I dag *13

I dag kom regnen tilbage og jeg ved at det gjorde den også i Danmark og nu har vejret fulgtes ad, først regn, så sol, nu regn igen, og det er mærkeligt: Otte timer væk er vejret det samme, men nogle gange regner det heroppe hvor jeg bor, men fire kilometer nede af bakken, bjerget, hos mine naboer, regner det ikke.
   Det er sommer. Det er sommer og dyrene laver idyller. Kaninerne især, der er en han og en hun, det var meningen at de skulle parre sig og få unger, som jeg skulle spise, når de blev store nok. Men de parrer sig ikke. De har gået sammen, de er bedste venner i verden, de skiftes til at fjerne knot fra hinandens ører, det vil sige, for det meste er det hunkaninen, der fjerner knot fra hankaninens ører, det vil sige, det gjorde de, mens de gik sammen, for der var hul i bunden af buret og hankaninen løb ud. Nu er han frikanin. Han passer sig selv, holder til rundt om hunkaninens bur, hvor de indimellem står med hovederne mod hinanden, snuser, mimrer mod hinanden, eller de ligger på hver sin side af nettet og sover. Nogle gange går hankaninen ind i stalden om aftenen, når jeg lukker hønsene ind, så sover han også inde. Andre gange bliver han ude. Det fungerer fint, han trives, køkkenhaven er alligevel hegnet ind, så de fritgående høns – og rådyrene og elgene – ikke skal spise det, der vokser derinde.
  Nu mens det regner står hønsene på staldens dørtrin og venter på at regnen holder op igen.
  Bubsi, den store kat, har killinger, der bor på verandaen. Dagen lang, og sikkert også om natten, kommer hun løbende med halvdøde dyr i munden, som hun afleverer til dem, så de kan lære at jage selv. De øver sig, øver sig og øver sig, de er kun i ro når de ligger hos hende og drikker mælk eller når de ligger i en bunke og sover. Nogle gange ser jeg hankatten, som er far til killingerne, lunte hen over grunden, og kattemoren hilser på ham, udramatisk, de snuser lidt og så lunter han videre.
   Killingen fra sidste år er blevet ranglet. Bambus. Den smukke killing. Den, der overlevede, sikkert fordi den var så langhåret at ræven troede at den var større, end den egentlig var.
   Tre killinger blev spist af ræven i løbet af vinteren. Det har jeg ikke fortalt.
   Der er så meget død heroppe og jeg skulle måske skrive mere om det, og om det grimme.

Der var gæster heroppe. De havde set billeder af Bondsäter, og nu troede de, at der altid havde set sådan ud, og at alt heroppe var sådan, idyllisk. Jeg fortalte om sodspiralen i loftet, de orange vægge, huggeblokkene overalt inde i huset. Skraldet, der skulle køres væk: Gamle, klamme dåser, råddent mad med maddiker i, flasker, plastic, rustne søm og glasskår. Andre menneskers skrald. Man får ikke noget forærende heroppe, ingenting er nemt. Men det skriver jeg jo ikke, jeg viser smukke billeder af blomster og dyr.
   Jeg har ikke besluttet mig for om jeg vil skrive om livet heroppe eller ikke, eller jeg gør det bare ikke. Men det fik mig til at tænke.
   Alt det grimme, det er her også.
   Der kommer gæster, og de drømmer om at bo heroppe. De længes væk, de er desperate eller de fantaserer bare, men jeg tænker: Mine billeder, mine idyller, får de folk til at tro noget helt forkert om livet heroppe?
   En dag kom jeg hjem, jeg havde været ude at køre, stadig bruger jeg så uendelig meget tid i bilen, brænder benzin af som var det … jeg ved ikke, jeg kører, er nødt til det, selv om jeg hellere bare ville være her og dyrke grøntsager og være i komplet harmonisk balance med naturen, et med altet eller sådan noget, men sådan er virkeligheden ikke, jeg har fx lige været i Jysk to gange på en uge og fyldt haven med parasoller og solstole, og alt det plastic jeg i det hele taget har omkring mig, og jeg købte pizza med hjem, men det jeg ville fortælle:
   Jeg kom hjem, gik ind på verandaen og der hang en killing og dinglede i en snor. Snoren hang på et søm på væggen, og killingen må have hoppet op for at lege med den, og fået hovedet ind i en løkke. Det skete lige præcis da jeg trådte ind på verandaen. Var jeg kommet senere, kunne den have været kvalt.
   Og jeg har dræbt en høne. Muslingeskal. Den lille, buttede, hvide høne.
   Den havde været syg i flere måneder, det var noget med foden. Først troede jeg den havde trådt i noget, et rustent søm, måske, men der var intet at se. I en uges tid løftede jeg den ud af hønsehuset om morgenen og ind igen om aftenen. Så fik den det lidt bedre, humpede rundt. Så lagde den sig til at ruge. Jeg tænkte at den kunne ligge der og hvile foden, at det var godt.
   Den rugede på de andre to høns’ æg. De langbenede, strømlinede høns, en sort og en grå. Jeg tror ikke de ved, hvordan man ruger. Jeg tror de er sådan nogle fremavlede industrihøns, som har mistet det instinkt, men til gengæld lægger store æg, hver dag.
   De blev ved med at lægge æg samme sted som den lille haltehøne lå og rugede. Det var noget rod, jeg prøvede at få hende til at ruge et andet sted, men hun flyttede æggene tilbage, og jeg endte med at sætte et grønt tushmærke på de syv æg hun lå på, og derefter fjerne de nye hver dag.
   Hvis jeg ikke fik dem mens hun var oppe for at spise og drikke, pirkede jeg dem ud med en gren, mens hun hakkede arrigt efter den. Sådan gik der nogle og tyve dage. Der kom ingen kyllinger.
   En dag var et af æggene gået i stykker. Måske var den grå høne kommet til at træde på det, da hun skulle møve sig ind for at lægge dagens æg. De spiste ægget, huggede det grådigt i sig, det så uhyggeligt ud. Dagen efter spiste de endnu et æg, dagen efter to.
   Jeg blev i tvivl om de var begyndt at hakke hul på dem med vilje.
   Jeg blev bange for at det skulle udvikle sig til en dårlig vane, at min lille bitte hønseflok skulle æde alle sine æg, altid.
   Desuden kunne jeg se at de æg, der var i stykker ikke havde skyggen af en kylling i sig. Jeg smed de sidste æg langt ind i skoven, og så var rugningen slut.
   Muslingeskal rejste sig fra reden, og foden var værre. Meget værre. Hun kunne slet ikke støtte på den. Den var misfarvet og bøjede sig indad på en mærkelig måde. Hun havde det dårligt.
   Jeg besluttede at hun skulle aflives, men jeg udskød det.
   Jeg har været med til at slagte dyr heroppe.
   Det er meningen at jeg skal kunne slagte dyr, det er en del af livet heroppe.
   Hvis jeg vil spise dyr, vil jeg også kunne slagte dem. Det er et krav, jeg stiller til mig selv, et mål: Dyrke mine grøntsager selv, opdrætte og slagte mine køddyr selv. Jeg har allerede været med til at slagte kaniner en gang, og høns flere gange. Det havde jeg det fint med, og kødet smagte godt.
   Men det her var anderledes. Det var en syg høne, der skulle dø for at den ikke skulle lide mere. Jeg udskød det. Udskød det en dag mere. Udskød det tre dage. Indtil hønen en dag sad helt mærkeligt, nærmest kæntret op ad staldvæggen. Det var aften, de andre høns var gået i seng, hun var ikke gået med. Jeg gik ud for at se hvad der var galt, og hun havde fået noget snor filtret ind i begge ben. Den dårlige fod, nu kunne jeg tydeligt se det. Den var ved at rådne væk, snoren havde klemt en af kløerne af. Der var ikke mere at udskyde, det var nu, jeg skulle gøre det.

Havde jeg bare kunnet gøre det så smertefrit som muligt. Havde jeg bare været mere rutineret.
   Havde jeg bare taget hende til dyrlægen, før det blev så slemt.

Jeg smed den døde høne langt ind i skoven. Jeg gik med kroppen i den ene hånd, holdt i fødderne, i den anden hånd havde jeg hovedet. Det lille, hvide hønsehoved, det lå så let i min hånd, så så ensomt ud. Øjnene havde lukket sig, en kødfarvet hudfold lå ned over øjnene. Jeg har aldrig før set en høne med lukkede øjne, de er altid åbne, de kigger altid på mig, opmærksomt, holder øje. De er på udkig efter mad, forbinder mig kun med det: Mad. De ved ikke at jeg kan tage dem og hugge hovedet af dem, holde kroppen tæt ind mod huggeblokken indtil nerverne holder op med at spjætte, så blodet ikke sprøjter ud over det hele.

Jeg ved ikke om jeg kan gøre det igen.

Hunkaninen begyndte at lave rede to dage efter at hankaninen slap ud af buret. Der er gået fire dage og der er ikke kommet kaninunger. Jeg tager mig selv i at håbe at hun kun er skindrægtig. Det har jeg læst om. Jeg læser om det hele. Ved ikke noget om noget, prøver mig bare frem. Men jeg er i tvivl om jeg vil have slagtekaniner. Se kaninungerne løbe omkring og lege og spise og vokse. Slå dem ihjel, spise dem.
   Jeg holder øje og tænker, at hvis jeg ikke kan slå et dyr ihjel, må jeg blive vegetar.
   Jeg ved godt at det ikke er alle, der stiller det krav til sig selv, men hvordan gør man egentlig. Hvordan spiser man kød, hvis man ikke er i stand til at forholde sig til at dyret dør?

Reklamer

3 thoughts on “I dag *13

  1. Man kunne vel godt, uden at gå (for meget) på kompromis med sine overbevisninger, argumentere for at hvis du har plads og overskud til at give dyrene et godt liv og dine naboer har overskud til at give dem en god død, så er der stadig balance og fornuft i tingene.

    Jeg vil jo gerne kunne det hele selv og leve op til mine egne idealer i forhold til både det ene og det andet undervejs, men på flere områder er en del af dét ('ville-kunne-alting-selv-tingen'), at jeg ikke har en 'flok' at være i, hvor man kan deles om (at gøre) tingene på en meningsfuld måde – i en flok giver det netop mening at kunne mere tilsammen end den enkelte hver for sig; fx. deles om liv og død ift. dyrehold.

    Blot et lille indspark her fra østfyn – hav det godt deroppe!
    KH, Lasse

    Like

  2. Hej Lasse, du har jo været heroppe, og ved nemlig det: At slagtedag betyder at naboen slår ihjel og har det ok med det, mens jeg renser kadaveret for fjer/pels og indvolde, og har det fint med det. Måske er det en proces: Nu, hvor det hele er nyt for mig, synes jeg det er spændende – og alt rigeligt – at lære at rense dyret, så det bliver spiseklart. Måske bliver jeg om et-to år træt af det, og er samtidig blevet klar til at forholde mig til selve slagtningen. Måske er der i mellemtiden kommet nye til, som er interesserede i at lære at flå og rense, men som endnu ikke er helt klar til at slå ihjel. Måske er der slet ikke noget problem… Måske er det nye for mig at tænke på mig selv som en del af en flok. Du bor alene og er nødt til at gøre det hele selv. På mange måder tror jeg stadig jeg tænker mig selv som eneboer, og jeg er slet ikke afklaret med hele ideen om en flok. Det taler vi meget om for tiden. Jeg er skeptisk overfor ideen om flokken, som et sted hvor man kan slippe for at forholde sig til noget, slippe for at udføre visse opgaver. Jeg tror det er sundt at være tvunget til at gøre alting, hele tiden – aldrig få muligheden for at glemme hvad det vil sige at hente vand, hugge brænde, tænde op, lave mad, tjekke olien på bilen, luge haven, fodre dyrene, reparere huset. Jeg tror på arbejdsdeling, men ikke arbejdsFORdeling. Så ja og nej. Måske er der ikke et problem, måske er det kun et spørgsmål om tid. Men hvis det skal forstås sådan at jeg i princippet ALDRIG behøvede stille det krav til mig selv: Hvis jeg vil spise kød, skal jeg kunne slå ihjel. Så er jeg ikke enig. Giver det mening? (Og selvfølgelig er der det forbehold, at det ikke er alle opgaver, som alle er i stand til at udføre, der kan være fysiske begrænsninger etc – så det er ikke helt så firkantet ment.) kh Maja

    Like

  3. Det giver fin mening, og jeg tror jeg er helt enig – lige nu virker det bare til at du netop er i en proces, og at det måske er for tidligt at stille valget så skarpt op, måske er det også næsten 'for nemt' (forstå mig ret) på nuværende tidspunkt at sige “aldrig igen” og stoppe med at holde dyr og spise kød (samtidig ville dét jo også være vildt ærgerligt, da dyrene jo er gode til/for alt muligt andet – gødning og græsklipning og hyggespredning osv).
    Men der er mange ting i så simpelt et spørgsmål; “kan jeg slå ihjel?” – og egentlig er det jo nu et nyt spørgsmål; “kan jeg gøre det igen?”, for du har jo faktisk slået den syge høne ihjel. Du kunne godt.
    Men er det så nok at kunne slå én slags dyr ihjel – jeg har fx. svært ved at se mig selv slå en ko ihjel, eller rettere; jeg kan godt se for mig at gøre det, fysisk, men ved samtidig at jeg ville have det svært i flere uger op til (efterhånden er jeg nede på kun at være påvirket ved hønseslagtning i dagen op til). Men det var vist et sidespor.

    Ang. 'flokken' er jeg helt enig i at det ikke må blive en undskyldning til at forholde sig til færre ting – det skulle vel gerne give mulighed for at kunne forholde sig til mere. Altså gøre éns verden større. Men jeg også så eneboer-agtig (og har altid været det) at jeg er langt fra afklaret desangående. Jeg synes jo bare at I pt. er en fin lille flok, som det giver god mening at udnytte (i ordets bedste betydning), og forhåbentlig vokser den ikke hurtigere end I kan nå at forholde jer til det (hele) undervejs.

    All-in-all; jeg tror på dig, Maja, du kan godt. Kh Lasse

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s