skovlivSeptember 2016

*64

Bloggen har fået nyt navn. Jeg har ikke fundet et nyt skovhus endnu, og havde nok forestillet mig at vente, til jeg vidste hvor vi skulle bo og så give bloggen et navn, der havde noget med stedet at gøre. Men hvis jeg nu skal være realistisk – og det er en god bestræbelse nogle gange, andre ikke – så bliver det her nok ikke sidste gang jeg flytter.

Det har jeg haft det lidt svært med. Det har føltes som et nederlag at flytte fra Bondsäter, netop fordi det er det første sted, jeg har boet, der kunne blive det endelige … Det eneste ene barndomshjem, slægtsgård, et godt sted at dø. Alt det man nu kan finde på at putte ind i nogle bjælker og et tag over hovedet.

Naturligvis er der mange tanker bag det nye blognavn, men den vigtigste er denne: Det er gået op for mig, at jeg jo ikke leder i blinde. Jeg flytter ikke på samme måde, som for tre år siden hvor jeg var desperat og i vildrede og dybest set ikke anede andet end at: Noget skal ske. Læs resten

solsikkerAugust 2016

*63

Når jeg lægger stort og flot ud med at skrive om ejendomsret og kapitalisme og erklærer at det handler om mere end mig. Når jeg skriver, at det er er større, mere generelt menneskeligt anliggende, og at jeg vil nå frem til en eller anden konklusion – og så ender med at skrive om min personlige, følelsesmæssige fallit ….

Så tænker jeg: Kunne jeg ikke lade være med at slå det så stort op?

Nå. Det er sket før, det sker nok igen, jeg siger (mest til mig selv): Lev med det.

(Som mekanikeren oftere og oftere sagde til problemerne med Volvo’en før den endegyldigt brød sammen.)

I dag bliver det ikke stort og generelt, i dag handler mest om at jeg synes jeg skylder også at fortælle noget om det, som faktisk fungerer. Det som fylder mest i mit liv – min hverdag – men som jeg skriver mindst om. Fordi: Det, der fungerer er der jo ikke som sådan grund til at skrive om.

Men: Jeg følger selv ivrigt med i mange blogs, og der er blandt andet en, som for tiden er fortvivlende, fordi der kom et indlæg, som var så hjerteskærende og skrevet så langt nede fra et hul. Så kom der længe ikke noget nyt indlæg. Sidst jeg så, var indlægget fjernet. Og der er stadig ikke skrevet nyt. Ingen mulighed for at vide andet end det: Nogen var fortvivlet og skrev, og nu er der stille. Fuldstændig tyst. Uhyggeligt, ildevarslende fravær.

Jeg skrev i sidste indlæg at jeg har brug for nogen, der opdager det, hvis jeg går i stykker. Læs resten

dsc00763Juli 2015
Foto: Astrid Regine Wiinberg

*61 – Bønder og nomader 8

Huset på billedet er Jægerhytten. Jeg ejer huset og den plet jord, det står på. Jeg ejer græsplænen ved siden af. Min grund (min ejendomsret) er afgrænset af meterhøje træer til to sider, af vejen på den tredje, og af et nabohus på den fjerde. Det er en udstykning af noget, som tidligere var et säterbrug. Larssäter. Grunden hedder Larssäter 4. Huset er bygget i halvfemserne, det er nyt, har ingen lang historie, bærer ingen tradition.

At kalde huset for Jægerhytten er mit påfund. Fordi jeg købte det af en jæger. Fordi det betyder noget for mig at give det, der er mit, et navn.

Skoven omkring Jægerhytten er opkøbt af Stora Enso. Det er stordrift. Indenfor det næste halve år kommer de og fælder alt omkring Jægerhytten. Det hele er afmærket og registreret, det handler bare om at nogen bestiller den slags træ, som vokser der. De vil komme med store maskiner, det vil ikke tage lang tid. Så sår de nye træer, som i løbet af en menneskealder vil vokse sig meterhøje igen. Det er en cyklus. Det er industri.

Det er tilfældigt at jeg ejer Jægerhytten lige nu, hvor ændringen i omgivelserne kommer til at ske så markant.

Resten af min levetid, vil omgivelserne ændre sig gradvis. Umærkeligt. Som barnet, der vokser en smule dag for dag, hele tiden lærer nye ting, og indimellem stopper man op og spørger sig selv: Hvor blev tiden af? Sådan vil skoven vokse op igen. Sådan vil jeg ældes. Ingenting ændrer sig af at jeg ejer et stykke jord.

Nu vil jeg fortælle hvordan og hvorfor jeg købte Jægerhytten. Bagefter vil jeg fortælle om dengang i gamle dage, da der sådan for alvor boede mennesker i skoven – dengang, da Larssäter var nogens barndomshjem. Så vil jeg fortælle hvilken drøm, jeg nu har opgivet.

Det handler om sted og det handler om relationer. Det handler om at have brug for hinanden. Det handler om at forpligte sig. Det problem. Læs resten

guldsmed1

August 2016

*61 – Om bønder og nomader 7

Jeg har været i Sydsverige for at lede efter et nyt skovhjem til mig og min dreng. En overgang så det ud til at vi havde fundet et sted. Så tæt på. Så gik det alligevel ikke. Nu er vi hjemme på Bondsäter, holder pause; hverdag, arbejde, børnehave, før næste omgang.

Jeg er så glad, når jeg er på Bondsäter. Jeg har det så godt her. Jeg føler mig hjemme. Det er huset, det er haven, det er skoven. Jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at flytte.

Før jeg for alvor begynder at skrive, vil jeg gerne slå tre ting fast:

  1. Jeg er ikke i tvivl om at vi skal flytte, der er gode, fornuftige grunde og beslutningen blev taget velovervejet.
  2. Jeg er ret sikker på at selv om mine omstændigheder er lidt ud over det sædvanlige, så er det i bund og grund en problemstilling, som hører til de flestes liv, derfor skriver jeg om det.
  3. I juni lavede jeg mit eget forlag, det hedder Pote Produktion, i går udgav jeg den fjerde novelle i en serie (om kærlighed). Jeg vil meget gerne have at du ved at min bogbutik findes, jeg vil gerne have at du køber mine noveller.

De tre ting hænger sammen. Når jeg er færdig med at skrive, håber jeg at det står fuldstændig klart. Læs resten

Billede 3

August 2016

*60

Vi skal flytte. Vi skal jo ikke. Jeg har besluttet det. Jeg har besluttet, at flytte væk fra Bondsäter. Der er mange gode grunde, men det ændrer ikke på at jeg er ked af det. Det vil jeg gerne sige på forhånd: Dette er et trist indlæg, for jeg er trist til mode.

Overvejelserne om at flytte er ikke nye. Faktisk har de været der, mere eller mindre påtrængende, alle tre år jeg har boet her. Jeg har været tæt på at flytte flere gange, og har besluttet at blive flere gange. Men nu. Denne gang blev beslutningen en anden.

Hvis du læste med i Bønder og nomade-teksterne, så ved du allerede noget om overvejelserne. Jeg begyndte at skrive om det, fordi jeg (igen) begyndte at overveje at flytte. Nu vil jeg fortælle om beslutningen.

Men først et billede af søen. Vi var ude og bade i går. Spontant på vej hjem fra børnehave, fordi: Sådan en hed, blid sensommerdag. Måske er det årets sidste badetur, tænkte jeg. Og tænkte så: Til næste sommer er vi ikke her …

Jeg fotograferede, jeg var vemodig. Jeg har ikke lyst til at flytte. Jeg savner alt på forhånd. Læs resten

auguastloeg2016

August 2016

*59

At høste er ikke min stærke side. Det er min tredje sommer med køkkenhave, og der er en tydelig tendens: Sent på efteråret og tidligt på foråret arbejder jeg med anlægning af nye bede i stor stil. Jeg graver utrætteligt, baner mig vej gennem vildnis, skaber orden. Det går rigtig godt. Hele vinteren pløjer jeg mig gennem havebøger, og jeg tegner haveplaner, hvor alt er nedskaleret efter nøjagtige mål. Når frosten går af jorden, er jeg klar. Beredt. Rustet. Jeg forspirer, jeg ompotter, jeg planter og sår. Det går rigtig godt, det meste kommer op. De steder det kikser, sår jeg noget andet, der er ingen bare pletter.

Det bliver sommer. Og noget sker. Jeg luger. Jeg slår græs. Det går sådan okay. Så bliver det rigtig varmt, der kommer feriestemning over alt, og tingene får lov at vokse lidt friere. Vildt. Jeg mister overblikket. Det er sådan set også okay. Men. Så kommer det punkt, hvor jeg mister modet.

Det hele er for stort. For meget. Jeg bliver træt på forhånd ved tanken om alt det, der skal gøres.

Det er min tredje sommer med køkkenhave. Det hele er stadig nyt, og der sker meget fra år til år. Men der er også noget, som gentager sig. Og jeg tror det er tid til at justere lidt. Læs resten