I dag *4

Jeg stoppede op ved den døde svane, jeg indprentede mig alle detaljer. At se en svane tæt på var ikke anderledes end jeg havde forventet. Det reptilagtige ved svømmeføddernes hornede hud, ved de lange kløer, ved næbbet med de bittesmå tænder hele vejen rundt. De stirrende, sorte perleøjne. Der var ingen sår, ingen synlige tegn på dødsårsagen. Det var en ung svane, fjerene havde stadig rester af gråbrunt rundt omkring. Selv så tæt på var det umuligt at se fjerene enkeltvis, det kunne ligeså godt være pels, eller noget andet. Vævet tekstil, kunststof. Svaner er så kompakte, så kødfyldte.
   Den lå på ryggen med benene strakt helt ud og halsen bøjet i en vinkel, som jeg ikke tror, ville være mulig for en levende svane. Men jeg er ikke sikker, svaner gør ting, der virker unaturlige. Forskellen var, at en levende svane aldrig kunne se så ydmyget ud. 
   Jeg gik rundt om svanen mens jeg ventede på at der skulle dukke noget op, ikke hos svanen, men hos mig. En reaktion. Tanker. Noget stort, dybt, vigtigt. Bare et eller andet. Jeg tænkte på, om forbipasserende ville tænke, at jeg stod midt i en vigtigt oplevelse.
   Der lå en besked under svanens næb. En serviet, med en stor, udflydende tusch-skrift på. Da jeg var færdig med at studere svanen, forsøgte jeg at læse den, men vinden foldede den sammen om sig selv. Jeg bukkede mig lidt, bøjede hovedet til siden, stadig kunne jeg ikke se, hvad der stod.
   Jeg overvejede at sætte mig på hug og folde servietten ud, men det gik op for mig, at jeg ikke turde. Det gik op for mig, at jeg stadig stod et stykke fra svanen, at jeg var gået hele vejen rundt om den i sikker afstand. Det gik op for mig, at jeg slet ikke var sikker på at svanen var død.
   Jeg forsøgte at tvinge mig selv til at gå tættere på svanen, jeg overvejede endda at røre ved den. Det var ikke angst for bakterier, der afholdt mig. Det var helt enkelt fordi jeg ikke kunne overbevise mig selv om at den var død. Jeg syntes endda jeg kunne se dens brystkasse bevæge sig op og ned.
   Jeg har tænkt på svanen lige siden. Jeg har tænkt på hvad jeg kan bruge den til, hvordan jeg kan skrive om den på den rigtige måde. Dét er problemet. Meningen med døden. Det er ligesom at sige teske rigtig mange gange efter hinanden, indtil man slet ikke er sikker på at det overhovedet er et ord.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s