Søvnen og skyggerne (uddrag)

I anledning af Preben Major Sørensens 75 års fødselsdag lørdag d. 14. april, uddrag fra starten af romanen Søvnen og Skyggerne, Gyldendal 1987

Han led af had til store haller. Selv på sine gamle dage da han var blind og døv hvæsede han når man kørte ham ind i et rum hvor der var mere end fire meter til loftet. Som barn havde han engang forstrakt sig på gåden om tid og rum. Faderen havde peget på firmamentet. Siden havde sønnen læst nogle sider i en bog om verdens ende og var blevet grebet af religiøs rædsel som havde hærget i hans hjerne i et par måneder uden at forældrene bemærkede det. De var fjerne. Faderen dyppede hver morgen brødet i kaffen og viste sine guldtænder, hvorpå han forsvandt ind på sit kontor og ikke vendte tilbage før sent på aftenen, og moderen gjorde rent hver formiddag og undersøgte møblerne for skrammer, som eventuelt kunne hidrøre fra barnet, denne besværlige arrige dværg der gjorde alle hendes forventninger til skamme. Han var en lille dreng der løb rundt og lavede pludrelyde og ind imellem skreg, gennemtrængende som et spædbarn der taber sin rangle. Det blev faderen for meget. Det blev altid faderen for meget med disse løbe- og skrigeture igennem stuerne. Når han kom hjem fra kontoret om aftenen og efter måltidet satte sig til sit skrivebord og disse løbe- og skrigeture begyndte. Han spekulerede også på om barnet var åndssvagt eller sindssygt. Også moderen var bekymret. Løbe gennem stuerne og lege fugl, med store brede vinger, ikke som andre børn der legede flyvemaskine nej fugl. En flyvemaskine har en motor der siger brrr. En fugl har et næb. Og næbbet skriger. Udenfor i gården var et stort træ der var fuldt af alliker. Her var måske den sandsynlige forklaring på hans trang til at skrige, men også kun den sandsynlige, for i barndommens land er det ikke det sandsynlige men det usandsynlige der kontrollerer begivenhederne. Krager, ravne, alliker osv. skriger. Men det gør rovfugle også. De mindre, spurve, stære, finker: pip. Som også kanariefugl: piip. Gult og pænt og i et bur, bag tremmer. Men han var en større fugl, eller også var han et rovdyr, et tropisk sådant, måske en tiger. Han havde hørt tigerunger skrige, i Zoologisk have. Men bedste havde han det i sine tidligste år som fugl. Med årene kom pattedyrene ind i billedet. Faderen pegede på himlen. Det var nat. Karlsvognen, Store bjørn, Orion. Men vi kan også på en anden måde, hurtigere, som et mekanisk lokomotiv der lige er trukket op, drønende ud af sin skinne. Til det vælter og ligger med hjulene snurrende i vejret. Det skal vi se eksempler på. De anstrengende gigantiske tankeflugtsmønstre og hele tapetet tegnet over med krimskrams eller en rødkalket husmur tværet over med mudder. Det var han mand for, og så det med fuglene.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s