Affald

I dag er der ingen vej udenom at bære affaldsposen hele vejen til lossepladsen selv. Irmelin hader den tur, men vagtmanden stod igen i gården.
Andre har åbenbart ikke noget i mod turen. De gør det til en udflugt, de har store trækvogne, som de er gået sammen om, op til flere familier og det er de store børn, der trækker læsset. Imens kan de voksne blive derhjemme og lave andre ting, lave frokost som de kan spise sammen og bagefter har de produceret endnu mere affald og sådan bliver det ved.
De fleste nøjes nu bare med at bruge en trillebør, de fleste foretrækker trods alt at holde deres eget affald samlet. Så går faren måske af sted med børnene og imens kan moren lave frokost og måske får de sig en lille snaps som belønning.

Selvfølgelig er Irmelin ikke den eneste, der går alene med en enkelt pose i hånden, men der bliver kigget. Der bliver skrevet kronikker om det og utallige læserbreve, med velmenende forslag om at de bør slå sig sammen i stedet for at gå alene. Den udbredte holdning er, at det er ressourcespild at de sådan spilder deres tid på at gå med enkeltposer, når nu de kunne udnytte tiden mere effektivt hvis de slog sig sammen. Det er der så nogen der har gjort og så laver de t-shirts med tryk, der fortæller at det er det de gør. Så står der ’Vi løfter i flok’ eller ’Sammen er vi stærke’, men Irmelin er aldrig blevet spurgt om hun vil være med. Det er nok godt det samme, for det virker stadig mest effektivt at dumpe affaldsposen i baggården. Ejendommens system er virkelig effektivt, de mange beboere har forstået det med fællesskab og når bare hun ikke bliver opdaget går det strygende. Hun smider posen i den store spand og vupti er det væk. Ude af øje ude af sind. Det kan hun godt lide. Bare de nu ikke har opdaget hende. Bare det nu ikke var derfor vagtmanden er. Skal han nu stå der altid og sikre at kun de rigtige bruger spanden, dem der betaler.

Irmelin sveder, det er en varm dag, det er de værste, så når den kvalmende affaldslugt langt ud fra lossepladsen. Genbrugspladsen, meget lidt må gå til spilde og det meste kan enten brændes eller blive til jord. Det lærer børnene allerede før de kommer i skole, selv de allermindste kommer regelmæssigt med derud og hører om det store kredsløb de er en del af. Dagen slutter som regel med at de får lov til at vælge hver deres stykke legetøj fra dén container og der er rygter om at de uartige børn får et ekstra hårdt puf derned og ikke altid kommer op derfra igen.
Det er sikkert bare snak. Ligesom rygterne om Afdelingen for Menneskeligt Affald, Irmelin har set skiltet, men har ikke besluttet sig for om hun tror på rygterne. Menneskeligt affald kan være så meget, det behøves ikke være rigtige, levende mennesker, som nogen har besluttet er mest værd som genbrug. Det behøves det ikke. Det kan også være lort. Men ingen går i den retning skiltet peger og især ikke Irmelin. Hun tænker selv at skulle den kategori af mennesker eksistere, kunne hun meget nemt passe ind i den. Efter andre menneskers vurdering. Som hun ikke ville drømme om at udsætte sig for. Skulle hun endelig den vej ville det være frivilligt, med en vis ære i behold. En beslutning om trods alt at udnytte sine ressourcer på den bedste måde. Men det betyder sikkert bare lort. Nogen skal jo af med det på den måde, dem der ikke har råd til at spilde vand på det. Hun har set nogen gå skamfuldt hele vejen, den lange vej med en spand lort i hånden. Trods alt slipper hun for det. Tanken får hende til at gå lidt hurtigere og lettere med sin pose, i hvert fald et par hundrede meter, så kommer hun igen til at tænke på vagtmanden i gården og skridtene bliver langsomme. Irmelin bliver overhalet af en hel familie, der forsøger at lave det til en hyggelig familieudflugt, de synger sange og slæber på madpakker, tæpper, sangbøger og alt muligt udover deres affaldslæs. Allerbagerst i den lille kolonne går en dreng. Han synger ikke med, han går langsommere end de andre, han sakker bagud og stirrer stift ned i jorden mens de passerer Irmelin. Han bærer hele familiens lort, i en spand uden låg. Det er varmt, fluerne svirrer om ham og familien foran ham synger højere og højere, hurtigere, ekstatisk. Det ser vitterligt ud som om de også går hurtigere nu, som de forsøger at undslippe drengen, højst elleve år, der knapt kan bære spanden.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s