Reception 2. juni kl. 20:00 på HarboBar, Blågårdsgade


Da Freie Internationale Tankstelle uventet er lukket, (se artikel om det her) er receptionen nu flyttet til HarboBar – samme anledning & samme program som beskrevet her

Boksen med teksthæfter og cd findes allerede rundt omkring, bl.a. i Møllegades Boghandel og på Underwood Ink.

Og her er en lille smags-snas af mit bidrag, novellen ‘Brun Bjørn’:

Bussen, vi sidder i, har ingen hjul. Den ungarske pige sidder bagerst i bussen med fire drenge omkring sig, jeg sidder længere fremme og taler med én, jeg er forelsket. Alligevel kigger jeg. Holder øje med måden, hun sidder på: Foroverbøjet, skjuler sit ansigt med det lange, glatte hår, fingerer ved et hul i cowboybukserne, lige over knæet. Hun siger aldrig noget, alligevel sværmer de om hende, drengene. De optræder for hende, højrøstede og hæse, fortæller hinanden vittigheder og slår hinanden hårdt på skuldrene, mens de griner og kaster hovederne tilbage, blotter struben. Alle drengene her er magre og benede og har store adamsæbler og er hæse og højrøstede og voldsommere, end jeg bryder mig om. Pigen taler aldrig og det taler alle om. Alle pigerne.
”Så sig dog noget,” hvæser de og skubber til hende eller river hende i håret, for at få en lyd ud. Alle pigerne her er magre og benede og har store bryster, der hopper når de går. De går i meget stramt tøj og går, så brysterne hopper. De tygger på tyggegummi. De blæser bobler, det siger bang når de springer, og når de skal kysse en dreng, tager de det ud af munden og sætter det fast under bussædet. Bussen stinker altid af tyggegummi og sved, af kondomer og dårlig ånde.
Drengen, jeg er forelsket i, kysser mig: Han holder med den ene hånd om min nakke, med den anden om mit lår og så stikker han sin tunge ind i min mund. Han kysser med åbne øjne, kigger på noget bag mig.
Jeg viser ham lynlåsen, siger han gerne må prøve. Det vil han gerne, han lyner ned på forsiden, hele vejen fra halsen og ned til navlen. Han vil se hvad der er indenunder, han trækker pelsen til side, og prikker på min mave. Jeg slår ham, rammer med kløerne på kinden og såret bliver stort. Der kommer store, runde tårer ud af hans blå, blå øjne. Det var synd.
”Undskyld,” siger jeg, ”det var ikke med vilje.”

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s