I dag *5

I dag er det damernes dag. Min dag med damerne. Det startede i toget, hvor de ikke kunne få plads til deres kufferter, og jeg tilbød at løfte dem op på hattehylden.
– Ih nej, de er så tunge, sagde de, men det var de faktisk ikke, eller lidt, jo, men jeg fik dem op.
Og der blev sådan et postyr omkring det.

For at sige det rent ud: Aldrig er jeg blevet så hyldet.

En kvinde, som intet andet havde med sagen at gøre, end at hun skulle afgive sin plads til den ene dame, gik helt tæt på mig, hun var en del lavere end mig og måtte lægge hovedet tilbage for at se mig i øjnene.
– Hvor er du stærk, sagde hun, så gentog hun det:
– Hvor er du bare stærk.
– Årh, så tunge var de slet ikke, sagde jeg, og satte mig ned igen.
De to damer skulle sidde på den anden side af gangen, de nikkede og smilede i et væk, og jeg lovede at jeg også nok skulle hjælpe dem med at få kufferterne ned, når de skulle af igen. Så sagde de det også:
– Hvor ER du stærk.
Så kom togstewardessen hen til min plads. Hun bøjede sig ned, så hendes ansigt var tæt på mit, hun lagde den ene hånd på min skulder, i den anden havde hun en sammenfoldet serviet, som hun lagde ned på bordet foran mig, den åbnede sig lidt og afslørede … en lille, sommerfugleformet chokolade.
– Hvor er det sødt af dig at du hjalp de gamle damer, sagde hun.
– Hvor er det bare dejligt at se nogen være så hjælpsom.

Så det er mig: En af hverdagens helte. Hej, hej, nej det er ingenting, jeg ER bare SÅ STÆRK.

Men min dag med damerne stoppede sletsletikke der. Vi skulle også med samme bus, viste det sig, og der var et nedfaldet godstog på Storebæltsbroen (DET SAGDE DE, virkelig) så vi blev lidt forsinkede, og måske kunne vi ikke nå bussen! Men jeg var den, der løb i forvejen og sagde til buschaufføren, at han skulle vente på de to damer.
Jeg løb og løb.
Men det faldt lidt til jorden, fordi vi var så mange, der løb fra toget til bussen. Han var ikke engang i nærheden af at køre, da damerne kom frem.
Den ene dame lagde sin ene hånd, trøstende, ja, på min arm og sagde, at hun godt havde set, at jeg havde sagt noget til buschaufføren. Og jeg måtte godt hjælpe hende med at klemme kufferten ind på sædet.
Vi skulle også med samme færge, havde vi fundet ud af, så vi småsnakkede lidt om det også. Sniksnak. Og dér – i skiftet fra bus til færge – var det mig, der var ved at komme galt af sted: Jeg gik til det forkerte færgeleje, men blev vinket tilbage af damerne. Store armbevægelser, og så holdt jeg mig til dem derefter. Det betød også at jeg fik vist den særlige, ikke helt autoriserede, vej gennem bildækket til elevatoren.
– Trappen er så stejl, det siger de ikke noget til, sagde damerne.
– Er det okay vi går den her vej? sagde de, mens de ræsede forbi manden, og mig med. Han sagde da heller ikke som sådan noget, han forsøgte mere at undgå at se os, tror jeg.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s