*43

Engang var jeg på Glyptoteket en mandag formiddag. Ugen før havde jeg købt årskort og var blevet instrueret i at køre det igennem maskinen, der stod ved indgangen. Døren var åben, og folk gik ud og ind. Først lagde jeg min jakke og taske i garderoben i kælderen. Så ville jeg have en kop kaffe – jeg var lidt træt – men caféen var lukket.
     “Det er den altid om mandagen,” sagde manden, der gik og skiftede duge på bordene. Jeg syntes, han så lidt mærkeligt på mig.
     Så ville jeg se den franske samling, og gik hele vejen op ad trapperne, men på alle etagerne var døren til udstillingslokalerne låste. Det var lidt mærkeligt, syntes jeg.
     Så gik jeg ned i kælderen for at se samlingen af antik kunst fra området omkring Middelhavet. Jeg var den eneste dernede. Det syntes jeg var rart. Jeg tog mig god tid; satte mig flere gange ned på bænken i de små lokaler og kiggede på tingene og tænkte og kiggede.
     Så kom jeg ind i et nyt rum, hvor en af udstillingsmontrerne var åben og en kvinde stod med et rullebord og en masse genstande ude. Hun så mærkeligt på mig.
     “Hvis gæst er du?” spurgte hun.
     “Øhm, gæst?” spurgte jeg. Hun gentog spørgsmålet og jeg svarede, at jeg bare var museets gæst. 
     Det syntes hun var virkelig mærkeligt.

Så var det at det viste sig, at museet var lukket, som det jo faktisk er hver eneste mandag. Som de fleste andre museer. Og da hun sagde det, viste jeg det jo godt.
     Jeg undskyldte og ville gå, men kvinden skulle høre alt om hvordan jeg var kommet ind, og hun skulle ringe og skælde vagterne ved indgangen ud, og det var en større sag, for det skulle virkelig ikke kunne ske, og hun fik mig til at forklare hele min rute gennem museet to og tre gange, og hun snakkede i telefon med flere forskellige, og fortalte dem, at jeg kunne have stjålet det hele, eller ødelagt noget, og hun lagde indimellem hånden for røret og sagde, at det ikke var mig, hun var sur på.
     Endelig lagde hun på. Jeg skulle vente indtil en vagt kom og hentede mig, og fulgte mig ud. Hun vendte ryggen til mig og fortsatte sit arbejde. Jeg stod helt stille og kiggede ind i en montre, indtil jeg blev hentet. Vagten ville også høre hele historien om hvordan jeg var kommet ind og hvor jeg havde været henne. Så fortalte jeg det hele en gang til.

Reklamer

2 thoughts on “*43

  1. Måske du skal have en like-knap. Jeg elsker dine fine små historier. Men jeg vil hellere være stille, når jeg har læst dem end at sige alt muligt. Jeg elsker ikke facebook eller noget.
    Men: Kan godt lide. Især den her historie.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s