Engang *85

P { margin-bottom: 0.21cm; }Engang, da jeg stak hovedet ud af køkkenvinduet for at se hvordan det stod til med det sovende barn i regnen, luskede en due omkring klapvognen. Da den så at jeg havde opdaget den, gik den hurtigt væk. Jeg ved ikke hvad, men den var ude på noget. Nogle meter fra klapvognen standsede den med ryggen til, men med hovedet på skrå, så den kunne se mig. Jeg blev stående. Langsomt begyndte den at gå igen, i retning af kældertrappen, stadig med hovedet vendt, så den kunne se mig. Uendelig langsomt hoppede den hele vejen ned ad kældertrappen, et trin ad gangen. Så hoppede den op igen, på samme langsomme, slentrende måde; et trin ad gangen. Helt oppe kiggede den direkte på mig, jeg besvarede dens blik uden at blinke. Den opgav. Jeg sværger: Først trak den på skuldrene, sine små, smalle dueskuldre, og så lettede den. Jeg fulgte den med øjnene indtil jeg var sikker på at den virkelig fløj helt ud af gården, først da gik jeg væk fra vinduet.
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s