Roselil og hans far eller Baby

I anledning af Preben Major Sørensens 75 års fødselsdag lørdag d. 14. april, Teksten ‘Roselil og hans far eller Baby’ fra Nattergalens henrettelse, Forlaget Anblik 2009 

Han viste ham det lille runde barnehoved. Han rakte ham det lille runde barnehoved med de rosenrøde kinder og de havblå øjne. Han stillede stokken fra sig, dér på stien, op ad et træ, og tog det lille barnehoved mellem sine hænder. Det græd, men så smilede det; det smilede så hjerteskærende taknemmeligt til ham med sin tandløse spædbarnsmund. Han ville sige noget til manden der havde givet ham barnehovedet, men manden var forsvundet, så nu stod han dér på stien med hovedet mellem hænderne. Det var helt rundt, som en billardkugle, der var end ikke ansats til eller spor af hals. Han havde fået at vide at det tilhørte en familie nede på stranden, en sandsynligvis badende familie, som måske havde tabt det lille barnehoved i vandkanten, eller det var trillet fra dem i sandet, mellem badekåber og håndklæder, solcreme og parasoller, der ventede på at blive slået ud – for at beskytte hovedet, for at beskytte hovedet … Han begav sig, glemmende spadserestokken han havde stillet fra sig op ad en træstamme, ned på stranden. Her var de sidste badegæster ved at pakke deres ejendele sammen, bylte håndklæder, badekåber, – bolde, -dyr osv. sammen og proppe det hele i plasticposer og net.
   Han stod dér i vandkanten med det nu højt grædende, næsten råbende (dog artikulationen af meningsgivende ord var det forment), glatte, bløde, røde, kuglerunde, let fedtede – lig en rosenknop, ja lig en rosenknop, fingrene glider på – barnehoved mellem sine hænder og havde den største lyst til at kaste det fra sig. Men ingen bekymret fader, moder, søster eller broder kom løbende og råbte: “Det var vel nok godt du fandt ham, det var vel nok godt!” (At det var hovedet af en han, kunne intet fornuftigt menneske være i tvivl om). Ved tanken om dette udbrud sprang begrebet findeløn ud som en vældig grøn vækst i hans hjerne. Han havde i årevis vidst at en hjernesvulst lurede et sted i baghovedet. Og nu gav den sig til at vokse, og han som aldrig havde lidt af hovedpine før, fik pludselig forfærdelig ondt i hovedet. Nu gav denne svulst sig til at vokse, til glubsk at fortære hans hjernemasse. Ærgerlig smed han barnehovedet fra sig i sandet (det skreg, noget så læsterligt, det skreg!) og han tog sig til hovedet. Han mærkede tydeligt, han mærkede tydeligt … Der var en ordentlig bule, dér et sted omme i baghovedet, og bulen voksede, og han hørte det knase da svulsten sprængte kraniet og brød sig vej ud til lyset og luften. Solen skinnede, aftensolen. Foran ham lå havet spejlblankt og blåt. Der var ingen på stranden, bortset fra ham. Og så barnehovedet, dette barnehoved der lå i sandet og skreg. Det skreg, endnu mens solen sank i havet, rød som en rosenknop der brister.
   Om dette barnerosenkålshoved – eller hvad det nu var – er der videre at berette, at det kaldtes Gabriella, selvom det tilsyneladende var hovedet fra en dreng. Lugtesansen har vi ladet lidt ude af betragtning. Det lille feberagtigt blussende barnehoved duftede som en dejlig rosengård; une fragrance merveilleuse se réprendrait sur la plage ou se trouvait la tête de bébé pressé sur la poitrine presque feminine (eller måske: pressé contre son sein presque feminin)m og blomkål, rosenknop, blodappelsin, billardkugle, sol og måne, badebold og måbende ansigter – det hele – forsvandt da solen gik ned, på få sekunder i det store blå nu efterhånden aftenviolette hav. Sikke et sceneri for et kropsløst barnehoved.
   Han trak op i buksebenet, der var blevet vådt og plettet af sort sand, og pludselig tog begivenhederne fart. En dønning slog tungt mod hans fødder og ben og bar, da den trak sig tilbage, det lille barnehoved med sig. Han faldt, han gled, og med et “sluurrk” sank Den store Havmoder sit senest tilkomne bytte. Kviksandet svuppede om dette dumme legeme, og kort efter var der kun en lille ligegyldig hvirvel på den ellers ganske blanke havoverflade, et lille hul i vandkanten efter den heftige mundfuld, den hurtige slugsel. Barnehovedet derimod, som han i rædsel havde tabt, svømmede – langt ude på detmørknende hav – ovenpå som en anden gummibold. Men skrigende, skrigende, skrigende.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s