I dag *14

Jeg sidder i børnehaven, ‘dagis’. Jeg sidder i personalestuen, jeg venter, mens drengen er på legepladsen, vænner sig til at være her. Jjeg har siddet på gulvet og sunget sammen med dem først. De andre børn, personalet, en mor og en far til to andre, nye, børn. Herinde sidder jeg alene. Her er lyde. Uret, der tikker på væggen, køleskabet surrer. Uvante lyde. Jeg lever et andet liv nu.

“Du taler i negationer,” sagde hun til mig i går. Vi kender ikke hinanden så godt, men vi kender hinanden. Så enkelt er det. Og hun har ret.

Jeg er så bange for at lyde frelst, fanatisk. Den glorie, der blænder. Den sandhed, der larmer, så alle andres sandheder ikke kan komme til.

Men jeg er hippie. Jeg er overbevist. Jeg tror på det her.

Udenfor vinduet står to drenge. Tre-fire år, jævnaldrende med min dreng. Den ene har fået øje på en humlebi, der sidder i en solsikkeblomst. Han gyser og trækker sig baglæns, han rykker frem, tager fat i solsikkens stængel, ryster den. Humlebien flytter sig ikke. Han tilkalder den anden dreng, peger, og den anden gør det samme: Gyser, trækker sig baglæns, rykker frem, går til angreb. De trækker stænglen så langt ned at de kan prikke til humlebien. Forsigtigt, ængsteligt, men aggressivt. Den blanding, den findes. Den findes overalt.

Jeg bruger meget tid sammen med min dreng udenfor. Nu er det hvepsesæson, de sværmer overalt, især hvis vi spiser udenfor. Vi spiser udenfor, på trods af hvepsene. Jeg lærer ham at sidde stille, at gøre sig selv til en sten, imens hvepsen svirrer omkring ham. Jeg fortæller ham at den undersøger, at den leder efter mad. At den flyver videre, når den er færdig. At den intet gør, hvis han ikke forstyrrer den. Jeg fortæller ham, at hvepsen er vigtig. At den arbejder, at den flytter rundt på blomsterstøvet og at det er sådan, der kommer planter. Tomater, agurker, bær – alt det vi har i haven, som han har været med til at plante og nu er med til at plukke. Jeg sidder sammen med ham, holder om ham, viser ham at det er sandt, hvad jeg siger. Når vi sidder stille og lader den få den tid, den har brug for til at undersøge, se, at det vi har ikke er lige så interessant, som det, der vokser på blomsterne, så flyver den videre. Den er ikke farlig. Den er vigtig. For planterne, for os.

Vi var i Sunne, vi var på pizzeria, vi drak sodavand. Der var hvepse. Det var et problem. De ville have vores sodavand, den var mere interessant end det asfalt og plastik og pis og lort der var omkring os. Det er sandheden, det er det, jeg tror på. Byen er et problem. Byen gør hvepse til et problem.

Men vi sad stille. Vi lod hvepsen få sodavandsdåsen og drak selv fra glasset. Han er ikke bange. Han er nysgerrig. Han er alvorlig. Han venter.

Og jeg er hippie, det er sådan det er, og jeg vil ikke tale i negationer, vil ikke undskylde. Jeg har valgt en hverdag, som er meget anderledes end flertallets. Jeg har forståelse for at ikke alle vælger dette, at der kan være andre måder at leve på, som har gode ting at tilbyde både børn og voksne. Jeg ved, at der er fordele og ulemper ved alt, også ved mit liv lige nu, og ved det jeg tilbyder min dreng.

Men. Jeg tror på at det er vigtigt at lære børn om naturen. Forståelse, ydmyghed, respekt. Nysgerrighed. Tålmodighed. Og jeg tror at forudsætningen for at lære er tid. Tid i naturen, tid sammen med voksne, der ikke kun snakker, men gør.

Fremmedgørelsen findes. Frygten findes. Aggressionen findes. Og problemet er tiden. Den tid, der bliver brugt på alt muligt andet end børnene, der bliver brugt alle mulige andre steder end i naturen.

Han starter i børnehave. Tre dage om ugen skal han være her, i en institution. I den normale verden. Det er et kompromis. Jeg ved, hvad jeg tror på, men jeg er også åben for at jeg (indtil videre) er en del af en undtagelse. Langt ude i skoven er der hverken børn eller voksne nok til at jeg kan forsvare at holde ham helt væk fra det normale liv. Han skal vide hvordan et vandkloset virker, selv om jeg mener at det er en af de mest absurde konstruktioner. Han skal lege med de børn, der er bange for insekterne og har den trang til at uskadeliggøre dem, selv om jeg mener at de børn burde lære noget andet.

De er ikke mine børn. De er ikke i min sandhed. Og selv om han er min dreng, skal jeg ikke isolere ham, ikke holde ham væk fra det, jeg ikke tror på.

Jeg skal fortsætte med at forholde mig til det normale i verden på samme måde, som jeg lærer ham at forholde sig til alt det, der umiddelbart forskrækker ham, fordi det kribler og krabler og flyver ukontrollerbart omkring. Jeg skal fortsætte med at være nysgerrig, åben, undersøgende, tålmodig. Ydmyg. Respektfuld.

Udfordringen, min, alles, er denne: Jeg ved, hvad jeg selv mener er det rigtige, jeg tror på at der findes noget rigtigt. Men jeg ved også at noget helt andet er helt rigtigt for andre. Og at alt, uanset hvordan man vender og drejer det, har fordele og ulemper.

Hippiehappyhilsner og kærlighed til alle fra mig

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s