Trompe l’æil (uddrag)

I anledning af Preben Major Sørensens 75 års fødselsdag lørdag d. 14. april, uddrag fra starten af teksten ‘Trompe l’æil’ fra De dødes vej, Forlaget Anblik 2007

I denne evige blæst – som jeg tror var af den karmiske vind – besøgte jeg det afsnit af Helvede hvor diabetikerne opholder sig, såvel type 1 som type 2, for i Helvede skelner man ikke småligt mellem nedarvet og selvforskyldt; dér slås alle fedthase over een kam. Her blæste det ikke. Her herskede vindstille. Jeg gik i aftenen på en gade der til forveksling lignede gaden N. i bydelen Y. i byen X. Det var som sagt her at diabetikerne blandt de fordømte opholdt sig – og ikke bare for en kort bemærkning, ikke bare for om lidt at blive fragtet videre, til et stort hospital eller til et kursted for diabetikere. Det kunne de tænke sig, disse forædte kraftidioter, disse glinsende fedtvomme og fedtkinder, de rosenrøde sygt blomstrende. Nej dette sted var det blivende sted og denne stad den blivende stad for disse flæskehoveder, og deres Helvedespine var at fortsætte æderiet, til de sprak eller vomiterede, til det stod ud af dem til alle sider og blindhed og lammelser traf dem, til apopleksiens lynild ramte dem. Men de dejsede kun omkuld for lige så hurtigt at rejse sig op og fortsætte æderiet.
   Jeg bevægede mig ned ad denne forfærdelige gade. Det var lummert, og der faldt en let regn. På hvert gadehjørne stod en pølsebod. Petroleumslamper, der hang ned fra taget, oplyste sceneriet. Ved hver pølsebod udspilledes tumultagtige scener. Folk åd sig fra vid og sans, og nogle gik i koma kun et par meter fra boden. Deres særlige kval bestod i aldrig at nå frem, så at sige. Pølsemændene, som selvfølgelig selv var diabetikere, havde den fordel frem for de andre, at betjeningen af kunderne begrænsede deres mulighed for selvødelæggelse. Deres dom må have været mild sammenlignet med f.eks. den der var blevet hængt over ham der ustandseligt blev ramt af apopleksiens lyn eller gik i koma få meter fra en pølsebod.
   Men som jeg nu kommer gående i denne mørke, elendigt oplyste gade (lyset fra pølsebodernes petroleumslamper var alt det lys der var; bygningerne på begge sider af gaden var mørkelagte og sås kun som store truende skygger) gik det op for mig at jeg var død, og jeg nåede efterhånden – ud fra en iagttagelse af sceneriet omkring mi – frem til den konklusion, at jeg var død af sukkersyge eller rettere af en af sukkersygens mange følgesygdomme, som jeg nu havde så rig lejlighed til at studere i detaljer. Det vrimlede om mig med spejlbilleder, for døden bryder sig fejl om individualitet, og skulle der være en smule personanseelse i Himlen, er der i hvert fald ingen i Helvede. Jeg forstod også at grunden til at jeg var endt i Helvede og ikke som forventet i Himlen, var at jeg, som det hedder, når man er indlagt med en prop eller er blevet ramt af blindhed, ikke havde passet på mig selv. Det skal i hvert fald ikke hedde sig, at der er omgivelserne der har vist forsømmelighed i omgangen med ens person, man er selv ude om det; skønt vel enhver er bekendt med det faktum, at stress kan være en medvirkende årsag til aldersdiabetes, den form for diabetes jeg led – og på en vis måde stadig lider – af, altså at det ikke er ganske ligegyldigt hvad ens omgivelser bebyrder én med! Men det er sandt at jeg i flere årtier inden min død levede uhyre usundt. Jeg åd til jeg var ved at revne, drak og røg og indskrænkede min motionering til den ugentlige indkøbstur. Jeg hverken gik, løb eller cyklede, og jeg kunne ikke drømme om at besøge et fitnesscenter. Jeg bliver dårlig af at se på mine omgivelser, jeg kan ikke holde dem ud, jeg bryder mig rent ud sagt ikke om mennesker, rettere (hvordan skal jeg dog udtrykke det her?) jeg blev osv. jeg kunne ikke osv. og jeg brød mig ikke om osv. osv. Og sådan bliver det ved. Som da jeg levede. Min afsky ved omgivelserne er den samme. Nu også her i Helvede, hvor jeg efterhånden har opholdt mig – jeg véd jo ikke hvor længe, det er dét der er det forfærdelige, at jeg er uden for tiden, at det ikke er i det vante og al rumlighed og legemlighed blot kulisser og attrapper.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s