I dag *19

I dag er det hverdag. Det er det hver dag nu. Der er perioder med et så tydeligt før og efter, det er fordi jeg har boet her et år nu og gør alting for anden gang. Alt var nyt og ukendt, nu er det gentagelser og variationer. Jeg snakker om det praktiske, alt det jeg var bange for, lå søvnløs over. Det sner ad helvede til, vi sner inde, vejen bliver ryddet, vi sner inde igen. Jeg kører op ad bakken, jeg sidder fast, jeg kommer fri. Det hele findes stadig, musene findes, ensomheden findes. Men jeg er mindre bange, jeg sover godt om natten. Jeg er begyndt at hækle, jeg er uventet interesseret i det. Jeg har lånt den store hæklebog og afprøver forskellige teknikker. Er du klar over hvor mange forskellige måder man kan hækle på? Gentagelser og variationer. Jeg har hæklet en lampeskærm til den nye LED-lampe til det nye fritidsbatteri til det nye solpanel. Det er en ændring, noget nyt. Sidste vinter var der kun stearinlys, for 400 kroner stearinlys om måneden, og aftnerne var lange kun med aktiviteter, som ikke krævede lys. Det kræver godt lys at hækle. Jeg hækler og lytter til radio. Svensk radio. (Jeg synes, der er gode programmer og færre genudsendelser, og en radiojournalist, der var på besøg i foråret bekræftede det: Man får betalt for flere timers arbejde, når man laver programmer for svensk radio end for dansk radio. Ellers kunne jeg have gættet på at radioen virker mere interessant fordi jeg ikke har andre alternativer. Ingen fjernsyn, langsomt internet, begrænset strøm til computeren.) I går snakkede de om meningsdannere. Dem, der mener noget og giver udtryk for deres holdninger, dem der vil påvirke verden. De snakkede om sociale medier, og flere og flere følelsesstyrede meningstilkendegivelser. Om tyckificeringen. (tycke = like). At hurtig og stor spredning er blevet et succeskriterie i sig selv. Om fællesskabssøgende holdninger, fordi det ikke er rart at mene noget, som ikke bliver delt og liket. Om reaktive holdninger – at alle hele tiden er forpligtet til at mene noget om det, som er på dagsordenen NU og NU men at meget få har mulighed for selv at sætte en dagsorden. Bagefter var der et program om børn og medier. Børn, der blogger om deres hverdag, som bliver stjerner. En hestepige, der havde blogget siden hun var ni år gammel, nu er hun fjorten og en stjerne. Hun har udgivet en bog om hvordan man passer heste, hun blogger stadig om sit liv. Alt muligt, stort og småt, hun laver små film fra sin hverdag. Hendes varemærke er det almindelige. Det sande, nære, autentiske. Hendes forlag vil i princippet gerne have at hun filmer alt hun gør, hele tiden. Hun grinede genert, sagde at hun godt kunne forstå det. Jeg ville jo også gerne se alt Beyonce laver, sagde hun. Hun tøvede. Sagde, at det ville være mærkeligt, for når hun var hjemme og sammen med sine venner, så var hun jo bare. Jeg citerer efter hukommelsen, jeg citerer sådan som det gjorde indtryk på mig. Det gjorde indtryk på mig. En anden dag, et andet radioprogram. En musiker, der fortalte at for nogle år siden (to, fem, ti?) udgav man en plade med flere års mellemrum. I tiden indimellem skete der ikke så meget udover turneer. Nu kan en single udkomme, og efter to uger begynder der at blive spekuleret i hvornår der kommer nyt. Hvorfor kommer der ikke nyt? Nu har vi hørt det her nummer. nu må der komme et nyt, og et nyt. Der bliver spekuleret i hvorfor der ikke kommer nyt. Musikeren sukkede. Alt det musik, der hele tiden bliver lavet, og hvem lytter egentlig til det. Hvor længe lytter de til det.

Lige nu skriver jeg ikke særligt meget her. Ikke ofte, ikke regelmæssigt. Jeg tænker meget over det. Da jeg i sin tid oprettede bloggen (jeg er den typiske lastmover med den slags, mobiltelefoner, facebook, jeg grubler over konsekvenserne, kontaktbarheden, synligheden – forpligtelsen!) besluttede jeg én ting. Én regel: Aldrig føle mig forpligtet til at skrive her. Nej, forresten, der var to regler, eller reglen havde en følgeregel: Aldrig metablogge om tiden imellem indlæggene, de manglende indlæg, den dårlige samvittighed, undskyldningerne. Enten skriver jeg her, eller også ikke. Færdig.

Jeg tror dette er et metaindlæg, men på en omvendt måde. Jeg er begyndt at have skrupler over de indlæg jeg skriver, og det jeg skriver om. For hvorfor gør jeg det egentlig? Jeg er forfatter, jeg skriver bøger (og hvorfor egentlig det, nej, ikke ned ad den vej, ikke i dag!) og jeg vil gerne have at nogen læser mine bøger. Bloggen er sådan et godt redskab til at synliggøre mig, og dermed mine bøger. Jeg ved noget om mekanismerne, ved at nogle tidspunkter på dagen er bedre end andre, og at jo mere jeg skriver om MIG, min hverdag, det nære, autentiske, virkelige, jo flere læser med. Og måske læser de så også mine bøger. Og så er der den anden side af det, at mit liv lige nu faktisk er så aparte, og burde jeg ikke fortælle meget mere om det – DELE! Er jeg nærig? Blufærdig? Doven? Arrogant? Puh. Jeg er i tvivl…

Jeg tænker, jeg hækler, jeg lytter til radio, jeg læser bøger, jeg skriver bøger. (Om aftenen, om dagen: tænder op, henter vand, hugger brænde, fodrer dyrene, mig selv og drengen, vasker op, kører bil, tisser i sneen.) Gentagelse og variation. En anden dag skriver jeg dette indlæg på en anden måde. Men i dag vil jeg sige: Fordybelsen??? Hvad sker der med fordybelsen? Tiden til at tænke og tænke efter og tænke igen. Det tænker jeg over.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s