Jeg har haft min blog i flere år, faktisk, men har aldrig rigtig kunnet finde ud af at bruge den. Så den har levet et helt hemmeligt og meget stilfærdigt liv. Men det passer godt med mit eget liv, for jeg har på så mange måder gået rundt og lurepasset. Men nu hvor den bog er udkommet som jeg har arbejdet på i flere år (mange, mange) og drømt om i endnu flere, så er det på en måde sket med lurepasseriet. For jeg har jo både skrevet den og sendt den ud i verden, og så er jeg jo for alvor selv ude i verden med det som måske betyder mest for mig… Eller så måske næstmest, eller sådan noget.
I går trykkede jeg på en knap der gør denne blog søgbar. I dag har jeg skrevet hele to kommentarer til andre blogindlæg. Jeg ved godt at jeg er håbløst bagud, (igen: mange, mange år) men det føles helt ærligt ret grænseoverskridende. Sådan at mene noget i al offentlighed med et enkelt tryk på en knap. Og. Åh. Tro nu ikke at jeg har ment noget alvorligt, noget om verden eller i det mindste litteraturen, det var såmænd begge kommentarer der handlede om mig selv.
Og det er så allerede en skruppel, der næsten får mig til at lukke bloggen igen. For helt ærligt: Så synes jeg pludselig der er en grund til at have en blog fordi jeg kan skrive om mig selv. Men, sådan er det. Jeg er pissestolt af den bog, og af anmeldelserne, som jeg derfor ganske ublu linker til. Og indtil jeg finder ud af hvad jeg ellers har lyst til at skrive om her, og kommentere på, så skriver jeg videre om mig selv.

Fordi: Det er gået op for mig at jeg sådan set allerede er tilstede på nettet og har været det i flere år. (årene igen, de er åbenbart et gennemgående tema for dette indlæg) og hvad er så mere oplagt end at samle dem her, lave et lille nostalgitrip og dele det med hvem der nu kommer forbi. Fx nogle af de mange mennesker der var involveret? Det kunne være hyggeligt! Eller alle debutanters våde drøm: Hvis nu nogle nysgerrige læsere af min (MINMIN) bog havde lyst til at vide mere om den der havde skrevet den (MIGMIG)?

Her starter Nostalgituren så:

I 1998 flyttede jeg til København fra Aalborg. Jeg ville så gerne lære nogle mennesker at kende som interesserede sig lige så meget for at læse og skrive som mig. Så jeg startede på Daghøjskolen Arenas halvårlige skrivekursus, hvor jeg bl.a. mødte Susanne som senere flyttede til Bergen og kom hjem på visit med det fantasstiske kopierede og hæftede fanzine Grønn Kylling . Til at dø for, så fantastisk var konceptet, og så enkelt: Alle kan sende tekster til Grønn Kylling, der er ingen redaktion kun en/flere der samler det indsendte – til gengæld indgår deltagerne i fanzinet i en konstant igangværende samtale om hinandens tekster, om andre tekster, om litteratur i det hele taget eller om hvad som helst i øvrigt og sender ligeledes disse bidrag til fanzinet. Det hele trykkes (=kopieres og hæftes)og sendes til deltagerne. Sådan et ville jeg også have og sammen med min daværende bofælle Isabel Dreyer startede vi Trompet Poet. Konceptet var nogenlunde det samme, men med lidt flere bløde hippietendenser og mere svingende kvalitet. Trompet Poet eksisterede fra 2001 til … 2003? Isabel flyttede tilbage til Aalborg og så holdt det op med at være sjovt at lave. Der nåede at komme 9 numre, og pga pligtafleveringen findes de jo stadig, men tilsyneladende har vi ikke været helt konsekvente med at aflevere.

Umiddelbart efter at Trompet Poet var gået i stå kom jeg med i redaktionen på litteraturtidsskriftet Apparatur, men det var ikke nogen stor succes. Jeg brød mig sådan set slet ikke om at være redaktør. Så skulle jeg jo mene noget om andres tekster og stå ved det. Ikke noget for en lurepasser. Jeg holdt ud i to år, mest fordi de andre i redaktionen var så søde… Og det var sjovt når vi holdt julefrokost, og møder iøvrigt. Et år hhv. spiste og drak mig og Maja Lucas os under bordet. Jeg ved ikke hvad der er værst, men vi kunne da følges hjem i en taxa, kl. 10:00 da de andre skulle til at spise ris a la mande.

Noget som jeg kunne – og kan – lide er til gengæld koncepter og arrangementer. Og når man så kan arrangere koncepter bliver det ikke bedre. I 2000 kom jeg i kontakt med Sonja Thomsen (husker ikke hvordan, men mon ikke via Trompet Poet) og blev bedt om at skrive til hendes projekt Digital drama. I den forbindelse fortalte hun mig om sit tidligere projekt Love is in the air. Ideen om at skrive kollektivt i felter blev til et faktisk ret vellykket heldags skriveeksperiment, efterfulgt af en tretimers oplæsningsmaraton – alt sammen dokumenteret af Sonja Thomsen på den yderst tjekkede hjemmeside for At skrive et skakbræt
Jeg arrangerede At skrive et skakbræt sammen med Solveig Egebjerg (der nu er her) der havde organiseret at oplæsningen blev optaget. Det viste sig at være heldigt, for blandt publikum var der to tilskuere, Niels og Mette, der blev mere end almindeligt begejstrede, fyr og flamme dækker bedst. De foreslog at optagelsen af oplæsningen skulle laves til en cd. Så det lavede Niels. Det blev en helt igennem håndlavet sag, naturligvis med brunt kartonomslag, alle teksterne på knaldrødt karton og alle stemplet med et håndlavet rødt stempel, som jeg mener Mette stod bag. Alt i alt smuk og helt som den slags skal være og jeg har stadig mit eksemplar, og min mor har sikkert også sit. Der var en hjemmeside med produktbeskrivelse etc. men jeg ved ikke hvor den (og Niels og Mette) er nu. Så dokumentationen herfor er pt. denne pressemeddelelse for receptionen hvor der også blev læst op, i kortere tid og mere tilrettelagt rækkkefølge og til musik. Og der kom overraskende mange mennesker, det var en fest!

I 2003 arrangerede bl.a. folkene bag Grønn Kylling (Susanne Christensen, Audun Lindholm og Øystein Vidnes) i samarbejde med bl.a. Martin Glaz Serup (i egenskab af redaktør for Apparatur) Bergensbrag, hvor folk fra forskellige spændende litteraturtidsskrifter og småforlag mødtes og talte og udvekslede erfaringer. Jeg husker ikke hvorfor men jeg kunne ikke deltage. Det var jeg meget frustreret over. Måske derfor var jeg ekstra opsat på at være med til at arrangere efterfølgeren i 2005: Bergensbrag/København
Det var godt, hårdt og sjovt og man kan se billeder her

Det var det sjove. Sideløbende med det sjove har jeg studeret, i årevis, og nåede også helt til specialet, som skulle være om litteraturtidsskrifter. Men så gik det bare slet ikke. Til gengæld fik jeg skrevet en pænt stor del af ‘Alt det der er mit’ mens jeg forsøgte. Og via min specialevejleder opdagede jeg at Gertrude Stein selskabet også er for almindelige mennesker. Det vil jeg gerne reklamere her: Det er virkelig et godt initiativ og hvis man er bare det mindste nysgerrig på dette sære forfatterskab (og er alle gode forfatterskaber ikke bare lidt sære?) skal man ikke tøve, men dukke op til arrangementerne. Der kræves ikke andet end netop nysgerrigheden. Og der kommer rare mennesker. Man kan snakke med dem eller bare lytte.

Jeg har også arbejdet. I næsten fire år i Folketinget for Kristendemokraterne, lige til den dag de røg ud. Det er en historie i sig selv. Jeg ved ikke om det burde være nødvendigt, men bare for at undgå misforståelser vil jeg gerne erklære her at jeg hverken er politisk eller religiøst noget som helst. (Aktiv, bevidst, afklaret, interesseret, begavet, forbundet). Til gengæld var det den absolut mest spændende arbejdsplads jeg nogensinde har haft. ALDRIG blev jeg træt af at træde ind ad porten til Christiansborg, og den dag i dag føler jeg at det er grundlæggende FORKERT at jeg ikke har adgangskort til huset så jeg kan komme og gå som jeg vil. Det er sådan en rar lille verden i verden at være i. Så fuld af begivenheder og vigtigheder og festligheder. Kongehuset kommer jo fx forbi i tide og utide. Jeg var der da Mary tabte hatten.

Nu arbejder jeg for Danske skønlitterære Forfattere. Og når det nu skal være, når man nu skal tjene penge, når det nu ikke kan betale sig at skrive sådan en bog som jeg har skrevet – så er det faktisk et drømmejob. Intet mindre.

Og blev jeg så ikke færdig med turen. Jo, sørme, det blev jeg. Jeg har sikkert glemt noget, eller med vilje udeladt mindre flatterende detaljer. Ja, det har jeg. Nok om det. Nu bliver det spændende at se hvad der sker efter dette indlæg, om jeg mon finder på at skrive om andet end mig eller mere.

Advertisements

4 thoughts on “

  1. Hyggeligt at have dig i blogsfæren, Maja!At skrive om det, man ved allermest om, er da ikke det dårligste udgangspunkt 😉 Og blogs er fænomenale til navlepilleriet – selv er jeg vild med det 😉

    Like

  2. Hej Thomas, rart at høre og du minder mig jo så om skrivegrupperne, og de har godt nok også været en vigtig del af det hele – men uden at efterlade sig spor på nettet 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s