I dag *30

I dag sidder jeg inde på mekanikerens kontor og skriver, mens bilen bliver repareret. Bilen bliver tit repareret, det er tough business at være skovbil. Dele bliver slidt og smadret, og begge nummerplader har været kørt af, den ene i en snedrive i vinters. Jeg blev ringet op en morgen af den kvinde, der havde fundet den. Da havde jeg forlængst bestilt og fået monteret en ny, men vi blev enige om at det var en god ide at hente den alligevel, fordi – og vi grinede indforstået, sne-sammensvorne – det kan jo nemt ske igen. Det var tidlig morgen, jeg var søvndrukken, fandt et stykke papir og skrev stedet ned. Hun sagde: Jeg lægger den i receptionen ved Naturbruksgymnasiet, Græsmarken, krydset der, du ved? Jeg granskede min hjerne men vidste ikke, ved stadig ikke, hvor det er. Da vi afbrød samtalen kiggede jeg på papiret. Jeg havde skrevet: Naturmuseum. Hver gang jeg er ude at køre, spejder jeg efter et skilt, men har stadig ikke set noget, der viser den vej.

Nå. Jeg sidder på kontoret, de skifter stödlageret. De sætter en baglygte fast, der længe har hængt i gaffatape. Det er fint, der kommer orden på tingene. Dette er den sidste efter-vinteren-reparation, den tredje. Eller, jeg håber, det er den sidste. Håber bilen passer sig selv nu, et stykke tid i det mindste.

Jeg hørte noget i radioen en dag, det er et program hvor lytterne kan ringe ind og sige sådan hvadsomhelst. Der er en vært, og nogle gange prøver de at styre samtalen lidt, sådan at den halve time får et mere overordnet debatemne, men det fungerer aldrig. Hvis du spørger mig, altså. Jeg kan godt lide når det er i øst og vest, jeg forestiller mig at det er en slags adgang til Folkets Tanker. Det Folk, som jeg ellers ikke rigtig ved, hvad tænker. Og jeg vil gerne vide det. Jeg er bange for de bobler, de cirkler, det lukkede. Som nu, for eksempel, hvor jeg sidder på mekanikernes kontor. De holdt pause herinde da jeg kom, men gik ud og lukkede døren, så jeg kunne få fred og ro. På den ene side er det meget rart, for ser du: Jeg er begyndt at skrive igen! Min skrivekrise er (midlertidigt i det mindste) afværget, skriveterapien her på bloggen virkede, så jeg kan faktisk godt bruge Fred & Ro, hver gang der er det, så skriver jeg, det er umuligt at lade være, faktisk. Nu overdriver jeg lidt, men det er overstadighed, det er glæde. Jeg skriver og det er slet ikke svært, og nu har det varet over en uge, så jeg føler mig sikker (i sadlen, hæ!) og i lørdags var jeg til skovbryllup. Andrea og Jeppe blev gift, og det hele var FANDEME SÅ SMUKT og godt og rigtigt, og der var masser af glade mennesker. Og jeg sad glad og snakkede med alle mulige mennesker, som jeg kender, og andre jeg aldrig havde mødt før, og jeg registrerede det selv. Hørte mig selv. Nyfrelst, missionerende. Det var faktisk lige meget hvilket problem folk havde (og folk har altid problemer) så havde jeg et godt råd. ET godt råd: Skriv hver dag, skriv digte!

Det er så dumt. Jeg kan godt selv høre det, men ikke ændre på at det føles så rigtigt. For mig, og hvorfor så ikke for dig? Har du tænkt over det, egentlig. Nu er jeg din brevkasse, skriv til mig, fortæl mig hvad DIT problem er, og så skal jeg fortælle dig hvad du skal gøre ved det. Det rigtige svar er: Du skal gøre det, der virker for dig. Så længe det virker, og når det ikke virker mere, så skal du gøre noget andet, som virker. Så enkelt, banalt, sandheden er dum. Som en dør.

Folk. Folket. Mange tror stadig vi er en sekt, os der bor heroppe i skoven. Nu er det blevet en vits, noget vi siger, når vi er glade. For eksempel omkring bålet til et bryllup, sådan som vi sidder og er forsamlede, sammen. Så siger en af os: Ved du hvad vi skulle gøre? Vi skulle starte en sekt. Så griner vi ad det.

Jeg har noget, en mening, men den er ikke lige til at formulere.

Radioprogrammet, Folkets Stemme. Der var den her dame, der ringede ind og havde forberedt noget, som sagtens kunne kaldes et digt. En opremsning, den gik sådan her:

Pis. Ordet er væk. Jeg kan ikke huske det.

Men pointen var den, at menneskers relationer til andre mennesker er … forretningsmæssig, det er en udveksling, en handel. Hvis nu bare jeg kunne huske det ord, et helt almindelig svensk ord, der bruges om alt. Bortset fra om bilen. Man plejer sin bil. Passer den, nusser den. Det er vedligehold men det er mere, det er en relation og ordvalget afspejler det afhængighedsforhold, mange har til bilen. Maskinen. Jeg er så ambivalent, så modvillig, så splittet. Jeg ville gerne være mere imod, mere i protest. Men Min Volvo, det er min. Jeg reparerer den ikke selv, men for hver gang jeg kører den ned på værkstedet, for hver gang jeg får forklaret hvad der er galt, hvilken funktion de forskellige dele har, hvad det er for mislyde, der kan veksles til den funktion, den defekt, så sker den umærkelige, gradvise forskydning. Fra adskilt, et nødvendigt onde, til en del af mig. Forlængelsen, indlemmelsen.

Min maskinpark. Min omsorg udstrakt til funktion i form af jern og mekanik og væsker. Den magi at bilen kan køre. Jeg kan sætte mig ind og dirigere tempoet, retningen. Tænde for varmen. Musik.

Skal vi høre:
– Snakkeradio
– Stille musik
eller
– Popmusik?

Drengen vælger altid popmusik. Han har vedtaget med sig selv at det er det, der er det gode. Men han kender ikke forskellen endnu, så når vi når frem gennem uendeligt skrat, til den rigtige kanal, den svenske p3 – VI ÄLSKAR NY MUSIK er deres slogan – så spørger han, oprigtigt bekymret, hver gang: Er det her popmusik? Og først når jeg har bekræftet, overgiver han sig til at det er godt. Vi rokker med, synger med, og sandheden er

Jeg elsker min Volvo, den er blå, den er stor

Jeg elsker de køreture, elsker skovvejen

elsker at jeg kender den, fortroligheden med kurver, huller, bakker, op og ned

Jeg er imod, inderligt, men jeg er for, inderligt

Hemmeligheden bag skrivekrisens (midlertidige) ophør. Der er så meget, der spiller ind, men når jeg genlæser mit indlæg om plæneklipperne, synes jeg, at jeg kan se noget der.

Jeg har ikke regnet noget ud, skrev jeg
Skriv som en forelsket idiot, når du er det, som noget andet, når du er det, skrev jeg

Enkelheden, som at prædike for mig selv

Tale for døve øren

Jeg skrev mine egne spørgsmål og mine egne svar igen, fra håndskrift til maskine, sad længe og kiggede på mine egne ord

Jeg kan stadig ikke helt forklare, hvad jeg pludselig så, hvilken sammenhæng, som om gyldne pile blinkede og fik det hele til at hænge sammen på en ny – FORBEDRET – måde.

Jeg ved det ikke, stadigvæk, jeg ved kun at:

Nu skriver jeg hver dag, og det virker, for mig. Og fordi det virker, går jeg ud i (skovens) verden og missionerer. Heldigvis er der ingen, der hører efter. Fordi alle her har sin egen indre sekt. Det tror jeg overhovedet ikke de vil være enige med mig i. Det vil de muligvis, sandsynligvis protestere kraftigt imod. Den udlægning af dem. Den fortælling. Det ordvalg. Netop derfor kan jeg godt lide at bo her. Og derfor er jeg urolig. Fordi det føles som om jeg ikke rigtig er i kontakt med …. Verden. Derfor lytter jeg til det radioprogram, og tror at Folkets Stemme findes. Og jeg ville egentlig gerne sidde her i Mekanikernes Hemmelige Hule sammen med dem. Mekanikerne. De kommer ind engang imellem, telefonen ringer, de skal notere aftaler ned, svare på spørgsmål. De er så tyste, nikker høfligt, undskyldende, trækker sig hurtigt tilbage. Jeg smuglytter. Radioen er tændt derude, popmusik, men de snakker ikke. Værktøjets skramlen, metal mod metal, en motor der durrer svagt. Men hvad siger de, når de snakker sammen. Hvad virker for dem?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s