Billede 3

August 2016

*60

Vi skal flytte. Vi skal jo ikke. Jeg har besluttet det. Jeg har besluttet, at flytte væk fra Bondsäter. Der er mange gode grunde, men det ændrer ikke på at jeg er ked af det. Det vil jeg gerne sige på forhånd: Dette er et trist indlæg, for jeg er trist til mode.

Overvejelserne om at flytte er ikke nye. Faktisk har de været der, mere eller mindre påtrængende, alle tre år jeg har boet her. Jeg har været tæt på at flytte flere gange, og har besluttet at blive flere gange. Men nu. Denne gang blev beslutningen en anden.

Hvis du læste med i Bønder og nomade-teksterne, så ved du allerede noget om overvejelserne. Jeg begyndte at skrive om det, fordi jeg (igen) begyndte at overveje at flytte. Nu vil jeg fortælle om beslutningen.

Men først et billede af søen. Vi var ude og bade i går. Spontant på vej hjem fra børnehave, fordi: Sådan en hed, blid sensommerdag. Måske er det årets sidste badetur, tænkte jeg. Og tænkte så: Til næste sommer er vi ikke her …

Jeg fotograferede, jeg var vemodig. Jeg har ikke lyst til at flytte. Jeg savner alt på forhånd. Læs resten

auguastloeg2016

August 2016

*59

At høste er ikke min stærke side. Det er min tredje sommer med køkkenhave, og der er en tydelig tendens: Sent på efteråret og tidligt på foråret arbejder jeg med anlægning af nye bede i stor stil. Jeg graver utrætteligt, baner mig vej gennem vildnis, skaber orden. Det går rigtig godt. Hele vinteren pløjer jeg mig gennem havebøger, og jeg tegner haveplaner, hvor alt er nedskaleret efter nøjagtige mål. Når frosten går af jorden, er jeg klar. Beredt. Rustet. Jeg forspirer, jeg ompotter, jeg planter og sår. Det går rigtig godt, det meste kommer op. De steder det kikser, sår jeg noget andet, der er ingen bare pletter.

Det bliver sommer. Og noget sker. Jeg luger. Jeg slår græs. Det går sådan okay. Så bliver det rigtig varmt, der kommer feriestemning over alt, og tingene får lov at vokse lidt friere. Vildt. Jeg mister overblikket. Det er sådan set også okay. Men. Så kommer det punkt, hvor jeg mister modet.

Det hele er for stort. For meget. Jeg bliver træt på forhånd ved tanken om alt det, der skal gøres.

Det er min tredje sommer med køkkenhave. Det hele er stadig nyt, og der sker meget fra år til år. Men der er også noget, som gentager sig. Og jeg tror det er tid til at justere lidt. Læs resten

augustsolbaer2016

August 2016

*58

Har jeg fortalt, at jeg engang arbejdede på Christiansborg? Jeg var sekretær for Kristendemokraterne, men hverken kristen eller politisk aktiv. (Det var en bevidst beslutning om at sørge for en sammensætning af personalet, som ikke var fuldstændig verdensfjern og indspist.) I løbet af de fire år, jeg var der, var der nogle omrokeringer og jeg arbejdede for forskellige politikere. De første to år havde jeg den bedste chef, jeg nogensinde har haft: Ole M. Nielsen, nordjyde og bl.a. fødevare- og miljøordfører. Alle der arbejdede for ham, elskede det. Han kunne noget helt særligt, som egentlig ikke burde være så sjældent. Det var en kombination af flere ting.

For det første stolede han ubetinget på at vi lavede vores arbejde, og at vi gjorde det godt, grundigt og til tiden. Ingenting blev tjekket efter og der blev ikke gjort noget nummer ud af det. For det andet havde han respekt for vores tid, og satte os kun til at løse opgaver, som rent faktisk gav mening. For det tredje accepterede han, hvis opgaver ikke kunne løses, eller tog længere tid, end han havde vurderet. (Igen: Han stolede på os.) For det fjerde gav han os jævnligt opgaver, som var større end vi var vant til. Sådan nogle, hvor det gibbede lidt i mig, og jeg sagde: Men det er jeg altså ikke sikker på, at jeg er kvalificeret til. Jo, det mente han nu nok at jeg var. Og så kunne jeg godt. Han vidste, hvad jeg kunne, og sørgede for at jeg hele tiden kunne en smule mere.

Vi var to, der arbejdede direkte under ham. To gange om året inviterede han os ud. Frokost på en fiskerestaurant; musical i cirkusbygningen. Til daglig gik vi rundt i strømpefødder på den fløj, der hedder Ridebanen, og som var lige lidt mindre formel end resten af Christiansborg. Men når vi var ude, var det anderledes. Vi havde pænt tøj på, konverserede høfligt hinanden. Det var hyggeligt, men det var også forretning. Det var personalepleje.

Jeg har tænkt over hvad det var, der gjorde ham så særlig, og er nået frem til dette: Han var vores chef, og han tog både sig selv og os alvorligt, netop med udgangspunkt i den arbejdsrelation. At have ansatte var et ansvar, han tog på sig.

Jeg er ikke stødt på det andre steder på den måde. Nu har jeg ikke længere chefer. Nu er jeg den, der er chefen. For mig selv. For mit forlag. (Faktisk har jeg jo selv ansatte, det er bare så meget i det små at det er lidt svært at tage alvorligt. Nu tænker jeg, at jeg vil begynde at tage det mere alvorligt.)

Det er egentlig noget andet jeg vil skrive om, men det hele handler om det samme, det handler om: Fabrik. Det handler om: At tage produktionsmidlerne tilbage. Læs resten

IMG_0453

Husmodern nr. 40, 1950

*57

Det var på togstationen i Kil, jeg sad og bladrede i det gamle husmoderblad. Den slags blade er jo garanteret god underholdning. På forsiden reklamerede de for en artikel om at ‘Husmoderen kan slanke sig, selv mens hun spiser med af familiens kraftige mad’.

Jeg havde god tid. Læste alt. Brevkassespalterne med lægespørgsmål, som fotoet herover er fra, var uendelige. Både spørgsmål og svar var anderledes end i nutidens blade. Først og fremmest var det hele så kortfattet, nøgternt. Ingen fyld eller baggrundshistorier. Der var også juridiske spørgsmål, som vidnede om en helt anden måde at leve på. Husmoderen som en underordnet; økonomisk og juridisk fuldstændig prisgivet sin mand.

I bladet var også en lang artikel om tyskerne. ‘Gør tyskerne ikke noget selv?’ Det handlede om nødhjælpen efter anden verdenskrig, og der var blandt andet en grundig gennemgang af de svenske husmødres fordomme, der stod imod lysten til at hjælpe. ‘De tyske kvinder er løsagtige’, var en af dem. Artiklens forfatter forklarede (forsigtigt, med indlevelse i fordommen) hvorfor de tyske kvinder af nød kunne være tvunget til at prostituere sig. Forklarede, hvor stor en del af landet, der var bombet sønder og sammen. Forklarede om nød og elendighed. Det virkede ikke særlig fjernt.

Så var der alle reklamerne for torpedobryst-bh’er og korsetter. Der fandtes korsetter, særligt tilpassede graviditet. Fjernt, forrykt, forbi.

Der var mange madlavningstip. Mange som jeg fik lyst til at afprøve, fordi der er gode, gennemprøvede sylteteknikker, som giver virkelig god mening, når man piller frysemuligheden ud af husholdningen. Gammelt, lige til at genoptage.

Jeg havde lyst til at tage bladet med mig. Bare putte det i tasken, og senere studere det grundigt, bruge det. Skrive noget om det underlige uskyldskær som alt får, når bare tiden går.

Men så kunne jeg ikke få mig til det. Fotograferede lidt hist og pist i stedet. Forestillede mig, at jeg ville få masser af tid til at skrive om det i de næste dage. Så kørte mit tog.

Jeg har været afsted lige siden. Læs resten

DSC_8793

I dag vågnede jeg før humlebierne. Dagen lang summer de i honningurtens blomster, der har overtaget ærtebedet fuldstændig i år. Jeg ved ikke hvorfor sukkerærterne ikke ville vokse. De to forrige år har det været en af de nemmeste planter at have, i år har jeg gensået tre gange før de overhovedet kom op. Sukkerærterne vokser nu, og på en god dag plukker jeg vel tre, fire ærter. Mere bliver det ikke til med dem, sådan er det. I år. Men honningurten har det godt. Og humlebierne har det godt. Dagen lang kravler de rundt på blomsterne, og summen af deres summen er mildest talt imponerende.

I dag begyndte jeg dagen med at gå rundt i haven med en kop kaffe i hånden. Det er noget jeg gør en del; går rundt i haven. Det er lige nu, den er smukkest. Nu alt blomstrer og mere og mere kan spises. Jeg stoppede op ved honningurten. Jeg fik øje på en humlebi. Og en mere. Og en til. Men de var helt stille. Ingen lyde, ingen bevægelser. Læs resten