En tryllestav med fremtidsstøv blev svinget over Bondsäter – Decemberfortælling *10

DSC_4395Värmland
Oktober 2014

 

I dag er billedet ikke fra december, men fra oktober. 2014 var nemlig det efterår, hvor Bondsäter fik sin helt store renovering. Udvendigt blev taget skiftet, det usle halvtag blev revet ned og et nyt, større bygget. Indvendigt blev brændekomfuret udskiftet og resten af husets brændeovne blev efterset og repareret. Alt arbejdet blev udført af håndværkere, og det var husejerne, der besluttede at det skulle ske, og dem der betalte. En stor investering i det lille skovhus’ fremtid.

For det første gjorde de det, fordi det var virkelig tiltrængt. Huset havde længe stået og forfaldet, og det nærmede sig det punkt, hvor det var kritisk. Men de sagde samtidig meget ligeud at de gjorde det netop nu, fordi de var glade for at vi boede der. De var glade for alt det, jeg havde gjort ved stedet. De ville gerne gøre Bondsäter til et bedre hjem for os.

Det var på den ene side virkelig dejligt at få at vide – men det var også lidt overvældende. Overvældende, fordi det ramte direkte ind noget, som fyldte meget for mig der, hvor jeg havde boet på Bondsäter i ret præcist et år.

Jeg var flyttet ind i noget gammelt, rodet bras og havde ryddet ud og repareret som jeg nu kunne – men det var langt fra både idyl og luksus. Og det var helt som det skulle være. Jeg betalte en virkelig beskeden husleje, nærmest symbolsk, og havde ingen forventninger om at der skulle ske andet end hvad jeg selv tog initiativ til. Og det, jeg selv tog initiativ til, bar præg af at jeg boede der midlertidigt. Læs resten

Reklamer

En kat, to katte, tre-syv-ni kaos-katte! – Decemberfortælling *8

DSC_4543Värmland
December 2014

Billedet viser tre katte. Bambus, hedder den langhårede, der ligger forrest. Den er fra foråret 2013 og vi fik den af naboen sammen med dens mor da vi flyttede derop. Fordi når man bor i et gammelt, utæt skovhus skal man have katte – ellers har man museinvasion.

De to andre killinger på billedet er født af Bambus’ Mor. Så det er et søskende-billede. De har forskellig størrelse, fordi de er fra tre forskellige kuld. Bambus fra 2013 og så kom der et forårskuld og et efterårskuld i 2014. Tre killinger hver gang. Det er mange katte. Og så, året efter blev Bambus også stor og fik et kuld killinger. Læs resten

Lad der komme lys, lad der komme håndarbejdssysler! – Decemberfortælling *7

DSC_4486Värmland
December 2014

Hele det første år jeg boede på Bondsäter var mine eneste lyskilder stearinlys og pandelygte. (Jeg prøvede også olielamper, men blev ikke venner med lugten.) I sommerhalvåret var det slet ikke noget jeg tænkte over, men da den anden vinter begyndte at nærme sig, virkede en investering i et solcellepanel som en meget god ide. Især fordi jeg kunne købe både panelet og ‘dimsen-som-hænger-på-væggen-og-er-mellemled-mellem-panel-og-batteri’ direkte fra en ny ven, med god forstand på den slags. En nabo, som boede i en hyggelig, småalternativ landsby otte kilometer væk fra Bondsäter.

Første gang jeg mødte ham, var fordi hans kæreste skulle tage mig med på besøg hos den lokale brændesælger. Fordi: Hvis jeg blev introduceret af en lokal, ville jeg få en bedre pris. Den mission lykkedes – men først efter at vi havde været nødt til at tage hen til en anden nabo, som ikke selv var hjemme, men havde en syg vædder. Så gik vi rundt og rundt og rundt med en vædder indtil ejeren selv kom hjem. Så havde vi ligesom lært hinanden at kende.

Og sådan gik det hele tiden. Læs resten

Han sagde: “Hvis du ikke kan lide det, kan du jo vende om” – Decemberfortælling *6

DSC_2097Värmland
December 2013

Billedet viser drengen. Drengen i skoven; to og et halvt år gammel og klar til at gå udenfor. Med taske, selvfølgelig. Der er nogle ting, som har været en fast del af personligheden siden han overhovedet var i stand til at bestemme noget selv. At taske og hat var påkrævet var en af dem. At han ikke ville holdes i hånden og helst ville gå udenfor mindst rækkevidde, helst også synsvidde var en anden. Nervepirrende, direkte farligt da vi boede i København. Fuldstændig fantastisk ude i en skov. Den frihed – at kunne give ham den!

Drengen er på så mange måder omdrejningspunktet for hele min beslutning om at flytte væk fra byen. Samtidig er jeg altid så tøvende når jeg skal fortælle om den del af mit liv. Jeg har altid følelsen af at jeg fortæller en historie, som slet ikke er min. Og nu viser jeg det her billede af ham, og hvem ved hvordan han kommer til at have det med det som voksen. Jeg ved det ikke, og når jeg gør det nu – både fortæller og viser billeder – så er det fordi jeg er kommet i tvivl, hvordan det virker når jeg lader være.

Han er startet i skole, han er ved at lære at læse. Han forstår mere og mere, det går virkelig hurtigt, og han er interesseret i mit arbejde. Han ser at jeg fotograferer, han vil vide hvad det er til og hvorfor. Og en dag kommer han til at læse det her også. Og måske bliver han ærgerlig over det billede, måske synes han det er forfærdeligt at jeg absolut skulle fortælle om hans hang til accessories. Måske.

Men jeg synes faktisk det er vigtigt, at jeg får fortalt om hans betydning for at jeg er her, hvor jeg er i dag. Hvad det betød for mig at blive nogens mor. Hvordan mine kriser ikke som sådan forsvandt, men ændrede karakter på en måde, som fik konsekvenser for mine valg.

I dag er sidste billede fra december 2013, i morgen springer jeg et år frem, til 2014. Min anden skovvinter. Og det sidste jeg vil fortælle om min første vinter, er i virkeligheden noget, som skete to år tidligere:

I oktober 2011 rejste jeg til Armenien. Jeg boede hos en vildtfremmed familie i tre uger. Jeg havde rejst før og også i længere perioder. Men aldrig til et så vildtfremmed land. Og jeg havde aldrig før rejst som mor.

Jeg rejste til Armenien alene med min dreng, der dengang bare var seks måneder gammel. Læs resten

I to uger var vi iset inde – Decemberfortælling *5

DSC_2147

Värmland
December 2013

Billedet viser en vej, der er dækket af is. Allerede i oktober lagde sneen sig som et tykt tæppe, og det var fortsat med at sne hele november.

Men pludselig, fra den ene dag til den anden, smeltede al sneen væk. Og i løbet af natten vendte frosten tilbage. Om morgenen den 16. december var vejen forvandlet til en skøjtebane. Selv ikke med pigdæk (som er obligatoriske i vinterhalvåret) var det muligt at køre ud af skoven.

Jeg havde forventet at sne inde. Värmlands vintre er seriøse, og jeg boede tilmed i et hus 20 kilometer fra nærmeste by – og de 13 kilometer var på skovvej, som kun blev ryddet uregelmæssigt. Den sidste kilometer op ad en stejl bjergside blev slet ikke ryddet.

Som en del af mine vinterforberedelser, havde jeg som det første ryddet, skuret og malet husets spisekammer. (Som tidligere havde været brugt som redskabsskur/musebolig.) Derefter havde jeg fyldt det med madvarer af den slags, som kan holde sig.

Så det var ikke fordi det kom bag på mig, da vejen blev ufremkommelig. Men måden, det skete på og hvordan det påvirkede mig … der er ting, man ikke kan forberede sig på. Læs resten

Om et das uden dør og en stige op til ingenting – Decemberfortælling *4

DSC_2079Värmland
December 2013

Billedet viser det udedas, som var på Bondsäter da jeg flyttede ind. Det fungerede fint og som et das nu skal, men der var ingen dør og det var placeret sådan at der var udsigt ud over gårdpladsen – og dermed også udsigt ind fra gårdspladsen.

Og det var lidt upraktisk, for jeg havde jo planer om at få gæster. Jeg var ikke flyttet for at være alene – tværtimod drømte jeg om at den mand, jeg ikke havde fundet i København ville finde mig i skoven. Læs resten