hvor den var  – og endnu større, da jeg forpustet nåede derhen, og så at den holdt med forenden ud mod vejen, lige til at køre i. En stor, tyk mand sad i førerhuset. Jeg løb ivrigt vinkende hen til ham, han åbnede døren, så ned på mig. Så fuld af foragt.
   Det stod klart for mig, at jeg var for lille til at køre lastbilen. Det stod klart for mig, at det krævede en fysisk styrke, som jeg ikke besad.
   Men jeg smilede bredt, optimistisk, insisterede. Indtil han tilbød at køre den (hvorhen, hvorhen – det vidste jeg aldrig) for mig. Jeg svarede sådan henkastet, påtaget ligegyldigt: Det kan du da godt, hvis du virkelig synes. Noget i den stil.
   Indvendigt: Lettelsen, lettelsen, brusende, skuffelsen, ydmygelsen, skammen.

Fortsæt til Del 2 her

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s