*86 Vi har før med succes ladet maskinerne komme til

robot

Børsen 8. april 2017

1.

Når jeg har for travlt og det står på for længe, så begynder jeg at miste ord. Jeg holder ikke op med at snakke, tværtimod taler jeg hurtigere, hektisk, men midt i sætningerne mangler der ord. Min hjerne leder (bladrer i et katalog, det billede har jeg af den proces) og nogle gange dukker andre ord op, som indholdsmæssigt er helt forkerte, men så har de måske den samme vokal, som ordet jeg leder efter.

Solbær, tomat, jordbær, solsikke. Den slags ord bytter plads, flyver rundt og jeg siger dem prøvende, men ingen er helt rigtige, og nogle gange må jeg give op og bare sige: Det er noget med o. O o o.

Imens hjernen famler, fægter mine arme. Flyvende hænder, der skal vise tilhøreren at jeg er på sagen. Jeg arbejder.

Jeg arbejder så hårdt, hele tiden. Der er altid så meget, jeg skal nå – vil nå – problemet er at jo hårdere jeg arbejder, jo mere forsvinder ordene. De siver ind i en tåge, som skræmmer mig, fordi den udsletter det, jeg fortæller mig selv med. Læs resten

*85 Historien er også et eventyr, eventyret er også hverdag

Jeg sidder i toget på vej hjem fra Aalborg, og hvor har det bare været en gennemført dejlig oplevelse at være med på Ordkraft! Og hvor har jeg dog tømmermænd lige nu, i sådan en grad at det med at sætte ord sammen tager meeeget lang tid, så jeg må vente til en anden dag med at fortælle alt det, jeg har lyst til at fortælle – og så er det jo heldigt at jeg har nogle ord, som jeg skrev en anden dag, hvor hjernen var i noget bedre omdrejninger …

Nordjyske Stiftstidende bad mig nemlig forud for festivalen om at skrive lidt om hvorfor jeg flyttede i skoven og hvordan det har påvirket min måde at skrive på. Og mens jeg skrev, var der nogle sammenhænge der blev synlige for mig selv og opgaven føltes virkelig som en gave.

Derfor synes jeg også at I, der læser med her, som ikke lige var i Aalborg i weekenden, hvor avisens særtillæg blev uddelt, skal have muligheden for at læse med. (Teksten er i en læsevenlig version under billedet.)

Læs resten

Ordkraft 7-9. april

I dag synes jeg du skal hoppe over på min forlagsside og læse – især hvis du er i Aalborg i weekenden! Jeg er nemlig med på litteraturfestivalen Ordkraft.

Fredag og lørdag eftermiddag læser jeg op og fortæller om hvordan det har påvirket min skrivning at flytte i skoven og lørdag formiddag har jeg en workshop om at lave små, håndlavede bøger.

OG: Søndag er der mulighed for at finde mig og få en ganske gratis hej-læser-gave!

Læs mere om det på www.poteproduktion.dk

*84 Sådan en helt normal sekt

DSC_1339

I dag vil jeg skrive om normalitet. Og om fællesskaber. Jeg vil skrive om de normale fællesskaber, og jeg vil skrive om de fællesskaber, som kalder på betegnelsen: Sekt.

Uanset om de er det eller ej.

Tag nu bare mig, som eksempel. (Senere vil jeg bruge Jonestown som eksempel, men lad os starte lidt blidt.) Jeg flyttede fra København og langt ud i en skov. Jeg boede alene i et hus. Fire kilometer væk boede Andrea Hejlskov. Nogle gange spiste vi sammen et par gange om ugen, andre gange gik der måneder mellem vi så hinanden. Ikke fordi der var noget galt, bare fordi det var hverdag. Otte kilometer væk var der en landsby, med nogle mennesker jeg lærte at kende. Søde mennesker. Nogle gange gik der et halvt år imellem jeg besøgte dem. Bare fordi det var hverdag, eller fordi det var vinter og dårlige køreforhold for alle. Hele sommerhalvåret var der en jævn gennemstrømning af gæster fra Danmark. De fleste kendte jeg ikke på forhånd, men det har hele tiden virket så logisk at have et relativt åbent hjem – simpelthen dele ud af den frihed, som jeg selv følte mig så heldig over at have fundet. De fleste kom, fordi de selv drømte om at leve et andet sted og på en anden måde. Nogle kom en enkelt gang og aldrig igen. Andre kom tilbage hver sommer. Flere blev nære venner.

Og det hele var så stilfærdigt og gennemgående normalt.

Men jeg stødte regelmæssigt på dette spørgsmål fra folk i Danmark: Er det egentlig ikke lidt en sekt, det I har gang i? Læs resten

*83 Væltet planet

DSC_0611

Lige før fløj en musvåge ud af skovbrynet og lige imod mig. Det vil sige lige imod det vindue, jeg sidder ved. Jeg sidder med siden til vinduet, men bevægelsen (størrelsen) fik mig til at vende ansigtet i dens retning, og den fløj så målrettet og direkte imod mit vindue. Så ændrede den retning og landede på en gren i egetræet lige udenfor vinduet. Den sad der kun et øjeblik, men længe nok. Læs resten

*82 Jeg kender træ

dsc_0755

Februar 2017

Jeg hugger brænde hver dag. I de sidste tre og et halvt år har jeg hugget brænde stort set hver dag. En trillebør om dagen – mere eller mindre afhængig af årstid og temperatur, men deromkring.

Det har ændret mit liv.

Mit liv er et andet, jeg er en anden i mit liv.

Fordi jeg hugger brænde hver dag.

Jeg har prøvet at skrive om det her et stykke tid nu, jeg tog billederne for en måned siden. Jeg bliver ved med at gå i stå og jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg mistænker at det handler om det bombastiske i mine følelser, som jeg ikke helt vil stå ved på skrift.

Men jeg vil. Jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil stå ved og på og fast: Jeg hugger brænde hver dag, og hver dag bliver jeg mere, jeg bliver mere til.

Jeg bliver til en krop, der kløver brænde. Læs resten

*81 Sælgeren flytter med/ringer altid to gange

Hm….. det her er sådan meget tøvende, og jeg ved ikke om det er kommet for at blive …

I forlængelse af nyhedsbrevet om at være en sælger, har jeg også besluttet at indføre en mulighed for at betale for at læse med her på bloggen. Et lille, fast månedligt beløb eller et engangsbeløb lige pludselig.

Og det er simpelthen så frivilligt! Det er vigtigt for mig at understrege dette igen, og igen: Alle der læser med her, er principielt mine yndlingsmennesker – og jeg kommer ikke til at beskæftige mig med hvorfor nogen eventuelt vælger at betale eller lade være.

Jeg har skrevet ret udførligt om hvorfor jeg åbner en betalingsmulighed inde på selve siden, som jeg netop har offentliggjort: Absolut Immateriel Abonnements-ordning – så det vil jeg ikke gentage her. Men jeg vil bede om dette: Vil I ikke nok fortælle mig, hvis det virker ubehageligt, som et pres, upassende?

Selv om der for mig selv er en pointe i at sidestille de forskellige måder, jeg skriver på, så er nemlig jeg ikke sikker på at det er det værd, hvis læserne herinde føler sig fanget ind i noget, som ikke er rart.

Lover I det? Jeg lover, jeg lytter?

dsc_0862