I dag *27

Det er et barndomsminde, det er ikke fra barndommen, det er tiden imellem. Puberteten. Teenagetiden. Jeg var seksten år gammel, da jeg fik min første menstruation. Det var sent, pinligt sent. Jeg var så høj, lang og tynd, tynd og lang. Det handler om den mur, der er imellem den voksne verden og barnets, den overgang hvor sammenstødende er sådan:

Hun dansede i haven, musikken bragede ud fra de åbne vinduer, ud over den store græsplæne. Jeg er vokset op i Nordjylland, på et nedlagt landbrug, der var fire længer, men to af dem blev revet ned, den ene faldt vist bare sammen, den anden blev ryddet som en fødselsdagsoverraskelse. Kan det have været min fars fyrre års fødselsdag, var de virkelig så unge? Jeg er fyrre nu, jeg er gammel. Græsplænen bredte sig ud over al den plads, hvor der engang var huse. På et tidspunkt var der bede med blomster i forskellige farver, det blå bed, det hvide bed, det lille bed og så videre. Der var en pergola, med masser af krydderurter, der voksede humle op over træskelettet, der dannede et grønt loft. Jeg var flyttet hjemmefra dengang, når jeg kom hjem på besøg gik vi på havevandringer, jeg så hvad der var lavet siden sidst, det var en smuk have. Tidligere, før jeg flyttede, var en del af haven indhegnet, og der gik min hest. Jeg havde en hest. En pippi hest. Det lyder idyllisk, det lyder som om jeg havde en idyllisk barndom. Det havde jeg ikke.

Hun dansede i haven. Vi var kommet hjem samme dag, jeg var seksten år gammel og mens vi havde været væk, havde jeg fået min første menstruation. Det var mine forældres gode ven fra Norge, ham og hans datter havde besøgt os næsten hver sommer, blev længe, hun var min bedste veninde, når hun var der. Sommerveninde. En sommer brugte vi en hel dag på at lave en avis. Vi interviewede alle i huset, skrev og tegnede, samlede det hele og min far tog det med ind på sit arbejde og fotokopierede og hæftede sammen, så avisen kunne blive distribueret. Der findes et fotografi, hvor vi står ved siden af hinanden med den færdige avis under armen. Vi har taget avis-redaktør-tøj på: Hvide seler og butterfly. Butterfly? Er jeg nu sikker på det? Jeg husker det sådan, jeg husker noget med en hat også, og seriøse ansigter. Stiften, hed avisen. En sommerdag i en barndom. Det her var nogle år senere, og noget var ændret. Jeg var ændret, hun var ikke … ikke fulgt med. Vi skuffede hinanden, jeg ville være pæn, voksen, jeg hørte Gary Moore og sukkede, længtes. En diffus, retningsløs længsel. Mine forældres gode sommerven havde fået en kæreste. Jeg husker ikke hendes navn, det var hende, der dansede i haven, det er hende, det handler om. Og mig.

Hun dansede i haven samme aften, som vi kom hjem fra ferie. Min første ferie udenlands uden mine forældre. Vi kørte i et folkevognsrugbrød ned gennem Øst-Europa. Mig, min sommerveninde, hendes far, hans kæreste, hendes to sønner og deres fætter. To voksne og fem febrilt overspændte, hormonramte teenagere. Femten til atten år, sådan var aldersspændet cirka. Fætteren var pæn. Fætteren var til at dø for pæn. Jeg husker ikke hvad han hed, jeg husker at jeg lyttede til Gary Moore og sukkede, og at han hele tiden havde sine hænder indenfor sin ærmeløse t-shirt. Som en tic, han rørte hele tiden ved sig selv, sine arme, sin overkrop, hænderne var aldrig i ro. De voksne sad på forsædet, hvad de oplevede, ved jeg ikke. Først nu tænker jeg på det: Hvad oplevede de, hvilken ferie var de på?

Jeg husker: En gåtur fra den campingplads, vi boede på (i Bulgarien?) til en anden, en forventning om at opleve noget, de tre drenge, der snakkede om Nina, hele tiden snakkede de om Nina. Før de kom til Danmark, havde de oplevet noget, som de ikke kunne slippe. Nina. Måske havde de set hende være i bad, måske havde hun ladet dem se det, måske havde de luret. Måske var det kun fætteren, der havde oplevet det, og fortalt det videre. De sukkede, kunne ikke lade det være, som et myggestik. Nina var voksen. Det var den oplysning, jeg mest hæftede mig ved. Nina var en kvinde. Vi gik gennem en skov i mørke. Jeg er ikke mørkeræd. Har aldrig været bange for mørke. Gasblus, elhegn, køre alene i bus, det var jeg stadig som sekstenårig panisk overfor, men ikke mørke. Men jeg fakede. Fakede en skrøbelighed, der tillod mig at holde fast i fætterens t-shirt. Tillod mig at gå tæt bag ved ham hele vejen. Han lod mig gøre det, jeg ved ikke om det betød så meget, som jeg lagde i det.

Min veninde var ikke med. Hun gik der, sammen med os, hun sad i bilen, sammen med os. Men hun var ikke med. Hun var et år yngre og lige præcis ikke med. Hormonræset, hvad det nu var. Eller var det fordi drengene for hende var familie? Jeg var irriteret på hende, fordi hun hele tiden afslørede mig. Sagde højt, at jeg opførte mig åndssvagt. Skingert, kunstigt, jeg vidste det godt, men hvis hun ikke hele tiden pegede på det, stillede spørgsmålstegn ved det, så fandtes det på en måde ikke. Jeg forsøgte at fake at jeg var en kvinde. Hun opførte sig demonstrativt barnligt. Vi blev fjender. Indædt, bistert.

Jeg husker: Vi var i Jugoslavien. Det var før krigen. Vi gik ned ad en gade, mig og min veninde. Alene gik det lidt bedre, men så alligevel ikke. Fordi vi passerede en masse isboder, og ved hver eneste bod, simpelthen hver eneste, så blev vi stoppet, og jeg blev tilbudt en gratis is. Isvaffelen vendt på hovedet, og en iskugle spiddet på toppen. Solbrændte mænd med tykke maver og sort slikhår. Jeg tog imod, første gang overrumplet. Næste gang forvirret, tredje gang smigret, fjerde gang selvsikker, femte gang kom den nagende uro. Hvorfor kun mig, hvorfor ignorerede de min veninde? Sjette gang, den vished, en ny nærmest kynisk selvfølelse: Jeg var bedre. Pænere. Mere moden. Jeg fnisede, plirrede med øjenvipperne, eller forsøgte, jeg gik anderledes, mere svaj i de benede, kantede hofter, de lange stankelben stavrede, det bedste de kunne, jeg kastede med håret, blev indbildsk. Jeg gav isene videre til min veninde, almisser, hun ville ikke have dem. Gnavne endte vi nede ved stranden, hvor de andre badede. Jeg kunne ikke bade sammen med dem. Jeg havde nemlig fået min første menstruation dagen før. Jeg var ærgerlig, men mest forvirret. Alting var så forvirrende. Endelig. Endelig. Så længe var ingenting sket, mens de andre i skolen udviklede voksenkroppe, der gjorde min ufærdige krop så pinlig. Så pinlig. Bad efter gymnastik. Tortur. At der i stedet for bryster var to mærkelige små forhøjninger, uformelige, uden kontur overhovedet. En havde skeløjede brystvorter, det så mærkeligt ud, det trøstede mig lidt, men ikke nok, trods alt var det rigtige, overbevisende bryster, en runding, en slags kant. Og hårene. Det var det værste. Min mave var stadig barneagtig rund, men nedenunder var det stykke, som … nu er jeg tilbøjelig til at kalde det venusbjerget, men hedder det virkelig det, så storladent et ord? Det stykke under maven, hvor hårene vokser, problemet var det de ikke rigtigt voksede. Fire, fem lange, sorte hår på huden, det så forfærdeligt ud. Jeg tog brusebad hurtigt, forsøgte at trække tiden til de andre var færdige, komme ind under bruseren mens de var optaget af at tørre sig, bade med ryggen til, hurtigt gribe håndklædet og få tøjet på igen. Sådan havde det været i en evighed, sådan var det stadig. Menstruationen ændrede ikke på at min krop stadig var ufærdig. Ikke et barns krop, ikke en voksens. Den forjættede kvindekrop. Jeg troede, at jeg ville få former. Jeg troede at det var som en larve, der kommer ud af sin puppe som en sommerfugl. Som ællingen, der bliver til en svane. Som noget fra et eventyr, den fulde forvandling. Men jeg var stadig mig, bare mig. Jeg kunne bare ikke lige bade den dag. Og det var pinligt, det var også pinligt. For drengene spurgte hvorfor. Hvorfor bader du ikke? Og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, ville for alt i verden ikke indrømme, at det var det. Menstruation. Et ord så pinligt, at det ikke måtte findes der.

Det skete sådan her: I stedet for en campingplads, var vi denne gang indlogeret i en ferielejlighed. De voksne var trætte. Trætte af os. Sådan oplevede jeg det, men nu ved jeg ikke. Der er en viden, jeg ikke havde dengang. De lå på sengen begge to, en hel dag. På ryggen, med bøjede ben, ved siden af hinanden, med lukkede øjne. Stille. Der skulle være stille. Vi flimrede rundt i lejligheden. Hele tiden det overspændte, det næsten febrile i vores opførsel overfor hinanden. Kontaktforsøg, som vi ikke vidste hvor skulle føre hen. Jeg vidste ingenting. Der var et badeværelse med badekar i lejligheden, mig og min veninde besluttede at tage et bad. Det var da jeg tog mine underbukser af, jeg opdagede det brune. Jeg vidste ikke hvad det var. Jeg blev bange. Min veninde sagde med et skuldertræk: Det er bare blod, du har fået menstruation. Jeg afviste det blankt. Nej, blod er ikke brunt, det er rødt. Hun fortalte, at det sagtens kunne være brunt. Gammelt blod, sagde hun. Det var ny viden for mig. Hun fortsatte med at fortælle, at det ikke var usædvanligt at hendes menstruation startede med lidt brunt blod, før det rigtig begyndte at løbe. Jeg var chokeret. Hun havde menstruation? Ork ja, det havde hun da haft længe. Hun så undrende på mig, forstod hverken min overraskelse, eller min forskrækkelse, forstod så sent, hvor nyt det var for mig. Da det gik op for hende, sagde hun, at jeg skulle sige det til farens kæreste. Hun kunne hjælpe mig. Jeg tog tøj på igen og gik ind på soveværelset. Den dødlignende stilhed. De lå der bare, reagerede ikke på at jeg stod der. Jeg rømmede mig. Forsigtigt, så forsigtigt. Jeg har aldrig brudt mig om at forstyrre. Fylde. Jeg sagde hendes navn. Det undrer mig nu, at jeg ikke kan huske det. Jeg prøver, men jeg ved ikke hvad hun hedder. Hed. Faren åbnede øjnene, vendte hovedet mod mig. Spørgende. Jeg sagde beklemt at jeg gerne ville snakke med kæresten, jeg brugte hendes navn. Hvorfor er det væk. Ville jeg bruge det, hvis jeg kunne huske det. Kan jeg tillade mig at skrive dette, skrive om hende. Nogen vil kunne genkende sig selv i dette og jeg ved ikke hvad de vil synes om det. Han forsøgte at få mig til at sige, hvad jeg ville. Han forsøgte at overtale mig til at lade ham hjælpe i stedet. Trods al min generthed, var jeg ikke til at rokke. Det kunne ikke være ham. Det kunne ikke være en mand. Han sukkede. Ikke som de suk, der kom fra mig, når jeg lyttede til Gary Moore, det var et suk så tungt, så træt. Han sagde jeg skulle vente lidt, han skulle nok vække hende. Jeg ventede i køkkenet. En evighed. Drengene flimrede omkring, var nysgerrige, jeg svarede undvigende. Endelig kom hun derud. En tung, stiv krop, et fjernt blik. Drengene fik besked på at gå. Jeg fortalte hende om det brune blod. Hun så uforstående på mig. Jeg fortalte at jeg troede, at det måske var menstruation. Nå? Har du ikke nogle bind, eller hvad? Hun forklarede mig, hvor butikken lå, sagde at jeg bare kunne gå ned og købe nogle, hun havde desværre ikke lige nogle liggende. Jeg tøvede, var ved at græde. Jeg sagde, at jeg bare ikke rigtig vidste om det var det, og tænk nu hvis jeg var syg? Så gik det op for hende: Den første menstruation. Min første. Hun livede op. Det er kun sådan jeg kan beskrive det. Hele hendes krop, der ligesom rejste sig, blev vågen, spændstig, hun klappede i hænderne. Jeg er sikker på det, at jeg husker det rigtigt: Hun klappede i hænderne, hun lo. Så skal vi jo holde fest, næsten råbte hun. Min forvirring. Min fortvivlelse. Min panik, det lykkedes mig i sidste øjeblik at holde hende tilbage, da hun ville løbe ud til de andre og annoncere den festlige begivenhed. Det lykkedes at forklare, hvor pinligt jeg syntes det hele var, og at jeg gerne ville have at ingen vidste det. En hemmelighed. Hun var skuffet, men hun lovede at holde det hemmeligt. Hun lovede det faktisk. Resten af ferien handlede om at skjule det for de andre. Fætteren gled i baggrunden. Mig og min veninde blev bedre veninder igen.

Vi kom hjem nogle dage efter, nåede frem til mit barndomshjem, mit pubertetshjem, det sted minderne bor. Jeg havde stadig menstruation, jeg havde besvær med de nye rutiner, blødte igennem, havde ikke helt nok bind, til at skifte så tit som jeg ville. Sommertøjet camouflerede ingenting, jeg følte at jeg vraltede rundt. Lugtede. Jeg var så bange for at lugte. Jeg havde vel tænkt at fortælle det til min mor på et tidspunkt, et diskret tidspunkt. Men da jeg var ude på badeværelset, med vinduet på klem, sådan som det er om sommeren, hørte jeg de voksne sidde udenfor og snakke. Vi var kun lige kommet tilbage, var lige trådt ud af bilen, jeg var løbet ud på toilettet. Hun fortalte det til dem. Til min mor, min far, måske var der andre gæster. Om sommeren var der altid gæster, naboer, gæster fra Norge, der var sikkert flere derude. Og de grinede alle sammen, højt og hjerteligt. Det var sådan en sød historie. Jeg husker ikke hendes ordvalg, jeg husker følelsen af at stivne. De følelser: Raseri, pinlighed, pinlighed, pinlighed, raseri, forrådthed, raseri, fortvivlelse, pinlighed.

Jeg fortalte det til min mor. Trak hende til side, fortalte at jeg havde hørt det hele. Jeg ved ikke hvad jeg forestillede mig at min mor skulle gøre ved det. Hun forsøgte at trøste, sagde, at der ikke var nogen af de voksne, der syntes det var pinligt. Hun forsøgte vel at komme igennem med budskabet: Menstruation er ikke pinligt. Det var håbløst. Men så var der noget andet. Mit raseri over at kvinden ikke havde holdt sit løfte, jeg var så forurettet. Men min mor gled af. Hun sagde noget, som jeg ikke forstod, hun ville ikke rigtigt godtage min vrede. Hun holdt hånden over hende, en voksen kvinde. Svarede mig, som om det var mig, der nu skulle være den voksne. Jeg skulle bære over med hende. Jeg forstod det ikke. Jeg husker det så tydeligt, fordi det ikke kunne finde en plads i den virkelighed, jeg levede i. Voksne, voksenkrav, børn, børnekrav. Selv var jeg midt i mellem, hjemløs, svævende. Jeg placerede det sådan. Som en del af det diffuse. Accepterede, at den vrede ikke blev accepteret. Bed den i mig.

Sommerdagen blev til sommeraften, som de ofte var. Min mor kunne lide at dække langborde i haven, med hvid dug og kandelabre, stearinlys overalt, sådan at når mørket faldt på, blev haven et eventyrsted. Et sted for eventyr. Den enorme have, små buske og hække, huler omkring den vidtstrakte plæne. Min barndom var ikke idyllisk, men den var gennemsyret af æstetik. Smuk. De voksnes snak, den summen, et bål, og de drak rødvin, og det var ikke en af de aftener hvor det generelt var en fest. Hun havde sin egen fest. Det var hende, der tændte for musikken. Pludselig bragede Leonard Cohen ud af de åbne vinduer, fyldte haven. Alt, alt for højt, alt for sent. So long Marianne, it’s time we began, to laugh and cry and cry and laugh about it all again. Jeg har lige hørt den sang i den lånebil, jeg kører i, fordi jeg lige har afleveret min egen hos mekanikeren. Forbremserne, noget der på svensk hedder spindelled (edderkoppeled?), noget med stödlageret. Da sangen pludselig bragede ud af bilens højtalere, huskede jeg det hele. Jeg huskede hende, jeg huskede hvordan hun kom hvirvlende ud af døren og dansede henover græsplænen. Jeg holdt vejret, betaget. Hun var helt opslugt af sin dans, jeg havde aldrig set noget så smukt. Jeg var ikke længere vred på hende. Som om den følelse forduftede, da jeg så hendes dans. Hun dansede min vrede væk. Jeg blev siddende helt stille, og så på. Nogen slukkede musikken, jeg protesterede. Noget skete, som jeg ikke forstod. Min mor var ved siden af mig, jeg spurgte hende hvor hun ikke fik lov at danse, jeg sagde, at det var så smukt. Min mors svar er tåget for mig. Måske svarede hun tåget. Jeg har aldrig helt fået en forklaring, eller jeg har ikke spurgt. Der var noget galt. Noget helt galt.

Jeg husker: Efter at jeg stod i køkkenet og fik hende til at love, at ingen fik noget at vide, gik jeg endelig i det karbad. Mig og min veninde havde låst døren og sad med vores nøgne kroppe – min muteret, bulet, med de skamfulde, få hårstrå, men trods alt med noget der lignede et gennembrud – min venindes snydekrop, barn udadtil, men åbenbart gennemført kvinde indvendig – i badekarret, da vi hørte skramlen udenfor. Fnisen, latter. Vi så op, og i den smalle stribe vindue over døren, dukkede et ansigt op. Den ældste brors, så også den anden brors. De havde begyndende overskæg, de havde kulsort hår. Jeg kunne ikke lide dem, jeg kunne kun lide fætteren. Hans ansigt dukkede ikke op, han var den, der holdt de andre oppe. Jeg forsøgte at skærme mig mod brødrenes blikke, min veninde var ligeglad. Tror jeg. Jeg ved ingenting om hvordan hun egentlig havde det. Hvilken ferie var hun på, hvad oplevede hun? Jeg husker, at det stod på længe, jeg husker, at vi kaldte på de voksne, men de kom ikke, svarede ikke. De lå i sengen, dødlignende. Der var noget galt. Noget var helt galt.

Det, jeg ikke skriver nu, er, at jeg ikke er sikker på om hun stadig lever. Om hun tog sit eget liv. Hvis jeg ved det, ændrer det alt det, jeg har skrevet nu. Hvis jeg ved, hvad der var galt. Hvorfor kan jeg ikke huske, hvad hun hedder. Hed.

Men jeg ved dette: Jeg ville ønske at jeg var vokset op på sådan en måde, i sådan en tid, sådan et sted, hvor det var fuldstændig naturligt og åbenlyst vigtigt at fejre den første menstruation. En kæmpe fest. Hvis jeg kunne gøre noget om, så ville det være alle de år jeg har skammet mig over min menstruation. Nu er jeg sådan en, der hver gang jeg får chancen, holder taler for unge kvinder. Blod-taler. Brug natursvamp, messer jeg. Det er så meget enklere, det er mere behageligt, det er billigere. Du skal bruge svampen som en tampon, men i stedet for at skifte den ud, skal du bare skylle den ren. Det er bare blod, for helvede. Blod, det er ikke ulækkert, det er ikke for-evigt-plettende. Om natten kan du sove med en vaskeklud imellem benene, den kan faktisk godt vaskes ren igen. Hvorfor er jeg vokset op med den  overbevisning at blod aldrig kan vaskes af tøjet igen? Hvor kommer den husmorviden fra, egentlig? Hysteri. Kollektivt hysteri. Nu skal jeg fortælle jer noget, jeg vasker tøjet på 60 grader og blodet går af. Ingen iblødsætning, ingen særlige vaskemidler, ikke noget at gøre så stort nummer ud af. Det siger jeg til de unge kvinder, og til dig. og hold så op med at gøre det til noget andet, end det er. Bare blod. For helvede.

Og dette ved jeg: Uanset hvad det betød, uanset hvad der lå bag. Det var smukt, da hun dansede. Inderligt, opslugt, smukt. Jeg lyttede hele sangen igennem to gange, ude i bilen, lige før. Jeg lyttede til teksten, jeg tænkte på hvorfor hun valgte lige den sang, hvad teksten betød for hende. Om den betød noget særligt for hende. For mig bliver teksten vigtig, fordi hun valgte den. Alle de voksne omkring hende reagerede, så hurtigt, som en brandslukning, omsorgsfuldt, skærmende. Jeg forstod det ikke dengang, og nu spørger jeg ikke, jeg kunne bare spørge. Men det er måske ikke det, det handler om lige nu. Det handler om at: For mig var det smukt. Det er et mærkeligt, diffust, men smukt minde. Hvad er det, jeg længes efter, når jeg husker det? Min retningsløse, diffuse længsel.

Den skamløshed. Skamløsheden. Handler det om den, er det der, jeg vil hen?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s