Kvinden i midten forsøgte at vise fotografier til kvinden ved siden af, som hun steg på toget sammen med, men manden på den anden side, som sad og sov, da de steg på, var åbenlyst mere interesseret. (Kroppene: Kvinden i midten ivrigt lænet mod den anden kvinde, der lænede sig så langt ud mod midtergangen, overkroppen næsten vandret, smilet klistret på, manden på vinduespladsen lænet ind over armlænet, ansigtet næsten nede i telefonen, uden at nogen af dem opdagede det ekstreme i de vinkler fra og mod hinanden.) Fotografierne ville ikke komme frem, noget med den ustabile internetforbindelse, kvinden i midten knipsede utålmodigt, gjorde en rullende bevægelse med hånden, heppede: Kom så, kom nu. Kvinden ved siden af rejste sig op, smilede for meget, sagde: Men det jeg så, var så fint. Hun samlede sine ting sammen, sagde at det var så fint at mødes. Fint, det siger man enten når man mener det, eller når man vil sige noget, selvom man ingenting har at sige. På samme måde som man kan svare: Spændende. Spændende. Så har man ikke sagt for meget, men heller ikke for lidt. Kvinden i midten rejste sig næsten op, iveren i hendes krop, der ikke havde den bremse. Men du har mit telefonnummer, ikke? spurgte hun. Den anden kvinde svarede ja, jeg har dit nummer. Så send dit til mig, så sender jeg dig billederne, sagde hun. Efter den anden kvinde stod af, har kvinden i midten flyttet plads, først ud mod midtergangen, nu ned i en anden vogn. Inden nåede hun at klage til togpersonalet. Her er for koldt. Jäkla kallt. Manden ved vinduespladsen kiggede langt efter hende, da hun gik.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s