Engang *98 / I dag *23

Engang var jeg i Armenien, og på en køretur stod der langs vejen mænd, med armene bredt ud til siden. Som korsfæstede. Asfaltvejen var lige og bred på denne strækning, et fladt, sletteagtigt landskab bredte sig på begge sider. Udover mændene, der stod bomstille, var der af og til en container eller et lille skur. Ellers ingenting. Jeg spurgte hvad det handlede om.
   – De sælger fisk.
   Kommunikationen var af og til lidt … uklar, sådan som den er når sprogene ikke rigtig vil mødes, så det tog lang tid før jeg forstod. Længe troede jeg, at jeg misforstod. Det var også fordi der, så vidt jeg kunne se, ikke var en sø i miles omkreds. Det var der heller ikke. Det var netop fordi det var så forbudt at fiske i den sø, at de stod her. Det var derfor, der ikke var skilte. Men alle vidste, at de udbredte arme betød: Fisk til salg. Og så kunne man stoppe ved en af containerne, skynde sig ind, komme ud med en pose, og skynde sig at køre. Det gjorde min chauffør. Så sig over skuldrene, som om nogen kunne ligge på lur bag … Flad, langstrakt slette, så langt man kunne se. Intet at skjule sig bag.
   – Men hvis alle ved, at de udbredte arme betyder at de sælger fisk, er det så ikke lige så risikabelt som at skilte? spurgte jeg.
   – Hvis nogen kommer og afslører dem, hvordan kommer de så væk, der er jo ingen biler? spurgte jeg også.
   Så vidst jeg husker, fik jeg ikke svar på det. Skuldertræk. Der var så meget, jeg spurgte om, som de syntes var irrelevant. Jeg ved ikke hvorfor, jeg husker det nu, jeg husker ikke, om jeg har skrevet det før. Jeg ved ikke hvorfor, jeg skriver om det nu.

I dag begyndte solen at skinne sent på eftermiddagen, og jeg løb ud i haven. Det har regnet og regnet og regnet, og der er så meget derude, som jeg synes haster. Det haster fordi jeg er ved at erobre en have, og der er nogle ganske korte vinduer, hvor det kan nås, før det hele vokser til igen. Tidligt forår, før det nye vokser frem. Sent efterår, når det hele er visnet. Forleden blev en stikkelsbærbusk opdaget inde i noget, der hele sidste sommer var et vildnis. Nu har jeg gravet den fri, og også flyttet en anden, som jeg opdagede bagved hønsegården, derhen. Nu har jeg stikkelsbærbuske. Også stikkelsbærbuske. Jeg flåede en hel masse hindbærbuske op som en del af befrielsesaktionen. Hindbær vokser overalt i skoven, virkelig over det hele, dem gider jeg ikke have i den indhegnede have. Hegnet beskytter mod elge og rådyrs hærgen, det er ikke for sjov. Det er ikke for sjov: Jeg pusler om noget, tramper på noget andet. Jeg var nær ved at hugge greben ned i en tudse. Mørkebrun, sørgmodige øjne, den slags, der kan være inde i en hånd. Den selvsamme tudse var for få dage siden blevet berøvet sit bosted, fordi jeg anlagde et nyt bed til gulerødder og løg og spinat og bladbede og … jeg husker ikke hvad mere. Jeg følger en bogs anvisninger, fordi jeg dybest set ikke aner hvad jeg laver, ofte skal jeg læse igen, repetere, det handler om sædskifte, det er en fireårs plan. Jeg husker ikke det hele, men det jeg laver, er omfattende. Omkalfatring.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s