I dag *11

I dag har jeg kørt igennem skoven, en time den ene vej, en time den anden vej. Den samme vej, som jeg kørte i januar, da sneen endelig var faldet for alvor. For at blive liggende. Tung, glat tøsne. Foran mig kørte naboen i sin firhjulstrækker, det var trygt. Övningskörsel. Vi skulle hente et nyt brændekomfur hos Bondsäters ejere. Da jeg kom hjem var jeg udmattet. Efter det fulgte to måneders konstant övningskörsel med hjertet oppe i halsen, nerverne udenpå tøjet. Søvnløse nætter.
   Så forsvandt sneen igen. De sidste to uger har der været solskin og tørt. Varmt. Vi sidder ude og spiser. Der er lyst til klokken otte om aftenen.
   Skiftet kom så brat. Et helt andet liv, ude hele tiden, huden er tynd, rødmer, vi bliver brune. Jeg forstår hvorfor folk bliver vejrbidte, det er sådan et liv.

Vinteren kom sent i år og sluttede tidligt. En mild vinter. Men den har været hård. Hårdere end jeg vidste, før den sluttede. Som om jeg har gået rundt med tilbageholdt åndedræt, og nu, hvor jeg trækker vejret rigtigt igen, kan mærke hvor træt jeg er. Grundtræt.

I dag har jeg kørt gennem skoven. Vejen var tør, jeg kørte i femte gear næsten hele vejen, kun enkelte steder er der stadig mudret. Bilen skrider ud, nogle gange glider vi næsten sidelæns, men jeg behøver ikke sætte farten ned, jeg retter varsomt op, ved præcis hvor jeg har bilen. Jeg havde gæster, de kørte med. Af og til gispede de og klamrede sig til håndtaget i loftet. Forundret spurgte jeg, om jeg kørte for vildt. Ordene blev vejet, overvejet. Beslutsomt, var svaret: Du kører beslutsomt.

Ændringen. Hvornår jeg holdt op med at være bange. Hvornår jeg begyndte at køre sådan.
   Kør som en rallybil, siger drengen fra bagsædet, og så gør jeg det. Vi griner.
   Jeg kan ikke huske hvornår det ændrede sig. Hvornår det at køre holdt op med at fylde noget. Hvornår bilen på den måde blev en forlængelse af mig. Min krop. Min vilje.

Jeg har været så bange.

I dag kørte vi gennem skoven. Den samme vej, som da sneen var faldet. Dengang var det bare starten. Det vidste jeg heldigvis ikke. Hver gang jeg vænnede mig til en type sne, kom den næste. Hele tiden værre at køre i. Vådere, tungere, dybere. Det har været en mild vinter. Rallyet plejer at køre på is, i år kørte de i mudder. De efterlod sig dybe hjulspor. Mere sne, tø, regn, mudder, frost, sne, tø, mudder. Mudder under tøsne.
   Til sidst kun mudder.
   Det er det værste, siger de heroppe. Det glatteste.
   Det de virkelig frygter.
   Jeg kunne ikke mærke noget. Ingenting. Jeg gled afsted på vejen, bilen dansede, sejlede, hoppede. Jeg fulgte med, følte først ingenting, så alligevel noget. Kontrol. Jeg har kontrol over bilen.

Jeg er stadig principielt i mod biler. Jeg kører stadig så lidt jeg overhovedet kan. Jeg ville stadig ønske at jeg kunne bo her uden at have en bil. Men. Jeg har kontrol over bilen. Jeg er ikke bange.

Nu hvor vejen er bedre, kan jeg endda køre vejforbedrende. Jeg kører på kanten af hjulsporene, presser dem ned. For hver gang jeg kører en strækning, er den blevet bedre at køre på.

I dag kørte vi gennem skoven efter mad til de kaniner, vi allerede har fået, og de høns vi snart skal have.
   Der er andre ændringer, også de er kommet umærkeligt.
   Jeg løfter en sæk på 25 kilo uden besvær. I går stablede jeg brænde. 6 kubikmeter har jeg fået og stablet. Halvanden dag tog det. Jeg har ikke ondt nogle steder, det var ikke hårdt.
   Vinteren har været hård, jeg har holdt vejret.
   Men samtidig har jeg hentet vand i brønden og hugget brænde, båret det ind i huset. En trillebørfuld brænde, mindst to spande vand. Hver dag. Hugget, hentet, båret. Vi har gået lange ture i skoven, vi har stået på ski. Jeg har lavet mad og vasket op, jeg har båret alle tæpper i huset ud, banket dem med en tæppebanker, fejet gulvet, vasket gulvet, lavet mad, vasket op. Hugget, hentet, båret.
   Jeg er blevet stærk.
   Jeg er stolt.
   Jeg klarede det, klarede vinteren heroppe i huset på bjerget.
   Alene, selv. Jeg gjorde det.

Og jeg er stolt af min dreng. Da vi kom herop i efteråret gik han i stå, hvis græsset bøjede sig ind foran ham. Jeg er i bur, sagde han og kunne ikke komme videre. I går stod jeg og kiggede på ham, mens han balancerede på en træstamme. Frem og tilbage, hen over en gren, som lå indover stammen, hen til enden, vende om, tilbage igen, armene ud til siden, balancearme. Så faldt han, så kravlede han op igen. Så koncentreret, anede ikke at jeg stod der og kiggede, var ligeglad. For nu er det det, han øver sig i. I morgen er det noget andet. Hele tiden i gang, hele tiden finder han noget nyt at klatre op på, henover, under.

Jeg ved ikke om vinteren på samme måde har været hård for ham. Men jeg ved, at han trives ude. Han har sin ven, naboens dreng, han har sine steder. Han har sin kat. Den store kat, den han har givet navn. Den var sky da vi fik den, men den har kastet sin kærlighed på ham. Hele tiden følger den i hælene på ham, smyger sig om hans ben, kigger hengivent på ham. Han griner.
   Det bedste er når han griner. Når vi griner. Og det gør vi mere nu.
   Jeg griner mere nu hvor solen skinner og det er forår.
   Alt er anderledes. Alt virker nemmere.

Mens vi kørte gennem skoven kiggede vi på de enorme klippesten, på floderne langs vejen. Vi så to fugle. Sorte og hvide, måske var det gæs, måske var det svaner. Vi snakkede om den fuglebog, jeg ønsker mig i fødselsdagsgave. Så kan vi se på billederne og finde ud af hvad fuglene hedder, sagde jeg. Jeg tror de hedder Titti-Nitti-svaner, sagde han. Og måske er det bedre på den måde, uden bogen, tænker jeg nu.

Reklamer

2 thoughts on “I dag *11

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s