I dag *1

I dag hørte jeg nogle ældre kvinder tale sammen i saunaen, og allerede mens jeg lyttede, blev jeg så ked af, at jeg ikke længere kan overhøre en samtale og bagefter nedskrive den så godt som ordret. Det kunne jeg engang, jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan længere. Det var en god samtale. Først om en frisørtid, der bogstavelig talt gik op i røg. Eller, der havde været ildebrand og nu skulle hun vente en måned. Hun var ikke så ked af det på sine egne vegne, men der var jo andre kunder, der ikke så godt kunne vente. ‘Ja, de skal nok regne med at der er mange, der ryger i svinget,’ sagde en anden kvinde. Det forstod den første kvinde ikke helt, så det blev uddybet, og det blev til en længere snak om hvordan folk måske prøvede en anden frisør i mellemtiden, og måske fandt ud af at de var bedre, eller billigere. Den første kvinde havde også prøvet en anden frisør engang fordi den var billigere, men hun var slet ikke tilfreds med klipningen, så det skulle hun ikke prøve igen.

Hun fortalte mere om frisørsalonen, ikke fordi hun blev spurgt eller fordi nogen svarede, hun sad ligesom bare og talte ud i luften. En ret detaljeret beskrivelse: Et byhus i tre etager, og på en af etagerne kunne man blive ‘sprøjtemalet’. ‘Ja, haha, det kalder jeg det,’ sagde hun, ‘altså det er sådan noget hvor man kan få farve på kroppen, sprøjtet på, ikke.’ Selv havde hun nu kun været hos frisøren i stueetagen.

Der var en længere pause, så sagde en af de andre kvinder, at det egentlig er mærkeligt at folk har råd til ‘alt det der’ nu hvor der er krise ‘og alting’. Det var de enige om, alle fire kvinder. En sagde, at det var som om nogen var ramt af krisen, og så var der nogen der slet ikke var. Hun formulerede det så godt, det ville jeg ønske, jeg kunne gengive mere præcist. Pointen var, at krisen nærmest ikke eksisterede for en masse mennesker, mens den var en blodig realitet for en masse andre. Så var der noget sniksnak om at have penge på kistebunden, været foret og polstret etc. En af kvinderne sagde, at det godt kunne være at nogen gik og bildte sig ind at de ikke kunne fyres, men sådan som det var nu, så var det en farlig illusion. ‘Man kan næsten ikke tillade sig ikke at forberede sig på en fyring,’ sagde hun. Den første kvinde fortalte, at første gang hun ‘gik ledig’, havde hun lige købt en ejerlejlighed, og det fik hende til at skynde sig at betale lånet ud så hurtigt hun kunne, så hun ikke risikerede at miste sit hjem, hvis hun kom til at ‘gå ledig’ igen. Og det var godt, for det gjorde hun faktisk i flere omgange.

Så gik to af kvinderne ud af saunaen, den ene sagde, og det er jeg altså helt sikker på hun gjorde: ‘Skudiha, nu skal jeg ud, jeg har det helt dårligt.’

Der var to kvinder tilbage. Den første var tavs. Den anden spurgte på sådan en fin, forsigtig måde om hun havde gået ledig på grund af sygdom eller fordi der bare ikke var noget arbejde. Den første kvinde tøvede før hun svarede, men sagde så at der bare ikke var noget. Og tilføjede at hun nok også havde været lidt for åbenmundet, og at det også havde kostet hende. De snakkede videre og ad lidt omveje viste det sig pludselig at de begge var tidligere laboranter. Den ene var hospitalslaborant og den anden var både industrilaborant og hospitalslaborant. De snakkede længe om uddannelsen; at det var problematisk at man skulle vælge speciale så tidligt, men det var heldigvis ændret nu, og at der meget tidligt havde været mangel på elevpladser.

’31. i 12. ’79 var jeg færdiguddannet, nej ’77’, sagde den anden kvinde. Det var der ikke nogen speciel anledning til, det virkede bare som om hun gerne ville fortælle det. Den første kvinde blev ved med at gentage, at hun jo nok havde været lidt for åbenmundet, og havde fået ry for at være besværlig. Den anden kvinde sagde, at nogen gange holdt man jo sin kæft bare for at beholde sit arbejde, især i krisetider. ‘Det er jo nok der, jeg har været for åbenmundet,’ sagde den første.

Hvis jeg havde kunnet huske det bedre, kunne jeg så have gengivet den særlige, tøvende måde begge de to sidste kvinder talte på? Det var som om de ledte efter ordene, og nogle gange var ordene væk. Først troede jeg at en af dem måske havde fejlet et eller andet, der gjorde at ordene ikke kom så let til hende længere. Men de gjorde præcis det samme, begge to. Og de var i øvrigt meget velformulerede.

Advertisements

2 thoughts on “I dag *1

  1. Ville ønske, at din blog havde en like-knap! Fordi jeg har ikke rigtig noget konkret at sige, andet end at jeg virkelig værdsætter og nyder din måde at se og beskrive små dagligdags situationer på. Tak fordi du deler.
    Og øv med at du har fået sværere ved at huske samtaler ordret. Jeg kender det faktisk lidt fra mig selv. Jeg har derfor indført en lille notesbog som fast ingrediens i min taske. Det er meget nemmere en at skrive ting ned med eyelineren på bagsiden af en gammel bon.

    Like

  2. Kære Knirke, mange tak! Jeg forstår hvad du mener, men til gengæld tror jeg at en enkelt kommentar giver mig mere end 10 likes, eller 100, eller… Altså, det at du faktisk sætter dig ned og skriver nogle ord om det, det er jo fantastisk dejligt! Jeg prøvede forresten også på et tidspunkt det med en notesbog, men så syntes jeg pludselig at jeg aflyttede folk på en meget upassende måde. Så længe jeg bare sidder og lytter, og først skriver ned når jeg er hjemme og de er langt væk, har jeg åbenbart ingen etiske problemer 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s