Digt *3

Hvepse kravler i vindueskarmen, døende
ligger på gulvet, hver dag nye, tørre
hylstre, som efterlades og efteråret har altid
været min yndlingstid

Det bagvendte ved mig at begyndelsen er bedst
med en slutning, som er kendt og
dyrekøbt, det bristede, det jeg
mistede, sår jeg piller i og plejer

Ude er oktoberbirken som guld, faldende
blade, også de overalt, lægger sig
til rette, til skue, indtil forrådnelsen til
muld. Jeg tænker på dig. Alt er kun begyndt
det kan ske, det er muligt jeg
lader det ske, selv om jeg synes
jeg så fuglene hakke i bærrene i går
rønnens orange, de flaksede til og fra, kæmpede om pladsen
sidst jeg så, nu ser jeg at
de er væk, bærrene og fuglene, bladene er blevet brunrøde
det er efterår og det samme sker, bladene falder
et løfte om at alting er slut og alting kan begynde som
alting kan på ny, igen, uigenkaldeligt
og for altid det samme

Jeg skriver til dig, om dig, for dig. Skriver det
jeg ikke tør sige. Du ringer, siger at jeg skal sige det igen
du lover ikke at lytte og den latter imellem os
er ny, en begyndelse og den pause bagefter
en knitrende lyd i ledningen, dit åndedræt mod
mit, som falder ned i den pause og jeg vil ikke vide mere
vil ikke mere vide hvordan vi skal dø, hvor, vil ikke vide
andet end at nu
falder vi

Bondsåter, oktober 2014
(Publiceret i hvermandag.dk april 2015, men uden den sidste del, fordi, fordi 
… jeg ved det ikke)
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s