I dag *24

I dag er det sommer og måske var det i går at det blev sommer, måske har der været sommerdage ind i mellem, men det er i dag det føles som om sommeren er kommet for at blive. Jeg var ude i haven, jeg ville rydde det stykke, der skal være solsikkeeng. Solsikkerne står i drivhuset, eller det, der er drivhuset nu, indtil jeg engang, måske, får et rigtigt drivhus. Det er det nye, det som er anderledes. Jeg planlægger ting, som måske engang bliver sådan, som jeg drømmer om. Der er en fremtid. Det er anderledes, og noget andet, større. Jeg er ikke alene. Der er så meget jeg ikke skriver om, mest skriver jeg ikke om andre mennesker. Jeg skriver som om jeg er alene, og det var jeg. Ikke længere. Hvis jeg ikke skulle være forfatter. Hvis jeg ikke skulle skrive. Det spørgsmål har jeg i hovedet, har haft det et stykke tid. Jeg skriver ikke. Jeg tænker hele tiden på at skrive, jeg tænker hele tiden at jeg skal skrive. Jeg gør det det ikke. Jeg. Skriver. Ikke. Så tænker jeg: Hvorfor tænker jeg at jeg skal skrive? Skal jeg skrive? Jeg kunne lade være, der er så meget andet jeg gerne vil, som jeg ikke gør, fordi jeg bruger tiden på at tænke: Jeg skulle skrive nu. Indtil jeg har skrevet, så skal jeg ikke andet. Så må jeg ikke andet. Jeg laver regler. Mange regler. En regel er at jeg ikke skriver metaindlæg her på bloggen. Den bryder jeg nu. En anden regel er ikke så klart formuleret, men jeg ved det. Jeg skriver ikke om mennesker, knap nok om mig selv. Så kan jeg skrive at jeg har en høne, som ruger. Den første, min første rugehøne, jeg er så spændt på om der kommer kyllinger. Det er Olivia, den mindste af de hvide, jeg kan kende den på de enkelte sorte fjer på vingerne og de mørke ben. Marcipan har gule ben og marcipanfarvet hals, Viola ligner Olivia, men har lysere, rødlige ben, og er lidt større. Jeg har lyst til at skrive om dyrene, hele tiden vil jeg fortælle om dyrene. Men det gør jeg heller ikke. Det er ikke seriøst nok, det er ikke nok at skrive, det skal handle om noget vigtigt. Væsentligt. Verdensrelevant, helst ligefrem verdensomvæltende. En af reglerne. En del af et storhedsvanvid, et frelserkompleks, som jeg tænker meget over, men i hvert fald ikke skriver om. Det dilemma. Jeg tror at jeg kan ændre noget med det jeg skriver, derfor er det ikke lige meget hvad og hvordan jeg skriver, derfor skriver jeg ikke. Det er ikke en skriveblokering, jeg kan til hver en tid sætte mig ned og skrive side efter side efter side, jeg er en maskine på den måde. Men det gør jeg ikke, det vil jeg ikke, det skal jeg ikke. Så jeg gør ingenting. Sover meget. Hvis jeg boede et sted, hvor det var muligt, ville jeg netop nu sluge serier. Jeg har snart boet her i to år, der er uendelig mange serier, som jeg ikke har set. Jeg lytter begærligt, når nogen taler om dem. Fantaserer om dem. I løbet af vinteren, vinteren var hård, det skriver jeg ikke om, kun antydningsvist, men hvis jeg virkelig skulle fortælle, så skulle jeg fortælle om mennesker, om mig, og jeg gør det ikke, åbenbart, men. I løbet af vinteren tog jeg to gange på hotel, alene for at kunne ligge i en seng og se fjernsyn. Så ekstravagant. Komfort, magelighed, det var et dyrt hotel, det skulle være sådan, det var så tiltrængt. Så tilbage til det liv, som jeg har valgt og som jeg vil, selv om vinteren. Nu er det sommer, og jeg vil bryde de regler, som jeg spærrer mig selv inde med. Jeg vil fortælle. Jeg bor i skoven, jeg bor med min søn, jeg har fået en kæreste. Jeg har naboer, der kommer flere og flere til heroppe, vi har det godt. Vi har det alle sammen hårdt på hver vores måde, men samtidig, så har vi det godt. Jeg har det godt. Det er problemet. Det er et skyldkompleks: Jo bedre jeg har det, jo mere skylder jeg verden. Jeg ved ikke hvordan jeg kan redde verden, jeg har en vag idé om at jeg kan skrive verden bedre. Jeg har en klar idé om at det er helt og aldeles håbløst, og forskruet, at tænke sådan, både om mig og om det jeg skriver. Eller ikke skriver, for det er jo problemet. Jeg skriver ikke. Nu skriver jeg ikke, derfor kan jeg skrive. Nu kan jeg måske skrive om killingerne, som blev født på verandaen mens vi så på. Mig og min søn. Vi skulle ud af døren, han skulle køres i børnehave, men så lå Bambus, den smukke, langhårede kat lige foran døren og fik killinger. Førstegangs-kattemor, helt forvirret og bange, hun skulle trøstes, og jeg måtte bygge en rede til hende, løfte både hende og killingerne derop, de første uger måtte jeg tit ud og løfte killingerne op i reden igen, hun hentede dem ikke selv, sad bare og klagede. Nu er de over en måned gamle, løber rundt og leger og er så ufatteligt nuttede, og Bambus er blevet en seriøs, travl kattemor, der faktisk ikke har tid til at blive kælet for. Det ville jeg gerne skrive om, det har jeg forsøgt at skrive om, men det bliver forkert. Hvad skal verden med det? Sådan har jeg tænkt, og jeg har slettet. Jeg har skrevet og slettet, og er holdt op med at skrive. Nu ved jeg ikke hvad jeg skal mere. Mest skal jeg vel holde op med at tænke at jeg skal noget bestemt. Sådan en dag som i dag. Jeg skulle noget andet, jeg startede i haven, havde en plan. Solsikkeengen. Der ligger ukrudtsdug over, jeg skulle tage det væk, jeg skulle slå kanterne med det kaninsegl, som min kæreste, jeg har en kæreste, har givet mig, som har gjort fodringen af kaninerne meget mere effektiv. Jeg skulle fjerne det lange, døde senegræs under dugen, og lægge det på igen. Men i stedet slog jeg græs. Forleden sad en frø fast i plæneklipperen. Det er en håndskubbe-plæneklipper, hvad hedder det egentlig? Jeg har et princip, en regel, det er en dogmehave: Ingen benzindrevne maskiner i haven. Den første plæneklipper slog jeg i stykker, eller skubbede i stykker. Den knækkede i stellet efter to dage. Jeg afleverede den i butikken, manden så skeptisk på den, spurgte om jeg var kørt over den med min bil? Men det var bare mig, bare mig, der havde slået græsset, ramt sten, som var skjult i de seje græstuer, var blevet stædig, ikke havde opdaget at boltene løsnede sig. Stellet bøjede langsomt, indtil det knækkede. Det samme skete med nummer to, men fordi jeg var lidt mere opmærksom, gik der længere tid. Jeg overvejede også at bytte denne, men i stedet har jeg forstærket stellet med et stålrør og et stykke træ, surret fast med gammelt ståltråd. Det er en dogmehave, jeg er fuld af regler, jeg vil også redde verden med min livstil, mit skyldkompleks er omfattende, eller også er det i virkeligheden mest noget med at jeg vil være fri. Et livsstilsprojekt. Jeg ved det ikke, jeg ved ingenting, kun dette: Jeg skriver ikke, jeg gør ingenting, jeg venter, lurepasser, gemmer mig og jeg er træt af det. Jeg er glad for min plæneklipper, jeg føler mig sikker på min plæneklipper, den er korrekt, den følger reglerne. Men forleden kom en frø i klemme i knivene. Der ligger tit grene i plænen, hvis man overhovedet kan kalde det en plæne. Skvalderkål og senegræs, brændenælder, mange slags blomster. Jeg troede det hed skvadderkål, men nu har jeg en kæreste, jeg er meget forelsket, det er farligt at skrive, det kan gå over før jeg ved af det, og så har jeg skrevet det her, så skal jeg også skrive at det er gået over igen, måske bliver nogen kede af det, andre mennesker er meget besværlige, der er hele tiden risiko at nogen bliver kede af det, jeg kan selv blive ked af det, det er derfor jeg ikke vil skrive, der er ingen grund til at skrive det, det er vigtigt at der er en grund til at skrive, det skal være gennemtænkt, og væsentligt, er dette væsentligt, absolut ikke, det er helt ureglementeret på den måde, og nu øver jeg mig i at sige skvalderkål, og hvordan bliver verden påvirket af det. Alting betyder noget, alting griber ind i noget andet, et l i stedet for et d, men det var frøen, der kom i klemme. Det har forstyrret mig mere end jeg først forstod. Den sad fast, og fordi der tit er grene, skubbede jeg videre på trods af modstanden, nåede at skubbe hårdt, før jeg registrerede den lille bevægelse. Jeg vendte plæneklipperen, og så frøen sidde fast. Jeg slap håndtaget og gik et skridt baglæns, to. Gik i stå. Gik væk. Tænkte på drengen, der legede lidt væk, tænkte, at det måtte han ikke se. Gik tilbage, satte mig på hug, så på frøen. Den levede. Jeg havde vel håbet at den var død. Jeg skubbede lidt til hjulet, drejede det baglæns og frøen faldt ned på græsset, lå stille, den var fladtrykt hen over det ene forben og brystkassen. Har frøer brystkasser? Det stykke, forkroppen. Der var blod. Den bevægede sig ikke. Jeg trak vejret stakåndet, reagerede som om det var mig, det var synd for. Men jeg er ikke alene, tænkte jeg. Det var en udvendig tanke, en lille triumf: Nu behøver jeg ikke opleve den slags alene. Så ringede jeg til min kæreste, det er helt utroligt så meget det betyder for mig at han findes, og nu skriver jeg meget om ham som fænomen, uden overhovedet at skrive om ham. Ham. Du får ikke noget at vide, egentlig, jeg lurepasser stadig. Jeg fortæller lidt om mig, i det mindste. En lille blottelse, en udlevering af min overstadige glæde over at findes i verden som del af en tosomhed. Men forbindelsen var dårlig. Han bor endnu længere ude i skoven end mig, han bor helt åndssvagt langt ude i skoven, et vildmarksprojekt, som jeg også er forelsket i, at han findes som en, der vil det og kan det og gør det. Men frøen kunne han jo ikke hjælpe med, vi kunne knap høre hinanden, og hurtigt forekom det mig så tåbeligt, at jeg holdt op med at ringe op. Så barnligt, på en måde. En frø, der led og mig, der ville gøre det til en romantisk seance. Jeg var jo nødt til at slå den ihjel, sådan var det og alt jeg gjorde var kun udenomsdramatik og spænding, og synd for frøen. Tænkte jeg, og gik tilbage til frøen, mens jeg håbede, håbede at den i mellemtiden havde fået det bedre. Et lille mirakel. Den lå stadig fladklemt og svagt pustende, blødende. Drengen kom tættere på, begyndte at lege med regnvandstønden, jeg kunne ikke slå den ihjel, så længe han var så tæt på. Drengen var glad, snakkede som et vandfald, fortalte om killingerne. En skal vi beholde, han kalder den regnbue, det er fordi han er glad for Rainbow Dash fra My Little Pony, jeg prøvede at vise ham en rigtig regnbue en dag hvor solen skinnede ind i regnsvejret, men kunne ikke finde den. Killingen er trefarvet, hvid, grå og lysebrun, meget nuttet, drengen er også nuttet, haven er smuk, idyl, der er så meget idyl omkring mig, og nu også en lykkelig forelskelse, jeg bliver fortvivlet, fordi min skyld til verden vokser sig proportional enorm, uindfrielig gæld. Det er noget forpulet vrøvl det hele. Jeg skriver ikke og nu skriver jeg uden ende, kan ikke afslutte historien om frøen, frøen, som jeg skulle slå ihjel, jeg cirklede så længe om det, havde så ondt af mig selv i mens og blev nærmest lidt vred på frøen, og drengen blev ved at lege lige der, lige ved siden af, så længe, og kæresten ringede op igen og forbindelsen røg igen, og endelig var der fri bane. Jeg tog en kæp, løftede den op over frøen, skulle slå. Jeg vidste at jeg ikke kunne. Jeg vidste, at jeg skulle. Jeg gjorde det ikke. Jeg skulle. Så hoppede frøen. Et langt, overbevisende, trebenet hop. Det forvredne forben drejede sig på plads, den klemte overkrop foldede sig ud, pustede sig op. Jeg sad stadig med kæppen hævet, stadig med stakåndet, forpint åndedræt. Ventede. Den hoppede igen, og igen, kom ind under en træstamme, der er kant på et bed. Fandt et hulrum, en skygge. Sad helt stille og kiggede på mig. Jeg lagde kæppen fra mig. Senere kom min kæreste hen til mig, han sagde at han havde overvejet at skrive til mig, at jeg skulle vente lidt, give den en chance for at komme sig. Men så havde han tænkt, at hvis jeg allerede havde slået den ihjel, ville det være en dum besked at få. Og det ville det jo. Jeg ved ikke om jeg kan slå dyr ihjel. Jeg har slået en syg høne ihjel, lige siden har jeg tænkt på om jeg ville kunne gøre det igen. Jeg ved det stadig ikke. Jeg ved ikke om jeg vil, jeg ved ikke om jeg kan, jeg ved ikke om jeg skal. Jeg ved ingenting. Jeg tror, at det betyder noget i verden, hvis jeg finder ud af det. Det er den slags, jeg synes jeg skal skrive om, men på en klog måde, en betydningsfuld måde. Væsentlig. Nødvendig. Den slags ord, jeg tumler med dem, og så bliver jeg træt. så sover jeg. Skriver ikke. Denne dag. Jeg slog græs, fordi det kan jeg godt lide, det har jeg altid godt kunnet lide. Ligesom at luge. Det er noget med at rydde op, lave orden. Det er lidt sygeligt. Jeg kan lidt mindre lide at slå græs nu, efter det med frøen. Og i dag hoppede tre forskellige frøer lige præcis i sikkerhed mens jeg kørte forbi. Måske ville en motordrevet plæneklipper være bedre for frøerne, den ville larme så meget, at de forlængst var stukket af før knivene kom i nærheden af dem. Det kunne jeg jo tænke over, mens jeg går rundt i alle mine regler og principper og rene idealer og kalder det en dogmehave. Jeg er lidt sur. Jeg er mest sur på mig selv, men det kommer ud som noget andet. Træthed, og kunne det måske rettes mod andre, det kunne det måske. For hvem er det egentlig, der kræver af mig, at jeg overhovedet beskæftiger mig med verden? Hvem har indpodet det tåbelige skyld-frelser-kompleks i mig? Det kan da vel ikke være noget, jeg selv har fundet på? Hvorfor skulle jeg finde på det helt ud af det blå? Så tænker jeg over om det er noget privat, noget fra min familie, eller om det er noget større, hvordan er det nu, alt det der med den tradition for pligtetik og arbejdsmoral, og nu er der nogle begreber, som er væk for mig. Engang gik jeg på universitetet. I mange år gik jeg på universitetet. Jeg skrev min første bog i stedet for at skrive mit speciale. Det skylder jeg også for, det har jeg forsøgt at skjule for dig, jeg har undgået at skrive det for tydeligt. Jeg pjækker fra noget, samtidig med at jeg virkelig ikke tror på det. Systemet, samfundet. Alt muligt mener jeg, men jeg vil ikke sige det højt, for det forpligter, og mest af alt er det vel det, der generer mig. Jeg vil ikke forpligte mig. Jeg vil skrive rundt om og forbi og henover, men jeg vil ikke for alvor forpligte mig. Hvis jeg gør dette indlæg tilgængeligt, hvis du får lov at læse dette, så ved du noget om mig. Jeg har mistet overblikket over hvad jeg har skrevet. Hvis du kan læse det, skal du vide, at jeg ikke har læst det igennem. Jeg har ikke tænkt det igennem. Jeg slog græs, så begyndte jeg at luge ærtebedet, jeg ville så lidt flere sukkerærter, lidt flere morgenfruer, jeg fjernede nettet over jordbærrene. Alle bedene er dækket af net, fordi kattene begyndte at bruge dem som kattebakke. Nu håber jeg det hele er vokset tilstrækkeligt til, at de har fundet andre steder. Jeg har alt for mange katte. Jeg er bange for at ligne en skør kattedame, lidt mindre nu hvor jeg ikke er alene, men stadig. Tre killinger, den ene er givet væk, en skal vi beholde. Den tredje bliver et problem. Den er meget sød. Fem katte har jeg nu, inklusive den trefarvede, regnbuekatten, den ligner faktisk is. Vanilie, lakrids og karamel. Den grå killing kalder vi Bob. Hanen hedder også Bob, men Bob W, på den måde er det ikke noget problem. Nu skriver jeg alle dyrenes navne, de er vigtige for mig, både dyrene og navnene. Kattene hedder (aldersrækkefølge): Bubsi, Bambus, Lotuskatten, Thea, Regnbue, Liile My (Thines killing, Thines navn), Bob. Kaninerne hedder: Puggi Nuggi og Svend. Hønsene hedderv(Hierarkirækkefølge): Bob W (hanen), Ægtehønen, Påskehønen, Marcipan, Viola, Olivia. Jeg kunne godt tænke mig tre får, og måske en gris. Nu løber computeren snart tør for strøm, og jeg skal beslutte om dette skal kunne læses. Jeg lugede ærterne, ville så, blev overfaldet af en myggesværm, gik ind, spiste soyayoughurt, fordi jeg kan ikke så godt tåle mælkeprodukter, endnu en oplysning om mig, hvorfor, men det spiste jeg, og jeg tændte computeren, og havde lyst til at skrive. Så gik jeg i gang med at rydde op og flytte rundt i soveværelset. Det har jeg længe skullet, eller villet. Det er det, der er så svært for mig: At vide hvad jeg vil, fordi jeg hele tiden synes, der er noget jeg skal. Noget andet. Solsikkeengen. Jeg nåede aldrig derned. Gummistøvler, kaninsegl, arbejdshandsker, det hele ligger klar derude, men her ligger jeg, i sengen, mens solen skinner udenfor, endelig, efter måneders uafbrudt regn. Man skal være ude, når solen skinner, det skal man. Jeg ville skrive. Jeg ville ikke skrive. Jeg ville ikke skrive om det. Men det gjorde jeg.

Advertisements

3 thoughts on “I dag *24

  1. Har lige fundet dig og din blog Maja. Tak for dig og den. Du skriver som jeg tænker, tænk hvis man dvs. jeg kunne omsætte det til skrift som dig, altså læsbart. Fantastisk og berigende.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s